Single Daily
af

Kasper Skovse

Hvis Groko sprænges, er SSW klar

Valget af nye SPD-formænd kan føre til forbundsvalg i utide. Sker dette, skal SSW have taget stilling til deltagelse og fundet navne på kandidater. Vi skal nok være klar, lover SSW-landssekretær.
Valget af nye SPD-formænd kan føre til forbundsvalg i utide. Sker dette, skal SSW have taget stilling til deltagelse og fundet navne på kandidater. Vi skal nok være klar, lover SSW-landssekretær.

– Lige nu holder vi fast i køreplanen, men vi er klar til at speede processen op, hvis der bliver udskrevet valg i utide, fortæller formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) Flemming Meyer, efter at det kriseramte, tyske socialdemokrati, SPD, fik ny ledelse i weekenden.

SSWs medlemmer overvejer stadig, om partiet skal stille op til forbundsdagen ved næste forbundsvalg, og tirsdag aften er medlemmerne inviteret til hovedudvalgsmøde i Slesvighus om emnet. Her skulle SSWs medlemmer diskutere sagen i ro og mag og gøre klar til eventuel SSW valgdeltagelse i 2021, men den politiske udvikling risikerer at speede beslutningsprocessen kraftigt op.

SPDs designerede formænd Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken lagde under formandskampen op til genforhandling af regeringsgrundlaget med CDU, hvis de blev valgt, og selv om de først skal bekræftes ved SPD-partikongressen næste weekend, har CDU allerede afvist at genforhandle.

Holder begge parter fast i deres respektive holdninger, sprænges den store koalition GroKo, hvilket enten vil medføre forbundsvalg i utide eller en CDU-ledet mindretalsregering.

– SSWs indflydelse på dette område er lig nul. Så det eneste, vi kan gøre i den aktuelle politiske situation, er at fortsætte beslutningsprocessen og så forberede os og indstille os på, at hele processen skal kunne fremskyndes, hvis der udskrives valg i utide, siger Flemming Meyer.

SSW-landssekretær Martin Lorenzen maner til at slå koldt vand i blodet og ikke forhaste sig. I politik kan alt ske, og ingen af de to regeringspartier er i virkeligheden klar til et valg i utide, hvor Alternative für Deutschland (AfD) sandsynligvis vil tage stemmer fra begge partier.

– Begge partier har meget at miste, så lad os nu se, hvad der sker. Det er også vanskeligt at opløse en regering i Tyskland, så selv om SPD trækker sig, så vil et eventuelt valg i utide tidligst finde sted i slutningen af marts eller starten af april 2020, siger Martin Lorenzen.

Sker dette, så skal SSW til gengæld også have taget både beslutningen om at deltage ved valget eller ej, og hvis svaret er ja, så skal der også være fundet navne på SSW-kandidater, der kan stemmes på.

– Vi har endnu ikke lagt nogen nødplan, men vi er indstillet på, at det kan blive nødvendigt, og vi skal nok være klar, lover Martin Lorenzen.

***

Læs mere her:

Det blev kun til en enkelt periode

kommentar
deling del

Skriv et svar