Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Historier, der spiller på følelserne

Sydslesvigeren Gudrun Joern og Merete Bo Thomsen fra forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg medvirker i DR-dokumentarserie.
Sydslesvigeren Gudrun Joern og Merete Bo Thomsen fra forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg medvirker i DR-dokumentarserie.

København. En stor del af genforeningsfesten er enten gået i vasken eller blevet udsat. Foredrag, møder og koncerter er blevet aflyst under coronakrisen. Men hverken bogmarkedet eller de elektroniske medier er blevet bremset, og her kan man i denne tid suge til sig af viden om begivenhederne for 100 år siden.

Den 15. juni 1920 skete den formelle overdragelse af Nordslesvig til Danmark, og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev Genforeningen markeret med kong Christian den Tiendes indtog i Sønderjylland og den store folkefest på Dybbøl Banke.

For tiden viser Danmarks Radio fire afsnit med titlen »Grænseland«. Afsnittene vises søndag aften klokken 20. Her er skuespilleren Lars Mikkelsen vært, og han tager seerne med på en tur gennem nogle af de mest dramatiske begivenheder i Slesvig i 1800- og 1900-tallet. Sideløbende vises onsdag aften serien »Kampen om grænsen« i fire afsnit på DR2. Ligesom »Grænseland« kan »Kampen om grænseland« dog også streames, så det er ikke for sent at hoppe med på serien nu.

Serien tager en tidsrejse fra krigen i 1864 til 1995, da det tyske mindretals formand for første gang holdt en tale ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke. Det skete i forbindelse med 75-året for Genforeningen – den begivenhed som de tysksindede traditionelt betragter som Slesvigs deling.

En sten faldt fra hjertet

Det tyske mindretals formand var dengang Hans Heinrich Hansen, og han fortæller i seriens fjerde og sidste afsnit om, hvordan det, at han fik lov til at tale ved Dybbøl-festen, var en anerkendelse af ham som borger i hans eget hjemland. »Der faldt en sten fra mit hjerte«, fortæller Hans Heinrich Hansen i tv-serien.

– Vi har valgt nogle historier, der spiller på følelserne. Det er en indgang til at få mennesker, der måske ikke har et specielt forhåndskendskab til grænselandet, til at interessere sig for områdets historie, siger Rikke Detlefsen, der sammen med Jesper Clemmensen og Lars Feldballe har været producent på dokumentarserien.

Dansen om grænsen

– Selv om grænsen blev fastlagt ved afstemningen i 1920, så varede det jo flere årtier, før den faldt helt på plads. Tyskland anerkendte ikke grænsen til at begynde med. I 1930erne kom der fra tysk side krav på en grænserevision, og efter Tysklands kapitulation i 1945 var der fra dansk side mange, der ønskede grænsen rykket længere sydpå igen. Der var megen dans omkring grænsen, før det hele faldt til ro, og det er noget af det, vi gerne vil vise med dokumentarserien, siger Rikke Detlefsen.

En gennemgående person i tv-serien er sydslesvigeren Gudrun Joern, der tidligere var leder af Harreslevmark Børnehave. Gudrun Joern er barnebarn til Lorenz Jepsen fra Valsbøl.

Gudrun Joerns bedstefar var en af dem, der ikke følte, han havde noget at fejre i 1920. Den dansksindede sydslesviger medvirker i dokumentarserien »Kampen om grænsen«. Foto: Screendump

Dybt skuffet

Lorenz Jepsen drømte sig hjem til sin familie og hjem til Danmark, men blev dybt skuffet over zoneinddelingerne og nedtrykt, da resultatet af stemningen forelå. Valsbøl endte på den tyske side af grænsen. Lorenz Jepsen spiller en ikke uvigtig rolle i bogen »Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet«, som historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard og journalisten Ole Sønnichsen udsendte tidligere på året.

Forskningsleder Mogens Rostgaard Nissen fra forskningsafdelingen på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har fungeret som en slags faghistorisk redaktør på dokumentarserien, og hans kollega historikeren Merete Bo Thomsen har hentet dokumenter frem fra det righoldige arkiv på centralbiblioteket. Merete Bo Thomsen toner også flere gange frem i billedet i selskab med Gudrun Joern.

Dokumentarserien kan findes ved at google »Kampen om grænsen« og »dr.dk«. Fjerde og sidste afsnit vises onsdag den 3. juni klokken 21.30.

kommentar
deling del

Skriv et svar