Single Daily
af

Deutsche Presse-Agentur GmbH

Indbyggere er lovlydige som næsten aldrig før

Godt 180.000 kriminelle forhold blev der sidste år registreret i Slesvig-Holsten. Det er det laveste niveau i 40 år. Alle 11 drab blev opklaret.
Godt 180.000 kriminelle forhold blev der sidste år registreret i Slesvig-Holsten. Det er det laveste niveau i 40 år. Alle 11 drab blev opklaret.

 

Kiel. Omfanget af registreret kriminalitet i Slesvig-Holsten fortsatte med at falde i 2019. Det fremgår af den statistik, indenrigsminister Hans-Joachim Grote præsenterede torsdag.

I alt 183.445 kriminelle forhold blev det til. Det er næsten 3500 færre end året før. Niveauet er det laveste i 40 år.

Samtidig steg opklaringskvoten med 0,2 procentpoint til 54,7 procent. Man skal helt tilbage til 1963 for at finde et tilsvarende niveau. Dengang blev 55,6 procent af de anmeldte lovovertrædelser opklaret.

– Alt i alt lever vi i sikkerhed i vores land, i hvert fald i relativ sikkerhed. Virkeligheden er altså en anden end den, nogle sociale medier beskriver, siger Hans-Joachim Grote.

For femte år i træk faldt antallet af indbrud til 4476 styk.

Antallet af drab og drabsforsøg gik i vejret fra 22 i 2018 til 53 sidste år. Indenrigsministeren tilskriver dette et højt antal stenkast mod trafikken fra broer i delstaten. 30 af den slags hændelser fandt sted i 2018.

Samtlige 11 fuldbyrdede drab blev opklaret.

Falske politifolk

Politiet har registreret cirka 2500 opkald fra falske politifolk, der forsøger at narre penge fra deres ofre. Det er i den forbindelse lykkedes myndighederne at optage cirka 4000 forskellige stemmer. Omkring 200 er identificeret, og enkelte er dømt.

Oftest sidder gerningsmændene dog på callcentre i Tyrkiet.

Et stigende antal forbrydelser er ikke omfattet af den generelle, tyske kriminalitetsstatistik, fordi gerningsmændene sidder i udlandet og opererer via blandt andet internettet. Som det eneste forbundsland registrerer Slesvig-Holsten også disse lovovertrædelser, der primært handler om bedrageri. Sidste år blev der registreret flere end 14.000 tilfælde i delstaten.

Antallet af indbrud faldt for femte år i træk. Foto: Pixabay.

kommentar
deling del

Skriv et svar