Single Daily
af

Jørgen Møllekær

God start af Steinmeier

Tyskland fik onsdag sit nye statsoverhovede, da den forhenværende udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (SPD) blev taget i ed som afløser for den meget velfungerende tidligere DDR-præst, den partiløse Joachim Gauck.
Tyskland fik onsdag sit nye statsoverhovede, da den forhenværende udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (SPD) blev taget i ed som afløser for den meget velfungerende tidligere DDR-præst, den partiløse Joachim Gauck.

Steinmeier lagde ud med at fastslå, at han havde tænkt sig at agere partisk.
Noget af en melding. At han ikke ville være neutral på samme måde som andre landes statsoverhoveder.
Uden dog at ville blande sig i partipolitik, ja så har vi i Tyskland nu fået en Bundespræsident, der direkte tog tråden op efter sin forgænger, der heller ikke har været det mindst bleg for at sætte præcise ord på vigtige samfundspolitiske emner.
Steinmeier lovede, at han vil være partisk, hver gang det handler om at kæmpe for demokratiet. Dermed fik han straks lagt fra land med at lægge afstand til fænomener som Trump, Putin eller le Pen i Frankrig. Steinmeier lød under sin tiltrædelsestale i Forbundsdagen umiddelbart efter at være blevet taget i ed, mest af alt fortsat som den udenrigsminister, han var indtil for nylig. Han gjorde en dyd ud af at få sagt tingene diplomatisk, men konkrete budskaber var der mange af til en tysk vælgerbefolkning, der også i år har mulighed for at sætte de nemme og populistiske kryds ved flere landdagsvalg og forbundsdagsvalget til september.

Steinmeier slog tonen an ved at fastslå, at fremtiden for tiden er mere åben og usikker, end vi har været vant til igennem lang tid. Og at svaret på politikerlede netop ikke består i at vende demokratiet ryggen.

Den igangværende flugt fra demokratiets besværligheder fører ikke til bedre politik.
Frank-Walter Steinmeier

En smuk sætning, der både er sand og vigtig at holde fast i i et demokrati, vi ikke bare skal tale om, men reelt kæmpe for. For det kræver mod for tiden ikke kun af de såkaldt veletablerede partiers politikere at insistere på at finde nye løsninger for fremtiden. Fremfor at søge svarene i fortiden eller ved at lukke sig inde. Det gælder også hver og og en af os, hvordan vi henover spisebordet derhjemme fastholder eller nedgør de samfund, vi er rundet af.


Dernæst tog Steinmeier fat i den største politisk skoldhede kartoffel i tysk politik: Forholdet til Tyrkiet. At Steinmeier i sin allerførste tale som statsoverhoved direkte kritiserede et andet lands statsoverhoved demonstrerer netop noget af det mod, som det store flertal i befolkningen, der ikke vil lukke sig inde, efterlyser. Steinmeier krævede i høflige men konkrete vendinger, at Tyrkiets præsident Erdogan holder op med sine gentagne nazi-sammenligninger fra de seneste uger.
Som det seneste påhit i Erdogans oratoriske deroute advarer han nu om, at ingen vesterlænding snart kan føle sig sikker. Hvordan skal vi dog forstå det? Er Tyrkiet ved at udvikle sig til et nyt ISIS? Steinmeier appellerede derfor velplaceret og velment Erdogan og hans tro følgere om ikke at lægge alt det i grus, som Tyrkiet igennem de seneste årtier faktisk har fået opbygget. Både internt i landet og i forhold til sine europæiske naboer. Ordret sagde den nye tyske forbundspræsident: “Skær ikke båndet over til dem, der ønsker partnerskab med Tyrkiet. Respekter retsstaten og pressefriheden. Og: Løslad Deniz Yücel.”
Det var en overraskende skarp appel til Tyrkiets statsoverhoved om at slippe den tysk-tyrkiske Welt-journalist fri, som er blevet fængslet i Tyrkiet med konstruerede argumenter om, at manden skulle være terrorist. Steinmeier viser mod.
Og Welt-journalistens skæbne kan hurtigt udvikle sig til en afgørende lakmusprøve på, om det det tyske forhold til Tyrkiet kan normaliseres. Nu har Steinmeier på dag 1 i hvert fald gjort sit i en tid, hvor der er brug for en politisk klog tysk præsident.

(Foto: Rainer Jensen, dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar