Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Ingen særbehandling af Rasmus Paludan

Folketingets formand går for vidt, når han direkte inviterer Stram Kurs til at holde møde på Christiansborg.
Niels Ole Krogh

Kunne man forestille sig, at Forbundsdagen ville henvende sig til det nazi-inficerede parti NPD og tilbyde dem at afholde deres landsmøde i parlamentets trygge rammer. Nej vel, det ville være utænkeligt. Og vel er Danmark ikke Tyskland, og vel har de to lande en meget forskellig historie, men begge står heldigvis i dag på en solid demokratisk grund. Begge lande er som det øvrige Europa udfordret af, at det yderste højre har medvind.

Set fra Sydslesvig kan det derfor virke uforståeligt, ja helt forkert, at Folketingets formand har inviteret formanden for Stram Kurs – racist og det, der er værre – ind i Folketinget for at afholde landsmøde i demokratiets højborg. I samme uge som Rasmus Paludan og Stram Kurs gennemførte sit møde med det betændte navn »rigsmøde«, havde vi her i Sydslesvig mindst to begivenheder, der understreger, hvorfor vi kraftigt må tage afstand fra den udstrakte hånd til personen Rasmus Paludan.

En dansk sydslesviger fik efter 86 år en slags æresoprejsning. Emil Jessen blev myrdet af nazisterne i 1944 og har nu fået en såkaldt snublesten til minde om ham og udåden i fortovet foran sin bopæl i Flensborg. I samme uge udkom bogen »Rygrad«, der skildrer, hvilke pinsler den sydslesvigske Hattesen-familie måtte gennemgå i de 13 forbandede år, da Hitler havde magten i Tyskland.

I Rasmus Paludans kølvand er der et spor af nederdrægtigheder over for andre. Hans seneste gerning var at stille sig op på Vartov i København for sammen med sine ligesindede at ødelægge mindehøjtideligheden for Krys­talnatten den 9. november. Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), argumenterer for, at når politiet ikke kan garantere for sikkerheden for et parti, der er godkendt til opstilling til folketingsvalg, så må folkestyret åbne sine døre. Her går han for vidt. For det første var han ikke tvunget til at åbne Folketinget for racisten, da det kun er partier med mandater, der har den ret. For det andet går rummeligheden simpelthen for vidt her. Det virker decideret naivt, når den velmenende formand tager sådan et skridt. Det er en sund tilgang, man har i Danmark til, at selv racister og andre ekstremister har ytringsfrihed. Det skal være argumenter, der skal danne bolværk mod deres syge politik, men det betyder ikke, at formanden skal sige »velkommen her« til Rasmus Paludan.

Paludan er så langt ude, at man skulle tro, at alle døre automatisk ville lukke sig foran ham overalt. Men det er desværre ikke tilfældet. Stram Kurs var kun 0,2 procentpoint fra at kunne indtage et antal stole i Folketinget ved det seneste valg. Vi i Sydslesvig græmmes. Vi har ikke glemt, hvad folk af Paludans støbning kan udrette, hvis de får magt, som de har agt.

kommentar
deling del

Skriv et svar