Single Daily
af

Thomas Schumann

Idrætsforeninger orker ikke at lære at tale dansk

På lørdag mødes Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) til sendemandsmøde. Her skal spejdere, fodboldklubber og andre idrætsforeninger diskutere, hvordan dansk kan blive brugt mere, når der spilles håndbold eller fodbold. Ifølge en rundspørge som Flensborg Avis foretog i december, taler kun lidt over halvdelen af medlemmerne i de sydslesvigske idrætsforeninger dansk til træning.

Sprogdebatten er ikke ny. I 2010 betalte SdU 10.000 euro for at få udarbejdet undervisningsmateriale, der er skræddersyet til livet i idrætsforeningerne. Materialet – som hedder SdU-Dansk – består af 200 siders sprogøvelser, samt en ordbog, som indeholder ord og vendinger, der bliver brugt til idræt. Men selv om undervisningsmaterialet ligger frit tilgængeligt på SdUs hjemmeside, har det knebet med at få det brugt. I de syv år, som det har eksisteret, har der været holdt tre-fire kurser.

– Det er ganske udmærket materiale, og det er lidt ringe, at det ikke bliver brugt. Der er blevet brugt meget tid, energi og kreativitet på det, siger professor ved Flensborg Universitet, Elin Fredsted, som var vejleder, da SdU-Dansk blev udarbejdet.

Motivation til at lære dansk mangler

– Problemet er manglende motivation til at lære dansk. Materialet er der jo. Det er et spørgsmål om, hvad man kræver af medlemmerne. SdU er nødt til at skabe rammerne for motivationen til at lære dansk. Det kan sagtens lade sig gøre, uddyber Elin Fredsted.

Hos SdU er man enig i kritikken.

– Jeg kan kun give Elin Fredsted ret. Materialet er ikke blevet taget imod af foreningerne i det omfang, det skulle. Jeg undrer mig også over, hvorfor foreningerne ikke har brugt materialet, siger SdUs direktør Anders Kring, der ligeledes tror, at det er et spørgsmål om motivation.

– Jeg tror, det bunder i, at det ikke opleves som et stort problem, at der ikke tales dansk til træning. Det har også at gøre med, at der er nogle i mindretallet, som føler sig danske, selv om de måske ikke er særlig gode til dansk, forklarer Anders Kring.

Han tilføjer, at han vil se frem til at høre, hvilket input SdUs foreninger har på sendemandsmødet på lørdag.

kommentar
deling del

Skriv et svar