Single Daily
af

redaktionen

Grønt er godt på den grå årstid

Julesalat giver os friske vitaminer om vinteren, men det er ikke en nem plante at dyrke. Flensborg Avis har været på besøg på en økologisk landbrugsbedrift på Angel.
Julesalat giver os friske vitaminer om vinteren, men det er ikke en nem plante at dyrke. Flensborg Avis har været på besøg på en økologisk landbrugsbedrift på Angel.

Af Tomma Schröder

Gåsesteg, roemos, grønlangkål, småkager – vinteren byder på en masse kulinariske oplevelser. Men de fleste vinterspiser er enten fede eller søde, indeholder ikke særligt mange vitaminer og er ikke nogen hjælp, når det gælder de gode forsætter om at ernære sig sundt.

Så hvordan kan man i den kolde, mørke årstid få fat i friske, grønne, lette produkter?

Grønsag med skyggetilværelse

Et velkendt eksempel på et sådan produkt er feldsalaten, der også vokser ved minusgrader.

Julesalaten (endivie) derimod er stadig lidt af en velbevaret hemmelighed. Den fører bogstaveligt talt en skyggetilværelse, for den vokser i helt mørkelagte rum, og med et gennemsnitligt forbrug på 300 g pr. indbygger i Tyskland kan man ikke kalde den en salgssucces.

Men efterhånden er kendskabet til grønsagen ved at brede sig. Hvilket er godt, for julesalaten er her midt om vinteren fyldt med mange vitaminer, sunde bitter- og mineralstoffer og kan også dyrkes på disse breddegrader. Eksempelvis i Klapholt ved Havetoft. Her har den økologiske landmand Boy Gondesen denne vinter for første gang høstet julesalat. Men det er ikke noget man lige får øje på, når man besøger gården. I stedet ligger der i en hal utallige roer, der ligner små ræddiker.

Skærer roer med en rundsav

– De kommer ude fra marken, bliver kørt ind med traktoren, og så tipper vi dem af i en dynge, forklarer Boy Gondesen og fortsætter:

– Og så kan du se her, hvad vi så gør.

Vi går efter en skærende lyd, som vi har kunnet høre over hele gården.

– Det er vores Storm P-maskine, fortæller landmanden og peger på en eventyrlig konstruktion, der blandt andet består af to rundsave, knallertdæk, en kost og et tre-kilo-lod. Foran maskinen står en stor kasse fyldt med lyse roer. Boy Gondesen og hans medarbejder Tim lægger roerne op i metalskåle, der kører i ring i maskinen. Dækkene holder roerne fast i begge ender, mens de to rundsave skærer roerne til, så de får den samme længde.

Tre-kilos-loddet, der svinger frem og tilbage, katapulterer de tilskårne roer fra skålene over i en anden kasse. Kosten fungerer udelukkende som ekstra hjælpemiddel til at fjerne de roer, som loddet får med, så alle skålene er tomme og kan køre tilbage for igen at få en roe med.

Boy Gondesen er landmand og har for første gang høstet julesalat. Her sidder han i produktionen med sin medarbejder Tim Schildt (tv). Fotos: Lars Salomonsen

Boy Gondesen er landmand og har for første gang høstet julesalat. Her sidder han i produktionen med sin medarbejder Tim Schildt (tv). Fotos: Lars Salomonsen

Først roen, så grønsagen

Det ser alt sammen ret så eventyrligt ud. Men det virker, siger Boy Gondesen, der er meget glad for sin hjemmelavede maskine. Han har arvet den efter sin forgænger på gården, og den giver en vis lettelse i arbejdet.

Der er nemlig masser af arbejde ved at dyrke julesalat. De dyrkede roer udgør kun første del af processen. Efter optagningen ligger de først tre uger på køl. Så tilskæres de som ovenfor beskrevet til en bestemt længde, plantes ud i sættekasser og bringes over til drivhuset, hvorefter bladrosetten – julesalaten – vokser ud oven på roen.

Manuelt markarbejde

Arbejdet begynder dog allerede i det sene forår, hvor roerne sås. Hvis man lige som den økologiske landmand ikke bruger plantebeskyttelsesmidler, er man nødt til at luge regelmæssigt.

Et knokkelarbejde, der må gøres manuelt, og som børnene også hjælper med til.

– Vi havde min datters håndboldhold herude, fortæller Boy Gondesen. – De var 20 personer og lugede på to dage næsten hele roemarken.

