Single Daily
af

Jens Nygaard

I alt har der været cirka 75 smittede i Sønderjylland

De fire sønderjyske kommuner har kun været meget lidt ramt af corona-pandemien sammenlignet med de fleste andre landsdele, fremgår det af nye tal fra Statens Serum Institut.
De fire sønderjyske kommuner har kun været meget lidt ramt af corona-pandemien sammenlignet med de fleste andre landsdele, fremgår det af nye tal fra Statens Serum Institut.

Aabenraa. Indbyggerne i de fire sønderjyske kommuner er i forhold til en del andre landsdele i Danmark ikke nær så udsatte for at blive smittet med coronavirus.

Det fremgår af den seneste epidemiologiske rapport fra Statens Serum Institut. Her kan det aflæses, at der i tre af de fire sønderjyske kommuner, Haderslev, Tønder og Sønderborg, ikke har været registreret et eneste nyt tilfælde inden for de seneste syv dage. Det har kun været tilfældet i Aabenraa Kommune, hvor det store centrale sygehus ligger. Her har man kunnet registrere en håndfuld nye tilfælde.

I det hele taget er Sønderjylland kommet godt igennem hele perioden med covid-19 indtil nu, fremgår det af rapporten, hvor der også er lavet statistik for de enkelte kommuner.

Bedst ser det ud i Haderslev Kommune, hvor der siden starten af marts har været under ti registrerede tilfælde af konstateret smitte. I Sønderborg har der været 18, i Tønder 13 og i Aabenraa 48. Men det sidstnævnte tal har sikkert noget at gøre med det store sygehus’ placering.

I alt har der i hele perioden med coronasmitte været registreret omkring 75 tilfælde i Sønderjylland. Men det er langt fra alle af disse, der har været behandlingskrævende, så sengene i de specielle coronaafsnit har stået tomme det meste af tiden.

På baggrund af antallet af registrerede smittede udstyrer statistikerne hver kommune med et indekstal for smittede per 100.000 indbyggere. Her ligger Haderslev lavest med et indekstal på under ti, mens tallet i Aabenraa er 82.

Til sammenligning kan det anføres, at dette indekstal i Glostrup er på 683 og i Ishøj på 592. Der er altså meget langt op til indekstallene for det storkøbenhavnske område. Sønderjylland ligger på et niveau, der også ses i en del områder i Øst- og Nordjylland.

Interessant er det også, at den nyeste rapport giver en oversigt over dødsfaldene i hele Danmark fordelt på aldersgrupper. Og her har man slået aldersgruppen fra 0 år op til 59 år sammen. Gruppen rummer med næsten 8000 registrerede tilfælde af smitte næsten to tredjedele af alle smittede i Danmark. Men det er kun ganske få af de smittede fra denne aldersgruppe, der er døde af sygdommen. Faktisk er det kun 16.

Endelig rummer rapporten også et godt tip til alle dem, der ikke vil se bort fra en rejse til udlandet, når det igen bliver muligt til en række lande – sikkert om få uger.

Det viser sig, at smittetrykket i en række typiske ferielande ligger meget lavt – faktisk ofte lavere end Danmark. Det gælder for eksempel i Tyskland i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, den polske østersøkyst, Østrig, Ungarn, Kroatien, Montenegro, Bulgarien og Grækenland. I det sidste land ligger øerne lavere end hovedlandet.
Så det farligste vil måske være flyrejsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar