Single Daily
af

Thomas Schumann

Handicappet elev droppede Duborg-Skolen

Samantha Wendler fik på grund af sit handicap lovning på et klasseværelse i stueetagen, men endte på anden sal. Rektor siger, at hun ikke var modtagelig overfor lærernes hjælp.
Samantha Wendler fik på grund af sit handicap lovning på et klasseværelse i stueetagen, men endte på anden sal. Rektor siger, at hun ikke var modtagelig overfor lærernes hjælp.

Et par trapper hører for de færreste til en af dagens store udfordringer. Sådan var det ikke for Samantha Wendler, da hun gik på det danske gymnasium Duborg-Skolen i tre måneder sidste år.

– Jeg skulle tænke over hvert skridt, jeg tog på Duborg. Trinene er uens, de er smalle og skæve, og det kræver energi at tænke over, fortæller Samantha Wendler.

I dag går hun på Tønder Gymnasium, hvilket hun er rigtig glad for.

Det er ikke til at se på den 17-årige Samantha, at hun har muskelsvind. Med sit pink-farvede hår og jeans ser hun ud som så mange andre på hendes alder. Hun fik diagnosen i 8. klasse og sygdommen er endnu i et tidligt stadie. Hun kan fint gå og dyrke nogle former for idræt. Men hun bliver hurtigere fysisk udmattet end sine jævnaldrende.

Derfor var hun og hendes mor, Helle Wendler, også bekymrede for, hvordan det skulle gå Samantha, da hun sidste sensommer skulle starte på Duborg-Skolens 11. årgang.

Læs også: Rektor: Duborg-Skolen er ikke handicapvenlig

Allerede et halvt år i forvejen spurgte Helle Wendler både skolens rektor, Ebbe Rasmussen, og Skoleforeningen til råds.

– Jeg fik lovning på, at hun kunne gå i klasse i stueetagen og blive kørt frem og tilbage til idræt, forklarer Helle Wendler.

Men allerede fra dag et gik det skævt for Samantha.

– Mit klasseværelse lå helt oppe på anden etage, og jeg skulle ned i kælderen for at hente mine bøger, fortæller hun og tilføjer:

– Det var svært at komme udenfor i pauserne på grund af de mange trapper. Dørene var tunge, og lærerne lod ikke til at kende min situation. Det er det, som er så trist.

Utryg ved elevator

Godt nok råder Duborg-Skolen over en elevator fra 1978, og Samantha fik en nøgle til at bruge den. Men hun var utryg ved at bruge den, da den var så gammel. Samtidig fik det hende til at føle sig udenfor fællesskabet.

Skoleforeningen oplyser, at elevatoren, som alle andre, regelmæssigt bliver kontrolleret for at teste, hvor sikker den er.

Duborg-Skolen råder over en elevator fra 1978 i den oprindelige bygning. Når renoveringen af tilbygningen står færdig, vil der være yderligere to elevatorer. (Foto: Sven Geißler)

Duborg-Skolen råder over en elevator fra 1978 i den oprindelige bygning. Når renoveringen af tilbygningen står færdig, vil der være yderligere to elevatorer. (Foto: Sven Geißler)

Ikke modtagelig for hjælp

Rektor, Ebbe Rasmussen, husker den tidligere elev med muskelsvind.

– Hun havde, så vidt jeg husker, en adfærd, hvor hun nødig ville give udtryk for, at hun havde et handicap. Derfor var hun heller ikke særlig modtagelig for hjælp fra lærere og elever, fortæller Ebbe Rasmussen og tilføjer:

– Som jeg husker det, var pigen ikke specielt indstillet på at tage imod de muligheder, der var på skolen.

Han påpeger samtidig, at lærerne på skolen var informerede om Samanthas situation.

De andre kiggede mærkeligt

Der opstod også hurtigt problemer i forbindelse med den ugentlige to timer lange idrætsundervisning. Når vejret er til det, dyrker eleverne idræt på idrætspladsen to kilometer fra skolen.

Samantha fik lov at køre med bus derhen. Der gik imidlertid ikke længe, før læreren begyndte at spørge, hvorfor hun dog skulle køres frem og tilbage.

– De andre i bussen kiggede mærkeligt på mig, fortæller Samantha Wendler.

Skulle stå på hænder

Egentlig er motion i et rimeligt omfang godt for mennesker med muskelsvind, og Samantha ville gerne være med til nogle af aktiviteterne.

Men en idrætslærer gav hende besked på at stå på hænder, hvilket hun ikke er i stand til.

Også i idrætstimerne følte hun sig uden for fællesskabet.

Ebbe Rasmussen forklarer, at fritagelse fra idræt kun kan ske på baggrund af en vurdering fra en idræts­kyndig eller en fra Sundhedstjenesten.

– I udgangspunktet skal man være der og deltage i det, man kan være med til. Grundlæggende er det obligatorisk, og der bliver også givet karakter i det, fortæller Ebbe Rasmussen.

Der er 13 forskellige niveuaer på Duborg-Skolen, og nogle steder kan elever med gangbesvær ikke nå med elevatoren. For Samantha Wendler var det udmattende at skulle op og ned ad de mange trapper. (Foto: Sven Geißler)

Der er 13 forskellige niveuaer på Duborg-Skolen, og nogle steder kan elever med gangbesvær ikke nå med elevatoren. For Samantha Wendler var det udmattende at skulle op og ned ad de mange trapper. (Foto: Sven Geißler)

Begyndte at pjække

Til sidst blev det for meget. Samantha pjækkede, fordi hun ikke længere kunne holde ud at tage i skole. Efter en snak med studievejlederen begyndte Helle og Samantha at lede efter et andet gymnasium.

Indenfor en uge blev Samantha optaget på Tønder Gymnasium, hvor hun uden vanskeligheder fik fritagelse for idræt.

– Første dag i Tønder oplevede jeg meget større åbenhed og hjælpsomhed. Mit klasseværelse ligger på første etage og jeg kan køre med elevator uden at frygte, at den går i stykker, fortæller Samantha Wendler.

Ønsker klar besked

Helle Wendler er ærgerlig over det, hendes datter måtte opleve på Duborg-Skolen.

– Jeg ville godt have sparet min datter for den oplevelse. Hvis skolen og Skoleforeningen havde sagt til mig, at de ikke kunne tage imod hende, havde det været nok, fortæller Helle Wendler.

Ebbe Rasmussen forklarer, at skolen stort set ikke modtager elever med fysisk handicap, og at de normalt ikke henviser til andre skoler.

Områdechef: Beklageligt

Områdechef for Skoleforeningens skole- og gymnasiekontor, Olaf Runz, var med til at vejlede Helle og Samantha Wendler, før Samantha begyndte på Duborg-Skolen. Dengang drøftede de også, om A.P. Møller Skolen måske var et bedre valg, men i sidste ende faldt valget på Duborg-Skolen. Han synes, det er meget beklageligt, at Samantha måtte skifte skole.

– Skolen er fra starten af 20erne, så den er ikke så handicapvenlig, som man kunne ønske sig. Det er svært at tilpasse alle skoler til handicappede, siger Olaf Runz og tilføjer:

– Vi gør det, vi kan i forhold til de elever, som kommer til os. Alle skal vide, at vi gerne vil hjælpe.

Han havde håbet, at Helle Wendler ville have taget fat i Skoleforeningen igen, da problemerne begyndte at trænge sig på.

kommentar
deling del

Skriv et svar