Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Horst i himmel og helvede

Torsdag fejrer Horst Ehm 80-års fødselsdag. Født i 1939 i Altona blev barndommen usædvanlig hård. Men jeg har haft et fantastisk liv, siger fødselaren, der i 42 år arbejdede i SdUs fritidshjem - de fleste år som leder af Lyksborggades Fritidshjem i Flensborg.
Torsdag fejrer Horst Ehm 80-års fødselsdag. Født i 1939 i Altona blev barndommen usædvanlig hård. Men jeg har haft et fantastisk liv, siger fødselaren, der i 42 år arbejdede i SdUs fritidshjem - de fleste år som leder af Lyksborggades Fritidshjem i Flensborg.

Alderen fælder de gamle kæmper. Men Horst Ehm står endnu. 80 år gammel den 11. juli, side om side med sin ægtefælle og kollega, Jette Ehm, og med flere værksteder og stor have som en del af hjemmet på Flensborg Landevej i Lundtoft.

Fødeår og -sted er det skelsættende 1939 og den hamborgske bydel Altona. Mere uheldigt afsæt til barndommen kunne fødselaren ikke have fået. Faderen ved fronten, moderen skræmt fra vid og sans i det sønderbombede Hamborg. Flugt og sult blev hverdag for Horst Ehms første leveår.

I dag beskriver den tidligere leder af Lyksborggades Fritidshjem i Flensborg sit liv som »fantastisk«.

Ti hårde år

Forudsætningerne for et helt andet facit var der ellers alle sammen i hans første tiår.

– Da brandbomberne gjorde Hamborg til et rent helvede, flygtede vi som så mange andre. Det må have været i 1944. Årstallene flyder lidt ud for mig. Mor ville til Berlin, hvor hun havde en bror, men da vi omsider kom frem, var det bare for at konstatere, at min onkels bagerbutik havde fået en fuldtræffer, og onkel var dræbt. Vi blev interneret i en flygtningelejr og ventede på at kunne komme over til min dansksindede bedstefar i Husum.

– Jeg glemmer aldrig de frygtelige ting, jeg oplevede under flugten. Russerne var såmænd flinke nok. De var glade for børn og delte deres mad med os. Amerikanerne var velforsynede hjemmefra. Da de forlod en kaserne, så jeg, hvordan de smed kiks, sukker og mel i en kæmpe bunke og satte en tændstik til. Flygtningekvinderne spyttede på dem.

Horst Ehm, tidligere leder af Lyksborggade fritidshjem, fylder 80 år på torsdag. Fotos: Lars Salomonsen

Skræmt fra vid og sans

– Russerne skulle forsyne sig selv, og det skete ved, at de plyndrede gårdene på deres vej. Jeg så hele vognlæs med køer, høns, ænder og grise. Bønderne flygtede i rædsel, men mor kunne ikke mere, og vi blev og var bange. Da russerne spurgte, om hun kunne malke i hånden, svarede hun ja. Der skete ikke noget med os, så vendte bønderne tilbage. De havde gravet deres værdifulde ting og kød ned i baghaverne, men russerne fandt det, fortæller Horst Ehm om flugten fra Berlin til Husum.

Ankommet i Husum ventede der en meget hård tid. Bedstemoderen var død, og bedstefar modtog efter krigen pakker fra Danmark. Faderen havde Horst Ehm og moderen, Kathrine Ehm, ingen kontakt til. Han havde været udstationeret i Jugoslavien og var få gange hjemme på orlov – længe nok til, at han kunne gøre hustruen gravid, så Horst Ehm fik en søster, Marie Louise, som han stadig har nær kontakt til.

Fraværende far

– Der kom aldrig et brev fra min far. Han havde fundet en anden i Jugoslavien, men blev på et tidspunkt, da myndighederne i Tyskland fandt ham, blev han tvunget til at komme hjem og gennemføre en skilsmisse. Mor havde ventet i alle de år og kom sig aldrig over alt det, vi måtte i gennem. Hun døde først som 82-årig, men led i alle årene af forfølgelsesvanvid og var ofte indlagt, siger Horst og vender tilbage til barndommen:

– Vi sultede. Forsøgte at spise os mætte i kål, kartofler og roer. Væggene var papirstynde, så naboen, der sad langt bedre i det, klagede over gråden, beskriver Horst Ehm en tid, der kaldte det værste frem i folk.

Men også det bedste.

En god dansk skole

– Der kom dansk skole i Husum i 1947. En barak. Vi var i begyndelsen 30 elever i alle aldre i samme lokale. Der var en god stemning. Lærerne tog sig af os, og det bedste var, at vi fik mad på skolen. Siden voksede skolen til 400 elever. Der blev bygget ny flot skole, og mindretallet voksede, ja nærmest eksploderede. Husum modtog jo tusindvis af flygtninge, da byen stort set var intakt efter krigen, husker Horst Ehm.

