Single Daily
af

Jens Nygaard

Hver femte siger: Jeg vil måske stemme på SSW

Opsigtsvækkende oplysning i rapport fra konsulentfirma til Sydslesvigsk Vælgerforening. Potentialet for det dansk-frisiske regionalparti synes meget stort.
Opsigtsvækkende oplysning i rapport fra konsulentfirma til Sydslesvigsk Vælgerforening. Potentialet for det dansk-frisiske regionalparti synes meget stort.

Fredag fejrede Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) sin 70-års fødselsdag. Der er tale om et parti, som har fået mange af sine vigtigste mål gennemført – men der er nok at tage fat på stadigvæk. Og den mulige opbakning i fremtiden synes at kunne blive en del større:

– Vi har fået et konsulentfirma til at lave en undersøgelse efter det seneste landdagsvalg, men det er ikke noget, som vi er gået ud i offentligheden med. Der er jo ikke nogen grund til at vise blandt andet de andre partier, hvad vi baserer vores strategi på, siger partiets formand og landdagsmedlem, Flemming Meyer.

En enkelt oplysning fra rapporten vil han dog godt fortælle om – og det sker også i hans skriftlige beretning til partiets landsmøde i september:

– Konsulentfirmaet har lavet et repræsentativt rundspørge i Sydslesvig og i Kiel. Her viser det sig, at 20 procent siger, at de godt kunne forestille sig at stemme på SSW – hvis forskellige forudsætninger er opfyldt, fortæller partiformanden.

Tallene indebærer, at en del af den tyske befolkning også godt kunne tænke sig at stemme på SSW. Ved det seneste valg fik SSW i det område, hvor meningsmålingen blev gennemført, i alt 6,6 procent af stemmerne.

Det er en oplysning, som ikke kom bag på Flemming Meyer, som derved fik sine anelser bekræftet. Det vil sige, at potentialet er meget stort for regionalpartiet:

– Forudsætningen er, at vi skal have fat i de rigtige folk, føre den rigtige politik – og være gode til at markedsføre den, siger han.

Rapporten fra konsulentfirmaet siger også, at der er rigtig mange, der efterspørger noget, som kan være med til at styrke fællesskabsfølelsen – og at meget kan lade sig gøre, hvis man står sammen for at nå frem til resultater. Desuden knyttes der ofte store forventninger til områder som miljøpolitik, social- og uddannelsespolitik.

Det er noget, som SSW har inddraget i sin politiske strategi. Det er en strategi, som også blev benyttet forud for det seneste kommunalvalg, hvor det i forhold til landdagsvalget gik en smule frem.

– Det er en strategi, som vi må holde fast ved, siger SSW-formanden.

kommentar
deling del

Skriv et svar