Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Hæder til Alexander von Oettingen

Bogen »Pissedårlig undervisning« deler vandene. Men Gyldendals uddannelsesafdeling mener, sydslesvigeren har begået en bog, der er værd at fremhæve.
Bogen »Pissedårlig undervisning« deler vandene. Men Gyldendals uddannelsesafdeling mener, sydslesvigeren har begået en bog, der er værd at fremhæve.

Sydslesvigeren Alexander von Oettingen har fået tildelt formidlingsprisen af Gyldendal Uddannelse. Prisen går hvert år til en eller flere af forlagets forfattere, der har ydet en særlig indsats inden for deres fagområde.

Alexander von Oettingen, der er dr.pæd. og prorektor ved UC Syd, er forfatter til flere bøger. Hans seneste bog er »Pissedårlig undervisning«, der har fået stor opmærksomhed i aviser og fagblade i Danmark. Prisen blev uddelt ved Gyldendal Uddannelses efterårsreception.

– Jeg er enormt beæret og stolt over at have fået formidlingsprisen. Når man kommer fra den pædagogiske forskning med særlig vægt på skole, undervisning og dannelse, er en pris i formidling det højeste, man kan opnå. På et vist punkt er pædagogik formidling af det, vi tillægger betydning i samfundet og i tilværelsen. Formidling af det, der er væsentligt at forstå og lære, sagde Alexander von Oettingen, da han fik prisen overrakt i København.

Bogen har fået blandede anmeldelser. Thorkild Thejsen er i lærernes fagblad Folkeskolen.dk begejstret for bogen, der er udkommet på Hans Reitzels Forlag.

»Den er – undskyld mig mit tyske – pissegod. For von Oettingen insisterer på at blive i den virkelige virkelighed, når han snakker skole og læreruddannelse«, skriver Thorkild Thejsen i sin anmeldelse. Han mener, at Alexander von Oettingen har »en forfriskende og lige ud ad landevejen-måde at pege på vigtige problemstillinger på«.

Bogen fokuserer på pædagogikkens paradokser og på vilkårene for undervisning og uddannelse i den danske folkeskole.

Prorektor og forfatter Alexander von Oettingen fik formidlingsprisen overrakt ved en reception på forlaget Gyldendal i København. Til venstre er det direktør Hanne Salomon fra »Gyldendal Uddannelse«. Foto: Torben Olander

Prorektor og forfatter Alexander von Oettingen fik formidlingsprisen overrakt ved en reception på forlaget Gyldendal i København. Til venstre er det direktør Hanne Salomon fra »Gyldendal Uddannelse«. Foto: Torben Olander

Ros fra eks-minister

I et debatindlæg på skoleliv.dk kalder professor Lars Qvortrup Alexander von Oettingens bog for »mærkelig«:

»Hvorfor er bogen mærkelig? Det er den af tre grunde: Den er selvmodsigende. Den gør sig skyld i misforståelser. Og den undsiger en hel profession, nemlig lærerprofessionen«, skriver Lars Qvortrup og mener ikke, bogen gør det klart, om »pissedårlig undervisning« er en konsekvens af forholdene eller noget uundgåeligt og godt.

Da der var overdragelse i Undervisningsministeriet i sommer, blev bogen til gengæld rost af Merete Riis­ager (Liberal Alliance), den afgående minister, der gav bogen i gave til sin afløser på posten Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet).

Med prisen følger 25.000 kroner.

kommentar
deling del

Skriv et svar