Single Daily
af

Nanna Sarauw

Generalkonsulen stopper, men uret bliver

Der er travlt de sidste dage, inden generalkonsul Henrik Becker-Christensen overdrager nøglen til efterfølgeren Kim Andersen. Men alligevel havde generalkonsulen tid til give en rundvisning i huset på toppen af bakken.
Der er travlt de sidste dage, inden generalkonsul Henrik Becker-Christensen overdrager nøglen til efterfølgeren Kim Andersen. Men alligevel havde generalkonsulen tid til give en rundvisning i huset på toppen af bakken.

Henrik Becker-Christensen byder velkommen med et varmt smil. Rundvisningen starter i de tre stuer, der ligger en suite med udsigt ud over Flensborg fjord.

Rummene oser af hjemlig hygge, selv om de hovedsageligt er blevet brugt til repræsentation. Solen stråler falder ind ad vinduerne og leger med støvfnuggene, inden de lyser det lyse parketgulv op.

Det er som at træde ind i et katalog for danske møbeldesignere, som generalkonsulen siger – det er det, man kalder en statsmøblering og som sådan en standardudrustning, som alle ambassader har, med god dansk møbelkunst af enhver art.

– Men alle hyggetingene er vores egne, siger han.

Generalkonsulen og hans kone, Grete Bay, har kaldt kommerceråd Mathias Hübsch’ gamle pragtbolig for deres hjem i 19 år. Underetagen er indrettet med kontor og konsulafdeling, stueetagen bliver brugt til både private og repræsentative formål, mens førstesalen udelukkende har været privat. Sådan har det været, siden bygningen blev købt af den danske stat og indviet som konsulat i 1922.

Det er ikke uden vemod, at parret nu er ved at pakke de sidste flyttekasser for at drage videre nordpå, til Aabenraa.

Henrik Becker-Christensen slår ud med armen og henleder opmærksomheden på et stort maleri, der hænger på en dominerende plads i den midterste stue.

Det forstiller et gråt, oprørsk hav med en lille båd, som kæmper for at holde sig oven vande.

– Det billede plejer jeg at bruge som eksempel på, hvordan det danske mindretal havde det i 1930ernes Tyskland, siger han og tilføjer:

– Det er malet af ham, man kalder Flensborgs sidste store maritime maler, Arnesen, født 1865.

Man kan mærke, at det er ikke første gang, Henrik Becker-Christensen fortæller om maleriet.

Han kigger rundt i rummet for ligesom at mærke atmosfæren, mens han siger:

– Der er som sådan ikke nogen enkelt ting, jeg vil savne, men det er klart, at jeg efter 19 år her vil savne rummene. Vi har jo haft vores liv her.

Generalkonsulen plejer at beskrive de tre stuer som en slags dansk forsamlingshus. Der været gæster fra mindretallet, Danmark og Tyskland, både familie og venner har siddet og lyttet, når han har pakket violinen ud, som nu ligger og hygger sig i sin kasse på det store sorte flygel midt i stuen.

Han viser videre ind i biblioteket med bemærkningen:

– Ja, her bærer det præg af flytning.

Det gør det også. De brune væg-til-væg reoler runger af tomhed, der ligger et par enkelte bøger på en hylde. Resten ligger i den åbne flyttekasse på gulvet.

– Det er jo lidt vemodigt at brække et flot bibliotek ned, som man har glædet sig over i mange år, men så må man jo trøste sig ved glæden over at bygge det påny i Aabenraa, siger han.

Den lyserøde sofa med de bløde puder, som står med udsigt ud over Flensborg, har været generalkonsulens foretrukne sted at læse bøger. Men det er ikke den eneste udsigt, generalkonsulen kommenterer på rundturen i konsulatboligen. Henrik Becker-Christensen viser ind i tårnstuen, hvor der står et dansk designet sofa-arrangement betrukket med stribet stof og med mahogniben, mens han siger:

– Jeg har altid, over for andre, kunnet prale med, at vi er den eneste udenlandske repræsentation, der kan se hjem til Danmark – eller vi kunne for 19 år siden, for da var træet ikke så stort som nu.