I 1956 kom han i lære som murer i Danmark. Det var den lokale danske præst, Helge Heinzen, der sørgede for det gennem en bror i Terndrup i Nordjylland.

– Det var en pragtfuld tid. Jeg boede hos familien i fire år, så blev jeg indkaldt til session. Jeg forsøgte at forsvinde til Sverige, men det mislykkedes. Inden da havde jeg stiftet bekendtskab med en overlæge i Nordjylland, der hadede tyskere. Han havde mistet en søn, der var modstandsmand, og datteren faldt for en tysk soldat og blev kaldt feltmadras. Han kaldte sig til mig en dag og gav mig et brev, som han bad mig forelægge for de tyske militære myndigheder, når jeg skulle til session. Jeg mødte frem i Husum, og de fik brevet, som jeg aldrig havde læst. Beskeden var, at jeg var fritaget. Så havde han, overlægen, opnået, hvad han ville – en soldat mindre til tysk militær, siger Horst Ehm og smiler.

En hjælpende hånd

Retur i Husum – det var i starten af 60erne – stiftede han bekendtskab med Henry Buhl, lederen af det lokale ungdomshjem, der siden blev til fritidshjem.

– Henry hjalp mig på rigtig mange måder. Jeg arbejdede på hjemmet og fandt ud af, at jeg ville være fritidspædagog. Så jeg tog til København og mødte Jette på seminariet. Hun var 21 år og jeg 26. Det var herlige år, vi havde i hovedstaden, og Jette var med på, at vi skulle tilbage til Husum. Vi fik arbejde på ungdomshjemmet hos Henry og fik i 1965 tilbud om at blive ledere af det, der siden blev Lyksborggades Fritidshjem.

Horst Ehm har været pensionist i 15 år. Hustruen Jette passer huset, mens han passer haven.

Pokaler og fjernsyn

Hjemmet fik tilskud fra byen som »Haus der offenen Tür« og skulle derfor være åbent både for danskere og tyskere. Op mod 70 børn og 50-60 unge havde deres daglige gang på stedet. Horst og Jette Ehm stod i begyndelsen for det hele.

– Vi havde blandt andet knaldgode bordtennishold og turnerede rundt i Sydslesvig og hentede pokaler. Der var fjernsyn i hjemmet, så når der var en vigtig fodboldkamp, sad vi i en kødrand foran tv’et og fik kaffe bagefter. Det kostede kun to mark om året at bruge stedet. Folk i kvarteret var ikke just velhavende. Da ordningen ophørte, og SdU (Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, red.) fik friere rammer, kunne vi udvide tilbuddet, siger Horst Ehm.

Han vil ikke slå en sløjfe til barndommens fattige og traumatiserede hjem og hævde, at det fik ham og Jette til at sætte en fed streg under hjem i ordet fritidshjem. Men fakta er, at Lyksborggades Fritidshjem under deres ledelse blev ramme for mange unge, der netop ikke fandt samme tryghed og nærvær i deres eget hjem. Samtidig blev det en arbejdsplads for mange pædagoger, der ved eksemplets magt fik en forståelse for, at faglighed og solidaritet med samfundets udsatte var bærende for arbejdet på Lyksborggades Fritidshjem.

– Vi udvidede hvert år. Vi fik legeplads, skateboardbane, swimmingpool og autoværksted. Vi fik lov til at slå vedligeholdelses- og anskaffelseskontoen sammen, og da forældrene hjalp med, når der skulle bygges, fik vi meget ud af pengene, beretter Horst Ehm.

Unge flyttede ind

Mange af de unge blev ved med at komme til stedet, til de var langt oppe i 20erne. Flere faldt så godt til, at de flyttede ind. Så var der døgnvagt, og det aflastede også på en måde Horst og Jette, der boede i en lille lejlighed øverst oppe i fritidshjemmet.

– Vi havde også hjemmets telefon og kunne forstyrres døgnet rundt. Da så myndighederne krævede, at huslejen skulle stige fra 100 mark til 400 mark, slog Jette i bordet. Jeg fandt huset her, og vi flyttede, siger Horst Ehm i vinterstuen under vinranker tynget af snesevis af klaser. 300 kvadratmeter beboelse plus værksteder. Der havde været bed & breakfast før, så der var ti værelser.

– Det har mange af vores unge nydt godt af. De har i kortere og længere perioder boet her. Vi har kontakt til mange af dem endnu.

Horst passer haven og Jette tager sig af det store hus. Nærmest i råbeafstand bor datteren Helle og de to børnebørn, Rune og Nico. Horst Ehm har været pensionist i 15 år. Han nåede at arbejde 42 år for SdU og gik som 65-årig.

– Det er lang tid at være pensionist?

– Jo, men ikke et sekund for længe. Jeg skal da have noget ud det. Og det har jeg fået, konstaterer fødselaren.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar