Single Daily
af

Kirsten Elley

Hvad skal vi lave? Gode ideer til børn og voksne

Hvad skal vi lave? Gode ideer til børn og voksne

Børn går hjemme sammen med voksne dagen lang, og hvad finder man så på at lave? I den kommende tid bringer Flensborg Avis ideer til kreative projekter og godt samvær. Fokus ligger på de mindre børn.
Alle forældre i Sydslesvig har brug for friske input og nye erfaringer. Brug hinanden – bidrag med din ide eller dit forslag til en god børneaktivitet, så sørger vi for, at den kommer ud og gør nytte i andre børnefamilier.
Skriv til: hjaelp@fla.de

• Mundbind til de kreative

Fra den 29. april skal man bære mundbind i Slesvig-Holsten, hvis man benytter sig af offentlig transport eller er ude at handle. Det skriver NDR.
Der er dog flere problemer med maske eller mundbind. Kvaliteten svinger og håndteringen af dem ligeså. Hvis mundbind er forurenet med virussen, kan maskens yderside være en kilde til smitte, hvis man ikke tager den af på en ordentlig måde eller ikke skiller sig af med den ordentligt.
– Hvis det drejer sig om hjemmesyede mundbind, så er kvaliteten af de forskellige udgaver nok varierende, siger Brian Kristensen.
Han er sektionsleder for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse i Statens Serum Institut og anbefaler overordnet set, at man gemmer de fabrikerede masker til dem, der har brug for dem, nemlig sundhedspersonale og de potentielt smittede.
Mange kreative er imidlertid gået i gang med at sy selv. På nettet florerer mange gode råd og opskrifter, lige fra at man syr to stykker bomuldsstof sammen, til at man imellem lagene lægger et trusseindlæg eller støvsugefilter.
Statens Serum Institut anbefaler, at man kigger på denne (engelsk-sprogede) hjemmeside, hvis man selv vil sy et mundbind til at skærme for corona. Der er også en enkel model lavet ud af en t-shirt.
Se flere opskrifter på hjemmesyede mundbind her:

https://www.cdc.gov/coronavirus/2019-ncov/prevent-getting-sick/diy-cloth-face-coverings.html

 

 

• Randers Regnskov om dyr

Faget er biologi – og der er sjovt og der er dyr med, når Randers Regnskovs efterhånden vildt populære Skoletjeneste hver dag fortæller om dyrene via Facebook. Man kan også se fodring af dyrene. Det sker hver morgen kl. 9, hvor eleverne også kan skrive deres spørgsmål til dyrepasserne. Find Randers Regnskov på Facebook eller Youtube.
Udsendelserne ligger der efter, at de er optaget, så man behøver ikke være klar på pletten kl. 9.

 

• Skyggetegning

Sæt børnenens plasticdyr eller en elsket lille figur på et (helst) stort stykke papir og lad en stærk lampe – eller endnu bedre solen – slå en kraftig skygge af figuren på papiret. Lad børnene lege med skyggerne og tegne skøre versioner efter dem.

 

• Sanseleg for frække fingre

Kartoffelmel og vand og måske lige en smule frugtfarve er den perfekte mikstur til at holde en 2-årig beskæftiget i lang tid.

Abesnot. Elefantsnot eller Troldesnot. Kært barn har mange navne, og her dækker de alle over det samme, nemlig en sammenrørt masse af to snyde-billige ingredienser, kartoffelmel og vand.
Lad børnene selv være med til at hælde mel og vand op i skålen, og lad dem røre i massen med fingrene imens. Det skønne ved kartoffelmelet er, at det opfører sig forskelligt. Det er helt flydende, når man rører i det, og det blive ret fast ved at stå lidt.
– Hvis I blander lidt frugtfarve i, bliver det endnu sjovere. I kan også tage små plastik legetøjsdyr med ind i legen. Det smatter lidt, men det er en fin sanseleg, og det gode er, at det er meget nemt at gøre rent bagefter med en støvsuger eller en våd klud, siger Dominik Sonntag-Stur. Han er leder af Karlsson Vuggestue i Slesvig, hvor der normalt er 40 børn under tre år.

 

Abesnot:
250 g kartoffelmel
200 ml vand
Bland de to dele sammen – tilsæt evt. lidt frugtfarve.

 

• Bamsejagt i nabokvarteret

En gåtur med børn blive en hel del sjovere, hvis den indeholder en bamsejagt. Legen kræver, at nabolaget spiller med og gider sætte bamser i vinduet, så spred rygtet og find selv tøjdyrene frem.

I Island gør de det, I USA, på Østerbro i København og i byen Løsning i Østjylland gør de det – går på bamsejagt. Alle, der vil, kan sætte en eller flere bamser i vinduerne. Når kvarterets børn så går en tur, kan de skærpe opmærksomheden med en skattejagt efter bamser. Ser bamserne indelukkede ud, er bamsen glad, hvilken en er den sødeste i hele området, og hvor mange kan du få øje på? Er der kommet nye bamser til siden i går?
Der er nok at snakke med børnene om, når først bamserne er sat frem. Få naboerne med på ideen, leg selv med og skift gerne “udstillingen” ud, så der er nye og friske bamser at gå på jagt efter i morgen. God fornøjelse.

 

• Denne kreative ide med børn kommer fra Kobbermølle Skole. Følg anvisningerne og lad omfavnelsen vandre.

 

 

• Vinduesmaling – tulipaner på ruden

 

Foråret blomstrer, så hvorfor ikke også lade det præge vinduerne?
Især når man maler sammen med yngre børn, kan hænderne og fødderne være dejlige at bruge direkte, og en sanselig oplevelse er det også for barnet.
Blomsten samt bladet kan laves med fodaftryk. De børn, der synes at det kilder for meget, kan bruge håndaftryk. Husk, at der skal rigeligt med maling på foden eller hånden, for at det lykkes, og hjælp helst barnet med at trykke hånden mod vinduesoverfladen. Det er nemlig slet ikke så nemt, at holde foden eller hånden i ro uden at den glider væk på den glatte overflade.

Materialer:
Et tilgængelig vindue
Maling (Fingermalfarbe)
Fugtig klud
Pensler

Mia Thomas fra Wanderup har testet ideen sammen med sine to døtre, Line på to et halvt år og Lotta på 11 måneder.

Mia Thomas’ kommentar:
– Husk nu at have en fugtig klud klar INDEN, at du begynder at male barnets fod eller hånd. Ellers bliver det let noget værre griseri. Jeg brugte “Fingermalfarbe”, speciel til småbørn. Man kan jo næsten ikke undgå, at især de yngste har maling over det hele i løbet af ingenting. Hvis I vælger at bruge en anden type farve, vil jeg anbefale at I tager barnets bukser og trøje af.
Vinduesmaling er en meget nem aktivitet, som kan være sjov for en bred aldersgruppe.
Line fik lov til selv at male efterfølgende. Det skal man nu lade være med, hvis nerverne ikke holder til en grundig rengøring af både vindueskarmen og barnet efterfølgende. Line var fordybet i mere end en halv time. Resultatet var mange håndaftryk! For at farverne ikke bliver blandet sammen, har vi herhjemme en grøn pensel til det grønne maling, en rød pensel til den rød maling osv. På den måde kan man roligt lade barnet male uden, at farverne til sidst ender med kun at blive brune – sammenblandet.
Malingen kan fjernes med en skraber, hvis ikke man kan bruge en våd klud til det.

kommentar
deling del

Skriv et svar