Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Grænsekontrollen får tag over hovedet efter påbud

Fire kontrolbokse sættes op ved den dansk-tyske grænse, efter at Arbejdstilsynet har kritiseret arbejdsmiljø.
Fire kontrolbokse sættes op ved den dansk-tyske grænse, efter at Arbejdstilsynet har kritiseret arbejdsmiljø.

Der er godt nyt for kontrollanterne ved den dansk-tyske grænse.

To af fire nye bokse, der skal give ly for regn og blæst, er søndag blevet sat op i Padborg og Frøslev.

Boksene sættes op, efter at Arbejdstilsynet har kritiseret arbejdsmiljøet for politibetjente, kadetter og personale fra Forsvaret, som står for kontrollen.

Boksene er på 6 gange 2,40 meter. Her kan grænsekontrollanterne gå ind, når det regner og rusker, og det er også meningen, at de her kan koble sig på it-systemerne.

Det blev aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti som led i finanslovaftalen for 2018, at der skulle skabes bedre faciliteter.

Niels Hedeager, formand for den syd- og sønderjyske lokalafdeling af Politiforbundet, glæder sig over boksene.

– Det har der været behov for hele tiden af arbejdsmiljømæssige årsager, siger han.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er ligeledes tilfreds med, at der nu kommer fokus på kontrollanternes arbejdsmiljø. Men det kommer sent, påpeger han.

– Det er ikke godt nok, når man får et påbud fra Arbejdstilsynet, og at der går så lang tid, før det bliver ført ud i livet, siger Claus Oxfeldt.

Allan Dalager, der er fungerende vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, siger, at det har taget tid at finde den rette løsning.

– Det er jo et samspil af mange ting. Der har været nogle udbudsrunder. Og så er vi gået meget op i, hvordan boksene skal se ud. Det er ikke helt let at bygge noget, der aldrig har været opfundet før, siger han.

– Vi er gået efter den bedste løsning, og det synes jeg faktisk, vi har fået nu, siger Allan Dalager.

Man har tidligere forsøgt sig med telte til kontrollanterne. Men det blæste ind gennem dem, og om sommeren var der alt for varmt, forklarer Allan Dalager.

Der mangler endnu at blive sat en boks op i Frøslev samt i Kruså.

Syd- og Sønderjyllands Politi regner med, at alle bokse vil være på plads og klar til at blive taget i brug i løbet af april.

Den midlertidige grænsekontrol blev iværksat 4. januar 2016 ved den danske-tyske grænse og i de danske havne med færgeforbindelser til Tyskland.

Kontrollen er flere gange blevet forlænget, senest frem til midten af maj måned.

(Foto: Lars Salomonsen)

kommentar
deling del

Skriv et svar