Single Daily
af

Grit Jurack

Handicap er ingen hindring, tværtimod

Britta Jänicke er en vaskeægte flensborger. Hun blev født med kun en hånd, men det har ikke forhindret hende i at have flere fantastiske sportskarrierer.
Britta Jänicke er en vaskeægte flensborger. Hun blev født med kun en hånd, men det har ikke forhindret hende i at have flere fantastiske sportskarrierer.

– Hvis en ung mand efter et par år står foran mig, giver mig et knus og siger: »Hej Britta, dejligt at se dig!«, så er det mere værd end alt andet, siger Britta Jänicke.

Mange kender flensborgeren fra håndboldhallerne nord for Kielerkanalen. Hun har nemlig været træner og spiller i mere end 40 år og elsker det stadig som den allerførste dag.

Men at hun ville få den karriere, hun har haft, ville de færreste have troet, efter lille Britta kom til verden.

– Jeg er født med en halv venstre arm. Det er en genetisk fejl. Min mor havde det lidt svært med det i starten og spekulerede mest over, hvordan jeg nu skulle hænge tøj op, men efter lidt tid var jeg bare lige som hendes andre to børn, fortæller Britta Jänicke.

Britta Jänicke

Britta Jänicke mangler en halv arm, men det har ikke afholdt hende fra at have en stor sportskarriere.
(Foto: Tim Riediger)

Ikke meget medlidenhed

Og de andre to var otte og ti år ældre brødre.

– Jeg fik ikke meget medlidenhed fra de to. Og det var godt. Jeg skulle kæmpe med mine storebrødre fra begyndelsen, og mine forældre holdt heldigvis hurtigt op med at hjælpe mig med alting, for eksempel at smøre mit brød, husker hun.

Hun kan tydeligt huske en dag som 11-årig:

– Jeg svømmede sammen med andre fysisk handicappede. En dag spurgte jeg en af trænerne, som i øvrigt også kun havde en hånd, om han kunne binde mine sko. Han spurgte bare, om jeg ikke havde lært det endnu. Han viste mig det én gang og sagde, at jeg nu skulle gå hjem og øve mig. Det gjorde jeg så. Sådan var det med mange ting. Mine forældre hjalp mig med mange ting, men engang imellem kunne de med samme handicap bare bedst hjælpe, siger Britta Jänicke.

Hun droppede svømningen som 14-årig.

– Egentlig skulle jeg til en svømmekonkurrence, som blev aflyst dagen inden. Det blev jeg sur over, og så kan jeg blive stædig. Jeg ville prøve noget andet. Min veninde tog mig med til håndbold, og det var godt, siger hun.

Håndbold på topplan

Hendes håndboldkarriere begyndte hos SV Adelby:

– Jeg havde altid villet spille håndbold, men turde ikke. Men ingen af pigerne sagde noget, og vi blev taget godt imod. Det eneste, træneren sagde, var, at jeg skulle skyde to gange på mål. Det gjorde jeg så. Siden den dag har jeg spillet håndbold, smiler den tidligere venstreback.

Og hun gjorde det godt på backpositionen. Så godt, at hun spillede tre år for Jarplund-Weding i 1. Bundesliga.

– Jeg ville give håndbold på dette niveau en chance, og holdet gav mig en chance. Jeg spillede meget og var styrmanden i forsvaret, husker forsvarsgeneralen.

Men efter tre sæsoner kunne kroppen ikke mere.

– Jeg har læst socialpædagogik og arbejdede fuld tid på et børnehjem med børn med særlige udfordringer, samtidig med at jeg var håndboldspiller. Det var for hårdt, så jeg vendte tilbage til SV Adelby, siger Britta Jänicke.

Men den sportslige karriere var langtfra slut.

– Min gamle svømmetræner spurgte, om jeg ikke lige kunne være med til delstatsmesterskaberne i atletik. De manglede lige en deltager. Jeg tænkte, okay, for hans skyld. Og så kom jeg som 26-årig tilbage til handicapidrætten. Jeg stillede op i diskoskast, kuglestød og spydkast, men skulle tit op mod mænd. Efter et par tyske mesterskaber mistede jeg i 1985 lysten til atletik, men så spurgte landstræneren, om jeg havde lyst til en international karriere. Okay tænkte jeg denne gang, lad os prøve det, fortæller hun.

Verdensmesterskaberne året efter i Göteborg blev startskuddet til endnu en ekstraordinær sportskarriere.

Derefter deltog Britta Jänicke nemlig fire gange ved de paralympiske lege, vandt tre gange guld, en gang sølv og to gange bronze. To episoder husker hun tydeligt:

– Lige inden jeg skulle af sted til Barcelona i 1992, ringede min træner og sagde, at alle mine discipliner var aflyst. Jeg kan huske, at jeg råbte ham i øret og bare lagde på. Dagen efter ringede han igen og sagde, at jeg kunne løbe 100 meter i stedet for. Hvad for noget, tænkte jeg bare. Men jeg gjorde det og ville ikke blive nummer sidst. Det lykkedes. Jeg blev nummer syv af otte i finalen, smiler hun og fortsætter:

– Det, jeg stadig bærer i mit hjerte er, at nationalmelodien blev spillet for mig i år 2000. Det var første og sidste gang. Hele Sydney-eventyret vil altid være i mit hjerte, ikke bare på grund af medaljen, men også fordi mine to sønner og min mand var med.

Britta Jänicke deltog fire gange i paralympiske lege og vandt i alt seks medaljer.
(Arkivfoto)

Træner for tre hold

Hendes tre drenge er i øvrigt det vigtigste i hendes liv.

– Hendryk og Thorben var altid med, og min mand har altid holdt min ryg fri, så jeg kunne udøve min sport, siger Britta Jänicke.

Drengene er blevet til mænd. Den ældste læser idræt i Köln og vil være håndboldtræner, den yngste er marinesoldat på »Gorch Fock«. Og selv om sønnerne ikke længere er der sammen med mor, er Britta Jänicke alligevel sammen med »familien« i hallen, nemlig med medlemmerne af HFF Munkbrarup, hvor hun nu er træner for tre hold.

Desuden er hun sammen med Susanne Christiansen, veninden, som hun for 44 år tog med til den allerførste håndboldtræning, i spidsen for klubbens håndboldafdeling og som sådan ansvarlig for 25 trænere og holdene fra mikropuslinge over et hold for mennesker med mentalt handicap til seniorhold.

Og hun er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor hun gør det:

– Håndbold har givet mig så meget. Jeg vil gerne være med til, at så mange om muligt kan opleve det fællesskab, man kun oplever på et hold. Ud over det kan jeg være med til at forme de unge håndboldspillere til gode mennesker, siger socialpædagogen.

Tid til andre hobbyer har hun ikke, men hun elsker at ligge på sin sofa og se sport eller en fjollet film.

– På denne måde kan jeg godt falde i søvn, siger det sympatiske multitalent – og drømmer måske om endnu et eventyr.

kommentar
deling del

Skriv et svar