Single Daily
af

Thomas Schumann

Gult kort til formand og generalsekretær i SSF

SSFs amtsformand i Husum Amt, Jørn Fischer, har mistet tilliden til SSFs ledelse. Hvis ikke den bliver bedre til at informere SSFs medlemmer, vil han indkalde til ekstraordinært landsmøde for at få valgt ny formand.
SSFs amtsformand i Husum Amt, Jørn Fischer, har mistet tilliden til SSFs ledelse. Hvis ikke den bliver bedre til at informere SSFs medlemmer, vil han indkalde til ekstraordinært landsmøde for at få valgt ny formand.

Tre hovedstyrelsesmedlemmer kritiserede ledelsen i Sydslesvigsk Forening (SSF), da årets første ordinære hovedstyrelsesmøde i foreningen tirsdag aften blev afviklet på Gustav Johannsen-Skolen i Flensborg. Amtsformændene fra henholdsvis Husum og Gottorp amt, Jørn Fischer og Petra Mohr, samt formanden for SSF i Egernførde, Fred Witt, var utilfredse med, at det på SSFs ekstraordinære hovedstyrelsesmøde den 10. januar ikke blev oplyst, at formand Jon Hardon Hansen medvirkede i et indslag til NDR om Mindretallenes Hus. Samme aften som indslaget blev sendt, fandt det ekstraordinære hovedstyrelsesmøde sted.

Jørn Fischer siger, at han har mistet tilliden til Jon Hardon Hansen og generalsekretær Jens A. Christiansen. Over for avisen forklarer han, at hans kritik skal ses som et gult kort til de to topfolk.

– Hvis det sker igen, så kommer der et rødt kort, fortæller Jørn Fischer.

Med det mener han, at han vil indkalde til et ekstraordinært landsmøde med det formål at finde en ny formand, hvis ikke kommunikationen bliver bedre. Han kan ikke fornemme, at SSFs ledelse er blevet mere åben i sin kommunikation, og han påpeger, at foreningen med rette er blevet kritiseret for at holde information tilbage.

– Det skal også have konsekvenser for generalsekretæren, siger Jørn Fischer og tilføjer, at hans amtsstyrelse står bag ham i den holdning.

Samme opbakning får han fra Petra Mohr og Fred Witt.

Jørn Fischer udtaler, at der er brug for nye strukturer i SSF.

– Vi er ikke længere en forening med en struktur, der passer til tiden. Vi er for stærkt styret og vores egne medlemmer har ikke nok at sige, forklarer Jørn Fischer.

Han har samtidig en drøm om, at hele mindretallet får et folkevalgt hovedorgan med klar beslutningskompetence, så de enkelte foreninger ikke opfører sig som »små kongeriger«.

Jon Hardon Hansen siger, at han tager hovedstyrelsesmedlemmernes kritik alvorligt.

– Jeg synes, at vi skal prøve at snakke konstruktivt sammen og ikke skælde hinanden ud. Vi er alle mennesker, og vi gør det så godt, som vi kan. Vi er frivillige, og derfor synes jeg ikke, vi skal begynde at true, men prøve at tale med hinanden.

Hovedstyrelsen holder arbejdsseminar på Jaruplund Højskole på lørdag, hvor medlemmerne får mulighed for at drøfte videre om strukturerne i SSF.

SSF formand Jon Hardon Hansen sammen med SSF generalsekretær Jens A Christiansen Foto: Tim Riediger

SSF formand Jon Hardon Hansen sammen med SSF generalsekretær Jens A Christiansen Foto: Tim Riediger

kommentar
deling del

Skriv et svar