Single Daily
af

Nanna Sarauw

Gamle Peking rigges til af ungt dansk hold

På havnemuseet i Hamborg er et dansk hold i gang med at lave en ny rigning til det gamle skib Peking, der blev bygget af Blohm+Voss rederierne i begyndelsen af sidste århundrede.

Hamborg. Står man på Landungsbrücken og skuer udover havnen i Hamborg, falder øjnene helt naturligt på værftet Blohm+Voss, hvis område fylder næsten hele horisonten. Værftet er omgivet af historiens vingesus og har efterladt et markant aftryk på tysk søfarts historie. Siden 1877 har det ligget samme sted, og skibe som Bismarck, Vaterland og Peking er løbet af stabelen her. Peking er efter 107 år ude på verdenshavene snart tilbage i Hamborg igen.

 

Den fire-mastede bark, som det hedder i fagsproget, får i øjeblikket en ordenlig overhaling – for nu at blive i det maritime. Peking skal føres tilbage til sit oprindelige udseende fra 1911, hvor skibet for første gang blev trukket ud gennem Elben for derefter at sætte sejl og følge passatvindene til Chile.

Peking var en del af det hamborgske rederi Ferdinand Laeisz’ berømte »Flying-P« liners, som også tæller som skibe som Passat, Pamir og Padua. Skibene var en klasse for sig selv og var noget af det ypperste, der er bygget inden for sejlskibe, og på det tidspunkt teknologisk helt fremme i skoene. Flying-P skibene er også nogle af de sidste store sejlere, der blev bygget.
Lige nu er der ikke megen storhed over Peking. Riggen ligger spredt ud over gulvet i den største hal på havnemuseet i Hamborg, hvor Helle Barner Jespersen fra sejlmageriet Hansens Eftf. og et hold af unge håndværkere er ved at renovere den.

Den stående rig skal renoveres

Det lugter skarpt af noget ikke helt definerbart. Det er den samme lugt, der slår en i møde, når man går en tur ved et traditionelt fiskerleje, hvor der stadig er aktive fiskere. Det er den lugt, der strømmer ind i næseboerne, når den tunge glasdør til havnemuseet hal går op. Der er lugten af tjære, der med det samme leder tankerne hen på en travl havn sidst i 1800-tallet. At tankerne går den vej, kan også have noget at gøre med, at selv om der står ti unge mennesker, alle bevæbnede med forskelligt slags værktøj, er den eneste moderne lyd, man hører, popmusikken, der strømmer ud af radioen og blander sig med lyden af småsnak og metalliske dump fra en hammer.

Helle Barner Jespersen

Midt i alt det står Helle Barner Jeppesen, iført et sort tørklæde med dødningehoveder, arbejdshandsker og en stor varm brun vams, som beskytter mod kulden, som sniger sig ind i kroppen nede fra fødderne. Hun står ved nogle lange tykke stålwirer, som ligger henover pallerne, der er stillet op i trekanter, som wiren hviler på. De tre wirer, som holdet lige nu er ved at renovere, er i forskellige stadier af arbejdsprocessen.

Arbejdsprocessen

– Det er 40 millimeter stående rigwire, som vi er ved bindsle, siger Helle Barner Jespersen, mens hun peger på en tyndere stålwire vundet om de tykkere, så de danner en løkke, hvor en stor kompakt jernring sidder i spænd.
Helle Barner Jespersen og holdet er ved at renovere de wirer, der holder masten på plads. Det gør man ved først at fjerne det gamle tovværk, som er viklet rundt om wiren, og erstatte det med nyt reb. Det gamle reb er slidt eller rådnet op, fordi det har været udsat for vejr, vind og sol. Derefter bliver wiren bindslet på ny.

Det gamle håndværk

Helle forklarer, »at bindsle er at lægge en tyndere wire rundt om en tykkere, så man holder de to wiredele sammen. Det gør man for at kunne holde den runde jernplade på plads, hvori man fastgør vanten, eller wiren, der holder masterne fast til skibet«.

Det er det samme som at splejse, som i følge ordbogen er »at flette en tovende ind i en anden«. Ifølge Helle Barner Jespersen, som ud over sejlmager og rigger også er overstyrmand på George Stage, holder fire bindsler over hinanden lige så godt som en splejsning.

