Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Nanna Sarauw

H.C. Andersen var med til at forme danskernes jul

H.C. Andersen fik stor betydning for tilblivelsen af de danske juletraditioner. Andersen kom til at optræde som et tidligt vidnesbyrd om en senere udvikling og berede vejen for denne.
H.C. Andersen fik stor betydning for tilblivelsen af de danske juletraditioner. Andersen kom til at optræde som et tidligt vidnesbyrd om en senere udvikling og berede vejen for denne.

Ud fra H.C. Andersens eventyr og julefortællinger skulle man tro, at forfatteren var et udpræget hjemmemenneske.

I virkeligheden opholdt han sig mest som gæst hos andre, og det var først i en meget moden alder, at han fik, hvad han kunne kalde sit eget hjem. Som 60-årig købte han først sin egen seng.
Julen tilbragte han ofte langt væk fra København.

Han nåede at holde jul i det store udland, i både Rom, Nice, Berlin, og på slotte og herregårde rundt om i Danmark.

Her særdeles god tid før jul har den tidligere leder af Altona Museum i Hamborg kulturhistoriker og professor Torkild Hinrichsen udsendt bogen »Hans Christian Andersens Weihnachten«, hvori forfatteren sporer alt, hvad der hedder jul i H.C. Andersens eventyr, digte, dagbøger og også hans berømte papirklip.

Hans juleeventyr »Grantræet« fra 1844, »Den lille Pige med Svovlstikkerne« fra 1845 og »Springfyrene« fra 1846 hører til de mest oplagte og kendte juleeventyr fra H.C. Andersens hånd. Mindre kendt er det nok hans såkaldte »Gådedigte«, hvor han karakteriserede personer, han kendte, og begrundede hvorfor disse personer skulle have en bestemt gave.

Torkild Hinrichsen, der er danskkyndig, har i denne bog samlet snart alt, hvad der har jul og H.C. Andersen som fællesnævner. Bogen indeholder ikke blot uddrag fra H.C. Andersens julefortællinger og juleeventyr i forfatterens egne nye oversættelser, men også illustrationer og en fortegnelse over de julegaver, H.C. Andersen fik, og de såkaldte »deviser« – digte – som forfatteren nok skulle have indviet den forudsætningsløse læser lidt mere i. I dag forstår vi jo trods alt noget andet ved ordet »devise«.

»Hans Christian Andersens Weihnachten« er udsendt som en pendant til den bog, Husum Verlag tidligere har udsendt om Husum-forfatteren Theodor Storms forhold til julen – både personligt og i hans forfatterskab.

11. november åbnede Weihnachtshaus i Husum en udstilling om H.C. Andersens betydning for den danske jul. Andersen kom nemlig til at optræde som et tidligt vidnesbyrd om en senere udvikling og til at berede vejen for denne.

Bogen er skrevet parallelt med tilrettelæggelsen af denne udstilling.

Torkild Hinrichsen: Hans Christian Andersens Weihnachten -Scherenschnitte, Geschenke und Weihnachtsdichtungen. 95 sider, 11,95 euro (Husum Verlag).

kommentar
deling del

Skriv et svar