Single Daily
af

Marie Buhl

Genforeningens konsekvenser i fokus

Året 2020 markerer 100-året for Genforeningen. En begivenhed, der er blevet kaldt en af de lykkeligste i danmarkshistorien.

Men i hælene på denne lykkelige begivenhed fulgte også forvirring og usikkerhed om fremtiden for de mennesker, der levede i grænselandet og nu skulle vælge mellem at være danske eller tyske.

– Det interessante er, hvad den skæbne gør ved mennesker. Både dengang og især i dag. Det er det, de seks afsnit om »Skæbner langs grænsen« handler om. Hvad fører det med sig, når mennesker formelt »må skifte land«, men i hjertet og i konkret handling fastholder en kærlighed og en nærhed til Danmark generation efter generation, siger Flensborg Avis’ chefredaktør Jørgen Møllekær.

Med programserien »Skæbner langs grænsen« på seks programmer markerer dk4 nu 100-året for Genforeningen. Serien beskriver i seks portrætter, hvilke konsekvenser grænselægningen i 1920 havde for seks helt konkrete familier i grænselandet.

Programmerne er produceret af dk4 i samarbejde med Patos Film for Flensborg Avis og med støtte fra Kulturministeriets 2020-midler.

– Vi på Flensborg Avis er stolte over i samarbejde med dk4 og Patos Film at have skabt disse seks fortællinger om almindelige menneskers skæbne. For de har tilsammen et ret stærkt budskab om, at det med at holde fast i sin danskhed, det bestemmer man i høj grad selv, hvis man vil, siger Jørgen Møllekær.

Første afsnit har landsdækkende premiere den 25. december. Programmerne vil blive sendt dagligt klokken 18:30 på dk4. De seks udsendelser vil også kunne ses på Flensborg Avis’ hjemmeside.

kommentar
deling del

Skriv et svar