Frederik Thjellesen


I 2003 renoverede hun sammen med sin far riggen på skoleskibet George Stage. Allerede som matros begyndte hun at rigge sejlskibe, så det er med en vis erfaring og myndighed, at hun fortæller om håndværket.
I dag bruger man en talurit – en slags lukning som man klemmer ned over wiren. En talurit kan være af forskellig slags materiale. Ulempen ved sådan en er, at man ikke kan lukke op og kigge til wiren, men må skifte dem hvert tiende år. Hvis man laver wirebindsler, som dem Peking får, kan man skære den op og kigge ind. Og på den måde se, om wiren har det godt og så lukke den igen.
– Bindsler holder i mere end 40 år, siger hun og kigger tilfreds ned på den wire, som to riggere hjælpes med at vikle rundt om de to gange 40 millimeter wirer på Peking.

De unge og håndværket

En ung mand med lyse krøller tager en tommestok op af sine tyske arbejdsbukser, dem med to lynlåse foran som er en del af de farende svendes uniform. På Helles riggerteam ser de også ud til at være obligatoriske. Der blive målt op og råbt efter Helle, som kommer hen til de to, som står ved riggerbænken. Det er en slags høvlebænk, hvor wireløkken lige passer ned i. Der er nogle problemer med at få de to kraftige wirer til ligge, som de skal, inden de skal bindsles. Helle spørges til råds, de overvejer lidt frem og tilbage, inden de bliver enige om at spænde dem sammen med en wireklemme.

Ved siden af er de to riggere nået lidt længere i processen. De er lige blevet færdig med den første af fire bindsler. 13 cm, siger den ene, mens hun sætter en streg med en stor rød tømrerblyant. Imens slider en overdimensioneret skræddersaks sig igennem det kraftige hørstof, som hendes arbejdskammerat har i hånden. Snart forvandles hørstoffet til en 13 cm bred rem, som skal vikles omkring de to wirer.

En duft af havn

Hørstoffet bliver lige viklet omkring for at se, om det passer, inden den klistrede tjærekost forbereder wirerne. Den tykflydende brune væske, der ligner sirup, men lugter som Esbjerg havn en varm sommerdag, trænger langsomt ind i det tynde tovværk, mens kosten fordeler tjæren. Hørren bliver lagt på, og brune pletter af tjære trænger igennem, mens de to riggere trækker i arbejdshandskerne og gør den tynde wire klar til at blive viklet omkring.

 

arkiv foto

For at kunne arbejde med håndværket på den gamle måde, skal man være to, ellers er det umuligt at få de tynde wirer rundt om de to tykke.
– Via mit arbejde på Georg Stage kender jeg en masse unge, som er sejlglade og interesserede i at lære de gamle håndværk, og jeg har også to lærlinge med på projektet, siger hun og fortsætter:
– Det nager mig, at de her håndværk forsvinder, hvis man ikke passer på dem. Den sejlmager, jeg arbejdede hos, var 70 år, og hvis der ikke var en, der sørgede for at lære det, han kunne, så ville der ikke være nogen, der vidste, hvordan man lavede et ordentligt sejl om 10-15 år.

Bevare håndværket

For Helle Barner Jespersen er det ikke kun vigtigt at bevare de gamle håndværk for at passe på de gamle skibe. Hvis det kun er de moderne teknikker, der bliver lært, så er der ikke mange muligheder for at være innovativ. Det er vigtigt at kende forhistorien til håndværket, mener Helle Berner Jespersen. De unge er faktisk ret interesserede i at få lov til at lære det originale håndværk. Hvor man lærer nogle meget effektive metoder, og det er fantastisk at give håndværket videre til næste generation.

– Den unge generation er utrolig nysgerrig og interesseret i at lære håndværket – i hvert fald de unge, som er med på holdet, og dem jeg møder på skoleskibet, siger Helle Barner Jespersen.
Frederik Thjellesen, som er lærling hos Sejlmager Hansens Eftf., bekræfter Helles ord. Det tiltaler Frederik Thjellesen, at det en traditionel virksomhed, og fordi Helle går til håndværket på den gammeldags facon. Frederik synes, det er »mega fedt at være med til at overhale riggen på Peking«, som han siger, når han bliver spurgt om, hvordan det er at være i Hamborg og arbejde på riggen til Peking. For ham er det et kæmpestort historisk monument, som han er med til at bevare for eftertiden.
– Og man leger med nogle dimensioner, som man ellers kun sjældent får mellem hænderne, siger han.
For Frederik er det en spændende proces, hvor han lærer håndværket og bliver rigtig rutineret. For ham er det vigtigt, at han kan se udviklingen og følge med i arbejdet.
Der laves en bindsel, og når den er færdig, skal man videre til den næste. Når projektet er færdigt, kan man sige »det har jeg været med til at lave. Det bliver fantastisk at se skibet færdigt«

Peking

Peking, der kommer til at ligge som perlen i havnemuseets samling, har ligget og forfaldet i New York i mange år. Nu skal den fortælle om Tysklands og specielt Hamborgs førende position indenfor søfarten i begyndelsen af 1900-tallet. Værftet Blohm+Voss byggede nogle fantastiske Kaphorn-sejlere. De tjente store penge til byen ved at fragte salpeter fra Chile til Europa.