 Foto: Lars Salomonsen

Foto: Lars Salomonsen

Pokerspil om høsttidspunktet

I efteråret skulle roerne så høstes. Det var imidlertid ikke nemt at finde det rette tidspunkt for høsten. På den ene side har roerne godt af at vokse i jorden så længe som muligt. Men på den anden side tåler de ikke frost, og marken må heller ikke være for våd, for så risikerer man, at roeoptageren sidder fast. Et pokerspil kalder Boy Gondesen det.

Sidste efterår lykkedes det ganske godt. Landmanden var tilfreds med roehøsten. Men så fulgte den næste udfordring: Efter de tre ugers nedkøling og tilskæring kom roerne i kasserne og over i drivhuset. Her skal der herske ganske bestemte forhold for, at julesalaten skyder op som topskud på roerne.

Boy Gondesen viser os en kasse, der er plantet ud for to uger siden. Roerne har allerede ret store bladrosetter.

– De skal vandes fra oven, og vandet skal være 14-15 grader varmt, medens den ideelle lufttemperatur skal ligge på 13 grader. Og så står de i mørke.

 Når sæsonen er ovre, må vi se, om det har kunnet betale sig. Avlen kræver også et stort forbrug af energi, og det er dyrt. Boy Gondesen, landmand Landmanden Boy Gondesen var tilfreds med høsten. Foto: Lars Salomonsen

Når sæsonen er ovre, må vi se, om det har kunnet betale sig. Avlen kræver også et stort forbrug af energi, og det er dyrt. Boy Gondesen, landmand Landmanden Boy Gondesen var tilfreds med høsten. Foto: Lars Salomonsen

Dagslys giver bitre julesalater

Julesalat dyrkes faktisk i absolut mørke. Det gør, at de voksende blade forbliver blege. Vokser salaten i dagslys, bliver bladene grønne og danner desuden så mange bitterstoffer, at den er uspiselig.

Men i mørke kan man efter cirka to uger høste den blege, velsmagende salat – hvis alt går godt.

For det gør det ikke altid i landbruget, ved den økologiske landmand af erfaring. Han griber ned i en kasse og henter en julesalat med en blød, smattet plet op.

– Vi kalder det bakteriesnot. Det spreder sig lynhurtigt. Det skal skæres væk, forklarer han.

De seneste uger har Boy Gondesen måttet skære meget væk og også kassere en del. En svamp bredte sig lynhurtigt i drivhuset og truede en overgang med at ødelægge hele sidste års arbejde.

Boy Gondesen er landmand og har for første gang høstet julesalat. Her sidder han i produktionen med sin medarbejder Tim Schildt (tv). Fotos: Lars Salomonsen

Boy Gondesen er landmand og har for første gang høstet julesalat. Her sidder han i produktionen med sin medarbejder Tim Schildt (tv). Fotos: Lars Salomonsen

Stort energiforbrug

Om det store arbejde med at dyrke julesalat kan betale sig, har Boy Gondesen endnu ikke fundet ud af.

– Når sæsonen er ovre, må vi se, om det har kunnet betale sig. Avlen kræver også et stort forbrug af energi, og det er dyrt. Først nedkølingen efter optagningen af roerne og derefter opvarmningen af drivhuset, så salaterne vokser. Vi har ganske vist solceller på taget, og det gør det en del billigere, men der er jo også ekstremt meget manuelt arbejde, forklarer han.

Men udbyttet er på den anden side en grønsag, der kommer fra lokalområdet og lander frisk hos forbrugeren. Og de roer, der ligger på køl, kan holde sig frem til marts og april, så den sidste julesalat kan høstes i maj. Det er samtidig med, at næste vinters roer bliver sået, så vi kan få friske julesalater på bordet til jul.

Julesalat

Hvornår den første julesalat blev dyrket, ved man ikke. Men sandsynligheden taler for, at metoden blev opfundet ved en tilfældighed i Belgien i det 19. århundrede. Historien fortæller, at bønder opbevarede rødder eller roer, som blev brugt til at lave cikoriekaffe. Disse roer satte lyse og velsmagende skud, hvilket udviklede sig til en decideret dyrkning af julesalat, der altså hører til cikoriefamilien.

Julesalat er derfor meget afholdt i Belgien og Frankrig og en fast bestanddel af vintermaden. Den kan spises rå, men også dampet eller i en ovnret.

kommentar
deling del

Skriv et svar