Single Daily
af

Lennart Adam

Lise B. Christoffersen

Hanved søger ungt blod

Jan Lenz fra Hanved ser meget afslappet ud, da den tynde nål stikkes ind i hans blodåre. Det er ikke første gang, han er mødt op for at donere blod.

– Måske vil jeg også engang komme i den situation, at jeg har brug for en portion blod. Og så vil jeg være glad, hvis der er en bloddonor til mig, siger Lenz.

Desværre er der færre og færre mennesker i Tyskland, der er villige til at donere blod.
 Mens der i 2014 endnu var 4,4 millioner bloddonationer, er antallet i de senere år faldet til fire millioner bloddonationer.

Samtidig er efterspørgslen efter blodprodukter større end nogensinde.

– Efterspørgslen er stigende, fordi vi alle sammen bliver ældre. Vi har ikke nok bloddonorer, så vi har brug for unge, nye donorer, der kan donere blod i mange årtier endnu, siger Jan Weck, talsmand for Røde Kors Nordost.

Bloddonationer i små kommuner som Hanved er derfor vigtige for at nå ud til flere mennesker.

– Det gør en forskel, når vi går ud og opsøger borgerne. Det er meget effektivt. Vi er til stede i lokalsamfundene og arbejder sammen med mange frivillige, der er kendt i kommunen. Folk kommer blandt andet for at donere blod her, fordi de kender disse mennesker, siger Jan Weck.

 

Tre gange om året kommer den mobile bloddonor-station til Hanved. Omkring 80 mennesker kommer hver gang for at donere blod.

Denne gang håber DRKs lokale afdeling i Hanved, at der dukker mere end 100 donorer op. Til gengæld har de denne gang fundet på noget helt specielt: Blandt alle bloddonorer vil der blive trukket lod om et gavekort til et faldskærmsudspring.

– Vi ønsker at nå ud til mange, mange nye og især unge donorer. De fleste donorer, der kommer, er »gamle i gårde«. Unge er vanskelige at motivere, siger Silke Petersen, formand for DRKs afdeling i Hanved.

Mellem seks og otte hjælpere er til stede ud over to læger, som laver den indledende undersøgelse, og flere sygeplejersker, der tapper blodet. Hjælperne i den lokale afdeling tager sig af, at der bliver passet godt på bloddonorerne. Denne gang er der kartoffelsalat med wienerschnitzel til alle.

Fra 13 til 21.30 er de på stedet. Alle frivillige, selvfølgelig. I mellemtiden er også Jan Lenz færdig med at give en portion blod og hviler stadig lidt på båren. At man denne gang kan vinde et faldskærmsudspring, interesserer ham ikke.

– Jeg er bange for højder, griner Lenz.

Han er her ikke på grund af en eventuel belønning. Han ville være kommet alligevel.

– Hvis jeg får en invitation til at donere blod, så jeg ser i min kalender, om det passer. Hvis jeg har tid, så går jeg derhen, siger Lenz.

Nu får han også lov til at få en portion varm mad.

– Mange tager sig tid til en snak bagefter, når de har afgivet blod. Det er altid meget hyggeligt her hos os, siger Silke Petersen.

kommentar
deling del

Skriv et svar