 

Arkiv foto

 

Peking er det, man kalder en fire-mastet bark med råsejl, det vil sige firkantede sejl, på tre af masterne og gaffelsejl, som er trekantede på den sidste. Den er konstrueret til at sejle effektivt med en lille besætning. Teknikken bestod i kun at sætte sejl ved begyndelsen af rejsen og på resten af turen kun at trimme dem, fordi skibet udnyttede passatvindene til at krydse Atlanten.
– Det, der er fordelen ved dette skib, er, at man faktisk kun behøver at sætte sejlene i begyndelsen. Det er noget af det ypperligste, man har udviklet – det er en sejlmaskine, siger Helle Barner Jespersen.
Ved riggerbænken er holdet nået til at vikle wiren til nummer to bindsel rundt om Pekings vant, som 40 millimeter-wiren hedder. En metallisk dump lyd høres, da hammeren rammer sylen, som er noget større end dem, der normalt ligger i værktøjskassen. Den borer sig langsomt ned igennem det grå hør for at bane vejen for den spritnye wire, som skal igennem. Spidsen af wiren kommer igennem, og den ene rigger får fat og må lægge kræfterne i for at dreje en lille krog, som skal låse den fast, inden den skal vikles omkring. De to håndværkere tjekker lige, om det hele sidder, som det skal, inden de vikler wiren rundt om et skaft. Skaftet bruges til at få wiren lagt rundt om vanten, som sardiner, der ligger i en dåse. Forsigtigt går skaftet med wiren fra hånd til hånd, og bindslen vokser frem som en blomst, der åbner sine kronblade.

Samarbejdet med havnemuseet i Hamborg

Det kom bag på hele holdet, at der var så stor interesse fra publikum i de to dage, hvor der var åbent værksted på museet.
Helle Barner Jespersen siger:

– Det er ikke hver dag, man kan se et sådant håndværk, og det er faktisk meget sjældent, at man ser folk arbejde med den slags.
Der er en stor interesse for Peking. Publikum vil gerne vide, hvor lang tid det egentlig tager at lave sådan en rig, hvordan dimensionerne er, og hvor lang tid det tager at sno tovværk rundt om wirerne. (Se videoen).
– Den ene dag kom der 600 gæster og den anden 800 – jeg tror, at vi har stået for ti procent af museet samlede årsomsætning, siger Helle.
Havnemuseet i Hamborg var egentlig ikke særlig interesseret i at holde åbent museum. De mente ikke, at det var noget for publikum. Der er ikke som i Danmark en tradition for at vise håndværk frem. Men med den publikumsinteresse, der har været for at se håndværket, og generelt for skibet Peking, er Heller Berner Jespersen glad for, at hun holdt fast i sit.
– Så nu skal der arbejdes, råber Heller ud over hallen. De to vanter, holdet har arbejdet på, er færdige og skal kvajles op på en palle for at blive sat på lageret og vente på, at de ifølge planen skal tilbage til Peking. Det sker forhåbentlig til november. Hele holdet samles om den første vante, og på en, to, tre… løfter de den op. Wiren vejer så meget, at det ikke er en let sag at få den rullet sammen på pallen.
– Stop, stop, hvor skal I hen, råber Helle, da de nærmest er på vej ud af hallen med wiren.
Under stor morskab får Helle dirigeret holdet og den temmelig tunge wire hen mod pallen. Enden med bindslerne bliver lagt tilrette og surret godt fast. Resten af wiren lægger sig fint i store runde buer, mens holdet går rundt om pallen. Lige klar til at blive bundet sammen med de blå og orange reb, som Helle står med.
Det forventes, at Peking står færdig i 2020 og er beregnet til koste 26 millioner, men i den forgangne uge kom resultaterne af laboratorieundersøgelser, som bekræftede mistanken om, at skroget indeholder sundhedsskadelige stoffer. Der er fundet asbestrester. Den røde maling, som skroget er malet med, er af den blyholdige gammeldags slags og sundhedsskadelig. Det vil sikkert fordyre omkostningerne, fordi de skadelige stoffer skal fjernes på forsvarlig vis. Men på nuværende tidspunkt står det hen i det uvisse hvor meget.

kommentar
deling del

Skriv et svar