Single Daily
af

Trine Flamming

Helligdag kom bag på danskerne – mødte op til lukkede grænsekiosker

Mange grænsehandlende mødte onsdag morgen op til lukkede døre i grænsekioskerne. De ved nu, at den 31. oktober er ny helligdag syd for grænsen.
Mange grænsehandlende mødte onsdag morgen op til lukkede døre i grænsekioskerne. De ved nu, at den 31. oktober er ny helligdag syd for grænsen.

Den 22. februar vedtog den slesvig-holstenske landdag, at den nordligste delstat skulle have en ekstra helligdag, nemlig reforma­tionsdagen den 31. oktober. Det skete efter, at 500-året for reformationen i fjor blev begået med en helligdag, som egentlig skulle være et engangsforetagende.

Men hvor skulle man vide det fra, når man bor i Danmark, hvor den 31. oktober er en helt almindelig dag, der ikke forbindes med noget særligt andet end måske halloween?

Dette års reformationsdag var for danskerne bare en ganske almindelig onsdag, og sådan en helt almindelig dag kan man jo lige tage et smut over grænsen og få handlet lidt.

Men rigtig mange af de handlende kom, før grænsekioskerne åbnede. Det gør de nemlig først kl. 11 på søn- og helligdage.

Sonny Mortensen, Frederik Andersen og Ian Hansen (fra venstre) ville absolut være de første i forretningen, så de stillede sig i kø kl. 10.

Sonny Mortensen, Frederik Andersen og Ian Hansen (fra venstre) ville absolut være de første i forretningen, så de stillede sig i kø kl. 10.

Fra Fyn til Fleggaard

Allerede kl. 9 stod Frederik Andersen, Sonny Mortensen og Ian Hansen foran Fleggaard i Harreslev og havde konstateret, at de nok ikke ville få handlet foreløbig. De havde været rundt til samtlige grænsekiosker i nærheden, men alle havde lige så lukket som Fleggaard.

– Vi jublede som tre små børn, da vi kom, for der var næsten ingen mennesker her, sagde Frederik Andersen.

De tre, der var taget fra Sydfyn til Harreslev, fandt hurtigt ud af, at der nok var noget særligt, der spillede ind denne onsdag. Men det var der jo ikke noget at gøre ved nu:

– Det er for langt at køre hjem igen, konstaterede Sonne Mortensen tørt, og i stedet gik de tre ind i cafeteriet Spisestedet over for butikken, hvor Fleggaard bød på gratis kaffe.

Gratis kaffe

– Vi har altid gratis kaffe på kanden kl. 9-11 på søn- og helligdage, for der er altid nogen, der ikke er klar over, at vi først åbner kl. 11, fortalte Annette Martensen i Fleggaards kundeservice, da forretningen havde åbnet dørene.

Både Fleggaard og de andre grænsekiosker har i reklamer og tilbudsaviser gjort opmærksom på onsdagens ændrede åbningstider, men det er der mange, der ikke har set. For hvem undersøger i slutningen af oktober, om der måske skulle være helligdag et sted i Tyskland – det er jo hverken jul eller påske.

– Vi havde regnet med, at der i dag ville komme rigtig mange før kl. 11, sagde Annette Martensen.

Sonny Mortensen, Frederik Andersen og Ian Hansen (fra venstre) ville absolut være de første i forretningen, så de stillede sig i kø kl. 10.

Sonny Mortensen, Frederik Andersen og Ian Hansen (fra venstre) ville absolut være de første i forretningen, så de stillede sig i kø kl. 10.

Tidligt frem – tidligt hjem

De tre fra Fyn var onsdagens første gæster i Spisestedet, men bestemt ikke de sidste. Jo mere klokken blev, desto mere fyldt blev både parkeringspladsen og Spisestedet.

Kl. 10 havde fynboerne bestemt sig for også at være de første i butikken, så de hentede indkøbsvogne og stillede sig som de første i kø foran indgangen.

En time senere fik alle lov at komme ind, og da de tre fra Sydfyn var færdig med indkøbene, havde klokken passeret 12.

Og på spørgsmålet, om de nu husker til næste år, at den 31. oktober er helligdag i Slesvig-Holsten, lyder svaret:

– Det kan du fandenedme tro!

kommentar
deling del

Skriv et svar