Single Daily
af

Jens Nygaard

Historien om en tysker som ikke ville være tysk mere

Forfatteren Tom Buk-Swienty er aktuel med en ny bog, som fortæller om en ung følsom tysk mands historie og rædslerne under Anden Verdenskrig.
Forfatteren Tom Buk-Swienty er aktuel med en ny bog, som fortæller om en ung følsom tysk mands historie og rædslerne under Anden Verdenskrig.

»Det hele ville have været helt anderledes, hvis min far bare havde foretaget et andet valg i 1920.«

Sådan tænkte lægen Hans Horn i sit livs efterår

Hans Horn – med mellemnavnet Detlef – er hovedpersonen i en ny dokumentarisk bog af forfatteren Tom Buk-Swienty. Han er historiker og journalist og især kendt for de to bøger om krigen i 1864, “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”. Han er udmærket klar over, at der er skrevet mange bøger om Anden Verdenskrig. Men der er ikke ret meget materiale om krigen set med almindelige tyske øjne.

Bogen »Det ensomme hjerte« er blevet til på baggrund af et omfangsrigt selvbiografisk materiale, som Buk-Swienty fik stillet til rådighed af den afdøde Hans Horns familie.

Familien var selv overrasket over de cirka 5000 sider med tekst og malerier specielt om opvæksten under nazismen og Anden Verdenskrig, som de fandt efter faderens død. Han havde nemlig stort set aldrig fortalt nogen om sine oplevelser under krigen, og nu kunne de pludselig se, at det måtte have været til dels meget traumatiske oplevelser.

Familien Horn i Kiel i 30erne. Horn den ældre besluttede i 1920 at flytte fra Gråsten til Kiel for at have et sikkert arbejde. (Foto fra bogen)

Familien Horn i Kiel i 30erne. Horn den ældre besluttede i 1920 at flytte fra Gråsten til Kiel for at have et sikkert arbejde. (Foto fra bogen)

Blive i Danmark eller tage til Tyskland?

Horns far hed det samme. Hans familie stammede fra Holsten, men indvandrede i midten af 1800-tallet til Broager i Sønderjylland. Han blev ansat ved posthuset i Gråsten i den tyske tid, og her mødte han sin kone, kaldet Maggi. Familien var en typisk grænselandsfamilie fra dengang: Nogle var danske sønderjyder, andre anså sig for at være slesvigere, og andre mente selv, at de var tyskere.

Maggi og Hans Horn blev gift i 1920 – altså samtidig med, at den nuværende grænse blev fastlagt efter afstemningen. Og så var gode råd dyre for de nygifte, for Gråsten blev igen en del af Danmark. Skulle de blive i Danmark, eller skulle de flytte til det slagne Tyskland, som dengang var kaotisk og forarmet?

Hans Detlef Horn den ældre var nemlig blevet tilbudt en forfremmelse til overpostsekretær i Kiel. Så han ville have et godt og sikkert job. Og eftersom han var en meget forsigtig mand, valgte han og familien jobbet i Kiel i stedet for at blive i Danmark. Det kom de til at fortryde senere.

Hans Horn den yngre kom til verden i Kiel den 29. juli 1921 som den ældste af tre søskende. Det viste sig hurtigt, at han var et følsomt gemyt med klare anlæg for musik, som klarede sig overordentligt godt i skolen.

Da nazistpartiet stormede frem i slutningen af 20erne og begyndelsen af 30erne, var det et parti, som familien Horn ikke brød sig ret meget om – i lighed med de fleste andre i Tyskland. Selv på deres højdepunkt inden magtovertagelsen fik Hitlers parti ikke mere end cirka hver tredje stemme i Tyskland. Men der var andre inden for familien, der var begejstrede, og det var mange af naboerne også.

Hans Horn var et lyst hoved og fik en af de få pladser i Kieler Gelehrtenschule, der var forbeholdt børn fra lavere samfundslag. Ellers var det mest sønner af samfundets spidser, der blev lukket ind. Samtidig kom han med i nazisternes ungdomsorganisation, men det viste sig hurtigt, at det ikke var noget for ham: Han var ikke hård som Krupp-stål. Hans værste fag i skolen var idræt – og det var i en tid, hvor der blev lagt meget vægt på det fysiske. I stedet var han glad for musik og blev en god cellist.

Den unge Hans Horn fra Kiel ville studere, men blev i stedet sendt afsted til en krig. (Foto fra bogen)

Den unge Hans Horn fra Kiel ville studere, men blev i stedet sendt afsted til en krig. (Foto fra bogen)

Klapjagt på jøderne

Da krigen brød ud i september 1939, kom Horns mor ind og satte sig grædende på hans sengekant, og faderen var også meget trist til mode. De kunne godt huske den seneste krig, som kun lå 21 år tilbage i tiden.

Hans Horn selv fattede dengang ikke i ret høj grad sagens alvor, men den blev hurtigt barske realiteter for ham, efter at han i marts 1940 var blevet student med årgangens højeste snit. Han fik en gave, og det var selvfølgelig Hitlers bog Mein Kampf.

Så kom der en blå konvolut til familien, der ødelagde hans drømme om at læse litteraturvidenskab. Det var en indkaldelse til arbejdstjenesten, RAD, i Østprøjsen. Her gik det for sig med militærisk halvsadisme og nationalt farvede foredrag – og den unge følsomme mand hadede hvert øjeblik af opholdet i en lille lejr i nærheden af Allenstein (Olsztyn). Herfra gik det videre til en anden lejr i det, der tidligere var Polen.

Her kunne Horn se, hvordan afmagrede fanger blev tvunget til hårdt arbejde – og han kunne se, hvordan de lokale jøder blev behandlet. Han og kammeraterne fik at vide, at det kun var dem, der måtte gå på fortovet, mens polakker og jøder skulle gå længere ude og overholde hilsepligten. Og der blev drevet regelret klapjagt på jøderne. Horn forlod byen, inden jøderne blev sendt til Auschwitz, hvor de fleste omkom.

Tilbage i Kiel begyndte han at studere humanistiske fag på universitetet – men i begyndelsen af 1941 kom der et nyt brev, der fik hans mor til at blegne: Han skulle stille på kasernen i Slesvig i begyndelsen af februar. Og være rekrut. Den militære uddannelse skete i Danmark, i Tønder, Søgård og Roskilde.

»Formålet var den fuldstændige knægtelse, den endegyldige kollektivisering af individet, og det med alle midler«, skrev han senere.

Sådan begyndte den unge soldat efterhånden at se på det tyske krigsmaskineri. Han malede senere adskillige billeder fra krigens tid. (Foto fra bogen)

Sådan begyndte den unge soldat efterhånden at se på det tyske krigsmaskineri. Han malede senere adskillige billeder fra krigens tid. (Foto fra bogen)

Fætter ville ikke være tyskvenlig

På vej til Roskilde i tysk uniform mødte han en af sine fætre fra Broager, som virkede beklemt over at skulle tale med en tysk soldat. Han ville ikke tages for at være tyskvenlig.

Horn mødte også den danske konge, som en dag kom ridende inde i København. Den unge tyske rekrut gjorde stramt honnør, men kongen ænsede ham ikke. Hjemmefra havde han fået at vide, at kongen var af tysk æt og venligt indstillet – men det var løgn.

I efteråret 1941 blev han så sammen med afdelingen sendt til Østfronten på en lang togtur op til et sted i nærheden af Ilmensøen syd for Leningrad. Efter den danske »flødeskumsfront« blev det en martrende oplevelse.

»Menneskeliv tæller intet herude«, noterede han i sin dagbog – som det ellers var strengt forbudt at føre.

Under et angreb skulle han som ordonnans tilbage og melde situationen til de højere officerer og oplevede, at de nød livet med rhinskvin og kaffe, mens de almindelige soldater forblødte kun få hundrede meter derfra.

Efter et angreb, hvor specielt mange af kammeraterne gik til, blev det for meget for Horn:

»I mit indre krakelerer alt«, skrev han i sin dagbog ud fra en manglende forståelse af, at mennesker skulle lide så frygteligt.

Han oplevede, hvordan russiske fanger henrettedes. Ifølge hans optegnelser i et enkelt tilfælde efter direkte ordre fra kompagnichefen, en flensborger med navnet Kylling-Schmidt.

Under et ophold på en jernbanestation i krigens sidste dage blev den unge soldat også vidne til den umenneskelige behandling af fanger fra kz-lejre. (Foto fra bogen)

Under et ophold på en jernbanestation i krigens sidste dage blev den unge soldat også vidne til den umenneskelige behandling af fanger fra kz-lejre. (Foto fra bogen)

Et hjemsendelsesskud

I et enkelt tilfælde bevægede han sig i nærheden af frontlinjen lidt til siden og oplevede, at en granat landede lige der, hvor han havde stået for ti sekunder siden. Og den 16. november 1941 gik det galt, da han var på vej ud med en melding til forreste linje: Der lød et brag over ham, og så blev alt sort.

Da han vågnede, var der en sanitetssoldat, som sagde til ham, at han havde været heldig.

– Du har fået et hjemsendelsesskud, sagde han til Horn.

Forstået på den måde, at han ville slippe med livet, men blive sendt hjem. Med nogle grantsplinter i kraniet – som for øvrigt blev ved med at genere ham resten af livet.

På vejen vestpå sammen med andre sårede mødte han en masse nazister, som holdt prædikener om nye tider og heltemod.

»Til helvede med disse brune amtsforvaltere. Det hele er kun udsigtsløst myrderi«, noterede han i dagbogen.

Hvis den var blevet fundet, var han blevet skudt.

Horn blev rekonvalescent i den lille by Bad Salzkotten i Nærheden af Paderborn – og hans tanker beskæftigede sig næsten altid med, hvordan han kunne undgå at komme til østfronten igen. I slutningen af januar 1942 blev han sendt til Flensborg.

Sådan så Hannover ud i Hans Horns optik efter krigen. Han kom gennem byen på vej til Flensborg, hvor han gennemførte sit hamskifte. (Foto fra bogen)

Sådan så Hannover ud i Hans Horns optik efter krigen. Han kom gennem byen på vej til Flensborg, hvor han gennemførte sit hamskifte. (Foto fra bogen)

Danskerne behandlede ham som luft

Han nåede frem til, at han kunne læse til læge, for ved fronterne var der hårdt brug for læger. Mange andre studenter var kommet på den samme tanke, men det lykkedes Horn at blive optaget på hærens eget akademi i Berlin. Indtil uddannelsen startede, lykkedes det ham at blive udkommanderet til Danmark. Her oplevede han, at stemningen i forhold til tyskerne var blevet markant dårligere. Selv om han på grund af sine familieforhold talte godt dansk, blev han ofte behandlet som luft.

I efteråret 1942 påbegyndte han sin militære lægeuddannelse i Berlin, og han fandt ud af, at de fleste medstuderende først og fremmest var der for at undgå østfronten. På grund af luftbombardementerne blev de studerende flyttet til Würzburg, som var en hyggelig lille by, der i lang tid ikke blev udsat for flyverangreb.

Her mødte han også sin kommende kone, kaldet Grelein, fra Sachsen. Hun blev gravid nogenlunde samtidig med, at de allierede gik i land i Normandiet. De to unge blev gift i juli 1944 og fik senere en datter.

Selv om han ikke var færdiguddannet ved årsskiftet 1944-45, blev Horn sendt afsted til et feltlazaret, først i en bayersk kurby og derefter i Trencin i det daværende Tjekkoslovakiet. Her var der nok at tage fat på, for i krigens sidste måneder havde den tyske hær et tabstal hver måned på 350.000 mand.

Krigens rædsler gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge soldat, der både oplevede død, afmagrede krigsfanger, jødeforfølgelser og henrettelser. (Foto fra bogen)

Krigens rædsler gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge soldat, der både oplevede død, afmagrede krigsfanger, jødeforfølgelser og henrettelser. (Foto fra bogen)

Henrettelse stoppet i sidste øjeblik

Da krigen sluttede, var han i den lille by Tabor i vore dages Tjekkiet. Og på turen vestpå – væk fra den Røde Hær og over til amerikanerne – var det nær gået galt. Horn og hans venner i en ambulance var ved at blive henrettet af tjekkiske partisaner. De blev først stoppet i sidste øjeblik af en amerikansk soldat.

Via fangelejre blev han genforenet med sin kone og sin lille datter, men livet i den østlige besættelseszone var også hårdt. Horn tog alene afsted til Flensborg, hvortil hans far var blevet forflyttet. Han begyndte at studere videre i Köln, som dengang var en ruinby, og under et besøg i Flensborg blev han introduceret til Dansk Sundhedstjeneste. Her fik han en praktikantstilling, fik hentet familien til og genoptog sine studier i Kiel.

Allerede da han blev introduceret til Dansk Sundhedstjeneste, gennemførte han et hamskifte. Han anfører i sine erindringer seks korte sætninger:

– Den dag blev jeg dansk.

– Jeg skiftede nation.

– Som man skifter trøje.

– Jeg efterlod en hullet og snavset trøje.

– Og har aldrig fortrudt det.

– Heller ikke min kone og mine børn.

Da Horn fik sin tyske embedseksamen i 1949, fik han arbejde ved Dansk Sundhedstjeneste. I 1952 flyttede familien, der nu også talte en søn, til Danmark, hvor han blandt andet arbejdede i Ebeltoft og Skagen. Senere var han med til at opbygge Lægehuset i Padborg. Der var stort set ikke nogen, der hørte ham tale tysk.

I 1989 fik han konstateret kræft, og han tilbragte sin sidste tid i familiens sommerhus i Stranderød.

Hans datter Katharina fortæller:

»I sin sidste tid lå han tit uroligt i sin døs. Han var hjemsøgt af mareridt. Jeg så ham spjætte og i vildelse skrige: »Der kommer bomber«. Han sagde det på tysk. Til sidst talte han kun tysk.«

En anbefaling

Virkeligheden er ofte mere spændende end fiktion, bliver det ofte sagt. Og det er også tilfældet for Tom Buk-Swientys nye bog »Det ensomme hjerte«.

Den er interessant opbygget med blandt andet et gymnasiebillede, hvor man kan se, at de fleste af de daværende elever fra Gelehrtenschule i Kiel senere blev nogle af Anden Verdenskrigs ofre. Samtidig springes der fra den dramatiske indledning i begyndelsen til familiehistorien og hovedpersonens fortælling. Desuden er der tale om et godt mix af genfortælling og direkte citater, og historien bliver generelt godt fortalt.

Bogen bliver af de fleste læst i et hæsblæsende jag i jagten på, hvad der videre sker – og det er netop kendetegnende for en god bog. Spændingen er er nært knyttet til, at der er tale om en person, som så helt entydigt er dels et sanddru menneske og dels et meget følsomt gemyt.

Som et ekstra plus kan det anføres, at bogen ledsages af et overblik over krigen af høj kvalitet. Og som et yderligere plus for læsere i grænselandet kan det tilføjes, at bogen har et typisk dansk-tysk skisma. Der var mange, som i 1920 var i samme situation som Hans Horn den ældre.

Tom Buk-Swíenty: Det ensomme hjerte (Politikens Forlag). 512 sider, 350 kroner (indbundet). Udgivet den 2. oktober.

kommentar
deling del

Skriv et svar