Single Daily
af

Niels Anton Heilskov

G20-demonstranter får Hamborg til at eksplodere

Torsdagens demonstration mod G20-mødet i Hamborg endte med voldsomme scener, da politiet valgte at forsøge at bryde demonstrationen op.
Torsdagens demonstration mod G20-mødet i Hamborg endte med voldsomme scener, da politiet valgte at forsøge at bryde demonstrationen op.

Demonstrationsoptoget nåede kun at gå hundrede meter ved torsdagens store demonstration for modstandere af G20 i Hamborg, før flaskerne fløj gennem luften, og tåregassen bredte sig ud blandt de tusinder af fremmødte demonstranter.

Demonstrationen ved navn Welcome to hell var også på forhånd udpeget af det tyske politi som den mest radikale af de godt 30 demonstrationer, der finder sted i Hamborg i forbindelse med G20 mødet.

Hamborgs politi har udtalt, at de havde håbet på, at demonstrationen kunne have fortsat, men da de ikke lykkedes med at drive de voldelige demonstranter væk fra de fredelige, blev de nødt til at lukke demonstrationen. Politiet ville blandt andet ikke tillade, at en stor del af de fremmødte demonstranter var maskerede. Politiet vurderede, at i alt 12.000 personer deltog i demonstrationen.

Et hav af knuste flasker og tåregas

Meldingen om, at politiet valgte at lukke demonstrationen blev gnisten, der satte gang i de fremmødte aktivister, der primært repræsenterede den antifascistiske venstrefløj.
Gaden eksploderede med et, og mens politiet forsøgte at frasortere de mest aggressive ballademagere fra resten af demonstrationen, flygtede folk i alle retninger, mens ølflaskerne haglede ned over politibetjentenes hvide hjelme.

Men med talrige vandkanoner, tåregas og flittige knipler lykkedes det politiet at splitte demonstrationen op i mindre grupper i løbet af en halv times tid.

Politiet havde på forhånd forventet at omkring 8000 voldelige demonstranter fra hele Europa ville møde op til demonstrationen. De fleste fra denne gruppe blev drevet videre ud i de nordligere kvarterer i Hamborg af flere hundrede kampklædte betjente fra hele Tyskland.

Spredte protester i natten

Det tyske politi havde også rullet de helt tunge køretøjer frem, da demonstrationen blev afviklet i Hamborgs gader. Da demonstrationsoptoget var blevet stoppet på ruten af politiet kørte køretøjer med vandkanoner frem.

Og de kom senere flittigt i brug, da politiet skulle have drevet de sidste hårdnakkede demonstranter væk fra gaderne i bydelen St. Pauli, der særligt er kendt for festgaden Reeperbahn. Her forsøgte flere personer at blokere gaderne ved at sidde på vejen.

Demonstrationerne fortsatte dog mere eller mindre sporadisk rundt omkring i byen, hvor politiet blandt andet meldte om nye optog med mere end 3.500 deltagende demonstranter. Visse ballademagere byggede også brændende barrikader og satte ild til parkerede biler.
Og derfor kunne Hamborgs indbyggere og de mange gæster fra hele verden falde i søvn til lyden af politihelikoptere og hylende sirener.

kommentar
deling del

Skriv et svar