Generalkonsulen plejer at beskrive de tre stuer som en slags dansk forsamlingshus.
(Fotos: Lars Salomonsen)
Generalkonsul Henrik Becker Christensen har i de seneste 19 år boet i de historiske omgivelser på Nørregraven i Flensborg.
Det private arbejdsværelse byder på en fantastisk udsigt ud over Flensborg by og St. Jürgen Kirche.
- Der er som sådan ikke nogen enkelt ting, jeg vil savne, men det er klart, at jeg efter 19 år, vil savne rummene, vi har jo haft vores liv her.
Generalkonsulen og hans kone Grete Bay har kaldt kommerceråd Mathias Hübsch' gamle pragtbolig for deres hjem i 19 år.
Henrik Becker-Christensen efterlader sin bedstefars bornholmerur til den kommende generalkonsul Kim Andersen.
Rummene oser af hjemlig hygge, selv om de hovedsageligt er blevet brugt til repræsentation.

Det diplomatiske håndværk

– Her, siger, han idet han åbner dørene ind til et rum, hvor det står et langt spisebord i mørkt træ, – her er meget af det diplomatiske håndværk foregået, og hvis vi tryller lidt, kan vi få plads til 36 personer.

Ved bordet har blandt andre forhenværende kulturminister Per Stig Møller siddet og talt om, hvordan man skulle få Istedløven tilbage til Flensborg. Det er af de sager, som generalkonsulen husker tilbage på med en hvis stolthed. Det hele startede med, at en overborgmester bankede på døren til generalkonsulatet, og endte med et samarbejde henover grænsen, så man nu kan se resultatet stå på sin sokkel og skue ud over Flensborg fjord fra sin gamle plads.

– Vi har bragt mange mennesker sammen omkring bordet. Det er intet så godt som en afslappet ånd, når man mødes og bringes i spil med hinanden, så er det hele meget nemmere når de ser hinanden næste gang, siger generalkonsulen.

Det private rum

Huset bærer præg af, at der snart skal flytte en ny generalkonsul ind. Det kommenterer Henrik Becker-Christensen også, da han viser ind i de mere private dele af huset og er lige ved at sparke til en flyttekasse på gulvet og siger:

– Tag jer ikke af rodet.

Udestuen er det rum i huset, som generalkonsulparret har brugt mest, og er nok også det rum, de kommer til at savne mest.

– Her har vi siddet næsten hver aften og spist aftensmad, siger han og fortsætter:

– Det er lyset i rummet, vi kommer til at savne.

I den ene ende af det aflange rum er der et stort rundt spisebord med dug på. Lyset vælder ind af vinduerne, som giver et kig ud i haven hele vejen rundt. Det står grønne planter og nips i vindueskarmene, og Grethe Bays farvestrålende billeder præger væggene. Det mærkes som om, at der er blevet spist mange gode middage i aftenlyset. Parret er kommet til at holde meget af lyset i rummet – ovenikøbet så meget, at de har fået bygget en kopi af udestuen – bare mindre – i deres hus i Aabenraa.

Rundvisningen er ved at være til ende, og tiden er ved at rinde ud. De sidste flyttekasser skal ud i bilen, og nøglen til konsulboligen skal overdrages. Men Henrik Becker-Christensen efterlader ikke kun et godt mentalt fingeraftryk. Tilbage bliver også et gammelt arvestykke.

I alle 19 år har Henrik Becker-Christensens bedstefars bornholmerur stået og vist klokken til gæsterne på vej ind og ud af huset. Uret bliver stående, når han slukker og lukker efter sig. Bedstefaderen fik selve urkassen bygget i København, og indmaden importeret fra London.

Uret ser ud, som om det altid har stået på pladsen i hallen. Det virker, som om det passer så godt ind her, at det vil blive mange år og minde nye gæster om, at Henrik Becker-Christensen engang var generalkonsul i Flensborg.

Der bliver holdt afskedsreception i generalkonsulatet torsdag den 24. august.

kommentar
deling del

Skriv et svar