Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Frei.Wild 
spillede for fans og mod demonstranter

Det sydtyrolske rockband Frei.Wild gav lørdag eftermiddag en koncert på Exe i Flensborg. Ved siden af fansene stod demonstranter, der viste, at de ikke er indforstået med bandets sangtekster.
Det sydtyrolske rockband Frei.Wild gav lørdag eftermiddag en koncert på Exe i Flensborg. Ved siden af fansene stod demonstranter, der viste, at de ikke er indforstået med bandets sangtekster.

På festpladsen Exe i Flensborg stod en mobil scene klar til det sydtyrolske rockband Frei.Wild. Det havde fået lov til at spille på pladsen, hvor fansene senere skulle hentes med bus til den egentlige koncert i Pahlen (Dithmarschen). Bandet skulle have spillet i Flens-Arena, men hallens management aflyste koncerten med den begrundelse , at der ikke var tegnet kontrakt. Der var også rejst kritik mod, at koncerten skulle finde sted den 20. april, som er Hitlers fødselsdag.

– Vi fik lov til at bruge Exe til at vise, at vi er her i Flensborg, og at vi ikke er de store skurke, som alle gør os til. Vi er en stor familie og ganske normale mennesker, der godt kan lide at feste, sagde Frei.Wilds turné­manager, Kai Michelmann.

Pladsen var fyldt med 500 sortklædte fans i alle aldre, der begyndte at skråle med på sangene, da bandet stod på scenen.

Mere end 130 demonstranter viste deres utilfredshed med rockbandet Frei.Wild på Exe i Flensborg. Foto: Sven Geißler

Mere end 130 demonstranter viste deres utilfredshed med rockbandet Frei.Wild på Exe i Flensborg. Foto: Sven Geißler

Ser faren

Det er daglig kost for det omdiskuterede rockband, Frei.Wild, at demonstranter står uden for koncert­salen. Lørdag eftermiddag var 130 de­monstranter troppet op ved siden af fansene på Exe. De spillede høj musik for at overdøve Frei.Wilds sangtekster.

– Vi møder regelmæssigt folk, som siger »gud, jeg bemærkede slet ikke det budskab i sangen«. Når man kigger nærmere, er det tydeligt, at dele af Joseph Goebbels’ propaganda fra Berliner Sportspalast i 1943 er blevet integreret i sangteksterne, som overordnet handler om kærlighed og hjemstavn, sagde Ellen Kittel-Wegner fra De Grønne, der er en del af gruppen, »Kein Hafen für Nationalismus«.

Hun påpegede, at ikke alle fansene nødvendigvis er nazister, men at bandet udbreder budskabet.

– De siger, at de ikke er nazister, men de anvender altså det samme sprog. Og det gør dem farlige, sagde hun.

Det prædikat vil bandet ikke have på sig, selv om dets fans indimellem bærer nazisymboler under koncerterne.

– Hvis man virkelig satte sig ind i teksterne, og ikke blot tog et par sætninger ud af en hel sang, så ville de opdage, at bandet fraråder enhver form for ekstremisme. Vi synger »vi hader fascister og højreorienterede ekstremister«. Man skal bare ville høre det, sagde Kai Michelmann.

Ifølge en specialist i tyske rockbands, Nils Raupach, er Frei.Wilds sang­tekster så tvetydige, at det er øjnene, der ser, som bestemmer budskabet. Og det er tvetydigheden, der hjælper bandet med at puste til ilden.

Mere end 500 små og store fans var mødt op til Frei.Wild-koncerten på Exe i Flensborg, hvor alt foregik fredeligt. Foto: Sven Geißler

Mere end 500 små og store fans var mødt op til Frei.Wild-koncerten på Exe i Flensborg, hvor alt foregik fredeligt. Foto: Sven Geißler

Ubevidst indflydelse

Blandt demonstranterne stod Kathrine Hoop, der er en del af gruppen »Kein Hafen für Nationalismus« og det danske mindretal. Hun forklarede, at forsanger Philipp Burger har været meget politisk aktiv i højre­orienterede partier, før han oprettede bandet med Jonas Notdurfter (guitar). Hun mener, at bandet er fuldt bevidst om sin taktik.

– Hvis man ikke gennemskuer tekster­ne, så lyder det, som om de distan­cerer sig fra alle de emner, de tydeligvis synger om. Jeg tror, det er et meget bevidst valg, fordi det er nemmere at komme langt med, end hvis man positionerede sig som et nazistisk band, sagde hun og pointerede, at bandet på den måde når ud til helt almindelige unge.

»Kein Hafen für Nationalismus« står ofte på gaden for at tale med folk og fans om Frei.Wilds budskaber.

– Når vi er på gaden, fanger de ældre generationer hurtigt de indirekte beskeder, hvilket dog ikke er tilfældet med de unge. De ser slet ikke faren, sagde Kathrine Hoop. Hun mener, at Tyskland har et histo­risk ansvar i sådanne situationer, fordi bandet anvender den retorik, som blev brugt i nazitiden.

Ingen sammenstød

Efter koncerten i Flensborg gik flere fans op til demonstranterne. De to grupper gav hinanden fuckfingeren og råbte frem og tilbage. Mellem dem stod politiet, der var til stede med 80 betjente og senere ledsagede fansene til ekspresbusserne til Pahlen, hvor den egentlige koncert skulle holdes.

– Der kommer altid en stor bølge af reaktioner på vores tilstedeværelse, men under koncerterne forholder tingene sig roligt, sagde Kai Michelmann. Under de to seneste koncerter i Prenzlau og Pahlen var der henholdsvis 50 og 25 demonstranter, og også her forblev situationen rolig.

kommentar
deling del

Skriv et svar