Single Daily
af

Jens Nygaard

Frygtet svinepest rykker nærmere

Omtrent samtidig med, at det omstridte danske vildsvinehegn er ved at blive færdigt, rykker den afrikanske svinepest tættere på østfra, ligesom der også har været endnu et dødt vildsvin med sygdommen i Belgien.
Omtrent samtidig med, at det omstridte danske vildsvinehegn er ved at blive færdigt, rykker den afrikanske svinepest tættere på østfra, ligesom der også har været endnu et dødt vildsvin med sygdommen i Belgien.

Om kort tid vil det danske vildsvinehegn, der vil dække 66 kilometer ved den dansk-tyske grænse, stå færdigt. Der mangler kun nogle enkelte kilometer mellem Padborg og ned til Flensborg Fjord.

– Datoen ligger ikke fast, men vi regner ligesom i den oprindelige tidsplan med slutningen af november, fortæller skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen i Danmark.

Han og styrelsen går nu i gang med yderligere initiativer i forbindelse med hegnet, der gerne skulle holde vindsvin, som måske er inficeret med den frygtede afrikanske svinepest, ude af landet. Der er nemlig nogle åbne områder, og her vil man forsøge sig med lugte, som vildsvin ikke bryder sig om, med lyde og lys og andet.

– Det er ting, som vi ikke er eksperter i, men ud fra udenlandske erfaringer vil vi forsøge os med dem for at se, hvordan det virker, siger Bent Rasmussen.

Udviklingen i den afrikanske svinepest i Europa betyder også, at det er mere påkrævet end nogensinde før at tage forholdsregler.

For nogle dage siden blev der nemlig kørt et vildsvin ned i Polen, og da det blev obduceret, viste det sig, at det var inficeret med pesten.

Slesvig-Holsten forberedte sig på et udbrud af afrikansk svinepest den 27. juni 2018. Foto: Carsten Rehder/dpa

Slesvig-Holsten forberedte sig på et udbrud af afrikansk svinepest den 27. juni 2018. Foto: Carsten Rehder/dpa

80 km fra tysk-polske grænse

Det nye er, at det syge svin endte sine dage i amtet Lebus, og det er et område, der kun ligger 80 kilometer fra den tyske grænse. De tidligere udbrud af svinepest i Polen har ligget meget længere østpå.

– Der er tale om et hop på flere hundrede kilometer, og en sådan flytning kan ikke skyldes migrerende vildsvin. Så der må være tale om en overflytning af smitten på andre måder, for eksempel i form af efterladte madrester med sygdommen i sig, som så er blevet spist af vildsvinet, fortæller Klaus Sloth, der er vildtkonsulent inden for Naturstyrelsen i Sønderjylland.

Han og andre eksperter mener, at det var på den samme måde, at smitten i sin tid blev overflyttet til Belgien. Her var der i flere måneder ikke nye tilfælde af vildsvin med smitten i sig. Men i slutningen af oktober blev der igen fundet et dyr, der var inficeret. Normalt regner man med, at der skal gå et helt år uden nye tilfælde, for at et område eller et land kan erklæres smittefrit.

Lebus-området i Polen har ikke umiddelbart landbrug med store besætninger af tamsvin, som smitten ville kunne overføres til. Men i modsætning til i Danmark er der også i det tyske grænseområde til Polen mange vildsvin.

De migrerer og vil dermed kunne viderebringe smitten. Håbet er, at den store flod Oder, der adskiller Tyskland og Polen, vil kunne holde smitten væk fra Tyskland.

kommentar
deling del

Skriv et svar