Single Daily
af

Ruwen Möller

Grænselos lidenskab: Flensburg-filosofien (del II)

Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab - en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.
Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab - en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.

Del II

Den danske playmaker fra Odder drømte faktisk om en tilværelse som professionel håndboldspiller i Flensburg-Handewitt fra en meget tidlig alder. I 9. klasse skrev han derfor et brev til klubbens danske træner, Erik Veje Rasmussen, hvor han spurgte om han kunne komme i erhvervspraktik i den nordtyske topklub sammen med en klassekammerat. Missionen lykkedes, og det blev en uforglemmelig uge for de to håndboldtossede drenge, der fik en unik forsmag på livet i en professionel håndboldklub. I løbet af en uge deltog de to 9. klasses-elever i træningspas, var med til kampforberedelser og så en hjemmekamp i Fördehalle. Som afslutning på praktikken skulle den unge Mogensen skrive en evaluering af forløbet, og konklusionen lød naturligvis: »Her skal jeg ned og spille«. »Det var en kæmpe oplevelse for mig på det tidspunkt. Derfor er det også helt specielt for mig at løbe rundt og udleve drømmen i Flensburg i dag,« siger Thomas Mogensen, der har spillet i klubben i 10 år på trods af, at der ved hvert eneste kontraktudløb har været henvendelser fra interesserede topklubber.

En anden ombejlet herre, som fik topklubberne til at stå i kø, var stregspilleren Michael V. Knudsen. Han fightede for Flensburg gennem ni sæsoner. I 2009 fik han et særligt ekstravagant tilbud fra en vis Jesper »Kasi« Nielsen, som på daværende tidspunkt var storsponsor i Rhein-Neckar Löwen. En dag hjemme i Handewitt fik Michael V. Knudsen besøg af »Kasi«, der var fløjet ind med privatfly. Den danske rigmand ville forsøge at overtale stregspilleren med en kontrakt i en størrelsesorden, som ville gøre ham til en af de bedst betalte håndboldspillere nogensinde. Ifølge sporten.dk blev Knudsen angiveligt tilbudt en månedsløn på 25.000 euro svarende til 187.000 danske kroner – altså en årsløn på to millioner kroner. »Rent økonomisk gav det absolut ingen mening ikke at skifte væk,« siger Michael V. Knudsen, der havde på fornemmelsen, at han kunne have presset beløbet endnu højere op, hvis han ville. Men efter lange overvejelser valgte Flensburgs nummer 77 at fortsætte i den nordtyske klub til stor skuffelse for »Kasi«-Jesper, der på grund af den forgyldte kontrakt ikke havde drømt om risikoen for et afslag. »Hvis Michael V. Knudsen havde turdet udfordre sig selv, skulle han have sagt ja til os,« lød det dengang fra den vragede pengemand ifølge Ekstra Bladet. I 1992 kom den første danske spiller til Flensburg-Handewitt. Den fysisk stærke højreback Jan Eiberg Jørgensen, bedre kendt som Faxe, blev hentet til klubben fra Virum-Sorgenfri. Det var den nuværende PSG-træner Noka Serdarusic, der dengang trænede klubben og opdagede den blot 22-årige venstrehåndsskytte. De første år i klubben var Jan E. Jørgensen den eneste udlænding, indtil der i 1995 skete noget skelsættende for professionel sport i Europa. Den 15. december faldt afgørelsen i den såkaldte Bosman-sag, som åbnede op for, at man kunne hente flere udlændinge til klubben. Inden afgørelsen var Anders Dahl-Nielsen blevet cheftræner i klubben, og han havde hidtil udnyttet, at langskytten John Jacobsen som del af det tyske mindretal kunne få dobbelt statsborgerskab og følge med den danske træner fra Ribe til Flensburg-Handewitt. Men regelændringen betød, at grænseklubben til sæsonen 1996-1997 hentede fløjene Lars Christiansen og Christian Hjermind, og det blev den spæde begyndelse på det danskerdynasti, som Flensburg-Handewitt på mange måder er blevet i dag.

Fortsættes…

Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del I)
Læs også: Grænselos lidenskab: Flensburg-filosofien (del III)
Læs også: Grænselos lidenskab: Flensburg-filosofien (del IV)
Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del V)
Læs også: Boganmeldelse: God og grundig SG-læsning

Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab – en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.

kommentar
deling del

Skriv et svar