Single Daily
af

Ruwen Möller

Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (Del V)

Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab - en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.
Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab - en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.

Del V

»Det var en fantastisk sæson, hvor det hele bare peakede både på og uden for banen. Vi fandt virkelig hinanden. Man glædede sig til at komme til træning og endnu mere til at komme ned i vores lille kortklub, der blandt andet bestod af Søren Stryger, Christian Berge, Lars Christiansen og mig. Det gode venskab betød, at vi fightede det ekstra for hinanden på banen, hvor alle kendte deres rolle. Jeg tror, de spillere, der er i Flensburg nu, har noget tilsvarende sammen. Det er en kultur, Flensburg virkelig har været gode til at værne om«, siger Lars Krogh Jeppesen.

I Flensburg-Handewitt lægger man ikke skjul på, at det er vigtigt med et godt omdømme i håndboldverdenen. For nok tilbyder klubben ikke en løngage som i Kiel, strand og storby som i Barcelona eller metropolsk stjernestøv som i Paris, men derimod et topprofessionelt miljø, hvor der samtidig er et godt sammenhold.

Endnu tættere på fansene

»Nu har jeg spillet i både Kiel og Barcelona, men der er noget helt specielt ved at spille i Flensburg-Handewitt. Man kommer hinanden ved, og det er nærmest som at være en del af en lille familie. Og det rygtes. Spillerne taler jo sammen på kryds og tværs, så det er også en af årsagerne til, at man kan tiltrække så dygtige danske spillere«, mener Lars Krogh Jeppesen.

I begyndelsen af 1990’erne, da klubben endnu ikke var så stor og professionel som i dag, var spillerne endnu tættere på fansene, husker Jan Eiberg Jørgensen. Faktisk blev klubbens tidligere hjemmebane, Fördehalle, omdannet til det, der i folkemunde gik for at være Nordtysklands største knejpe.
»Når kampene var forbi, skulle dommerne hurtigst muligt forlade stedet, for så kom der borde og bænke op inde i hallen, og så festede man der. Det var helt naturligt, at der stod 400 mennesker og ventede på, at vi spillere fik klædt om. Vi skulle ikke spille før næste lørdag og havde ofte fri om søndagen, så derfor sad man bare og hyggede sig med fansene«, husker Jan Eiberg Jørgensen.

Som oprykker i 1992 var forventningerne ikke store til Flensburg-mandskabet. Men det blev der hurtigt ændret på, da klubben allerede sæsonen efter blev nummer fire i bundesligaen. Forventningerne røg i vejret, og klubben blev gradvist mere professionaliseret. I dag er fansene da heller ikke helt så tætte på spillerne, og der er ikke ølgilde efter hver hjemmekamp. Alligevel lever kulturen stadigvæk i bedste velgående, mener Lars Christiansen, der med sine 14 år i klubben har oplevet udviklingen. »I Fördehalle var der et kæmpe hjørne i den ene ende af hallen, hvor der var sådan nogle ølankre og barer. Og vi spillere skulle minimum blive en time efter kampene. Den kultur har man også i Flensburg den dag i dag. Nu foregår det bare inde i logen eller andre steder, hvor fansene også kan være med. Det giver altså et tæt forhold og en fed klubfølelse«, siger Lars Christiansen. I Flensburg gengælder fansene klubbens åbenhed med stor dedikation. Holdet spiller stort set altid i en fyldt Flens-Arena, og lidenskaben mærker man tydeligt. Mænd, kvinder, unge og gamle bakker op om fjordbyens drenge med hundrede procents indlevelse iført spilletrøjer og med halstørklæder bundet om håndleddene. Hjemmebanen er derfor også berygtet og kendt som »Hölle Nord« eller »Helvede i Nord« på dansk. Den er et samlingspunkt for sporten i Syd- og Nordslesvig, hvilket man tydeligt fornemmer i arenaen, hvor dansk er ligeså hyppigt forekommende som det tyske. Men her er der ikke meget dansk håndboldstemning over atmosfæren til kampene, mener Lars Christiansen.

Flensburgs fans vil gå gennem ild og vand for deres hold

»Flensburgs fans vil gå gennem ild og vand for deres hold. Fankulturen dernede er helt anderledes end i Danmark, hvor man opfører sig mere som et teaterpublikum, og hvor mange aldrig kunne finde på at tage en AGF-trøje på, når man går til fodbold med sønnike. I Tyskland siger man med stolthed i stemmen: Jeg er fan af Bayern München eller Flensburg-Handewitt. Og tilskuerne kommer hver gang, også når det går skidt. Det er en fantastisk opbakning, så det er vigtigt, at man som spiller giver noget igen, så fansene føler sig som en del af os – og vi som en del af dem«. For Lars Christiansen var fansene, og den håndboldfest de skabte, også en af hovedårsagerne til, at han blev i Flensburg-Handewitt gennem så mange år af sin karriere. For en anden Lars blev fansenes opbakning nærmest en afhængighed. Lars Krogh Jeppesen fik et kick af Flensburg-fansene, som han senere kom til at mangle. Et klubskifte til FC Barcelona ramte danskeren på motivationen, som før var kommet så let til ham. »Det var helt unikt at løbe ind i Campushalle og mærke fansenes begejstring. Jeg blev faktisk afhængig af det kick, det gav. Det var frygteligt skuffende for mig at komme til Barcelona, hvor der måske sad 1200 mennesker i en hal, der havde plads til 8000. Pludselig skulle jeg til at gøre et stykke arbejde for at komme i den der kamp-stemning. Den kom før helt af sig selv. Jeg savnede fansene, stemningen og hele tilgangen til at gå til håndbold lørdag aften – som om det var én stor fest«, fortæller den tidligere Flensburg-back.

Hjemmebanen er et inferno af sang, råben, piften og klappen. Spillerne løber på banen til »Triumfmarchen«, der er et storladent stykke musik fra operaen Aida. Mange har sammenlignet stemningen og fansene i Flens-Arena med det, man kan opleve i fodboldens verden. Ifølge dem skyldes den ekstraordinære opbakning, at Flensburg-Handewitt er mere en blot et håndboldhold. »Man har været dygtig til at levere international tophåndbold i en klub med sjæl. At være noget mere; ligesom Barcelona med deres motto »Més que un club«. Man har været eksponent for et familiært klubmiljø ved at skabe et tæt forhold med fans, sponsorer og hele lokalsamfundet, som klubben er forankret i«, siger Erik Veje Rasmussen, som bakkes op af Anders Dahl-Nielsen. »Når spillerne står nede i spillertunnellen, og hallen koger, kommer de i en form for mental sindstilstand, på linje med den Liverpool-spillerne oplever på Anfield, når der synges »You’ll Never Walk Alone«. På mange måder er der en blind opbakning til holdet, men man skal ikke tage fejl af, at der er en klar forventning om, at du kæmper med dit hjerteblod. Hvis Flensburg er bagud til et midterhold ved pausen, bliver de piftet ud. Som Flensburg-spiller skal man vide, at trøjen kun er til låns. Du repræsenter ikke kun dig selv og klubben. Du repræsenterer fansene og et helt område«.

Fortsættes…

Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del I)
Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del II)
Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del III)
Læs også: Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien (del IV)
Læs også: Boganmeldelse: God og grundig SG-læsning

Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab – en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.

kommentar
deling del

Skriv et svar