Single Daily
af

Thomas Schumann

Frauke Petry stopper i AfD

Formanden for det udskældte højreorienterede Alternative für Deutschland Frauke Petry har tirsdag i Dresden bekendtgjort, at hun stopper som medlem af partiet. Det skriver Bild og flere andre tyske medier.

Hun nævnte ikke hvornår udtrædelsen finder sted.

Mandag overraskede hun både parti og pressen, da hun på en pressekonference efter søndagens valg sagde, at hun ikke ville være en del af AfDs gruppe i Forbundsdagen. Herefter forlod hun pressekonferencen. Frauke Petry vandt et direkte mandat til Forbundsdagen.

– AfD havde i 2013 som mål, hurtigt at blive regeringsdueligt. Det er stadig mit mål. Et anarkistisk parti, som man har set det i de forgangne uger, kan have succes som opposition, men det kan ikke tilbyde vælgerne et troværdigt bud på en regering. Det er grunden til, at jeg ikke vil være med i AfDs gruppe i Forbundsdagen, sagde Frauke Petry før hun forlod pressekonferencen i mandags. Tidligere på året mislykkedes det Frauke Petry at overbevise partimedlemmerne på partikongressen om en regeringsduelig kurs for AfD.

Frauke Petry forlader pressekonference

Sammen med Frauke Petry forlader formanden for AfD i Nordrhein-Westfalen, Marcus Pretzell, også både forbundsdagsgruppe og parti. De to politikere er gift og har sammen et barn.

Frauke Petry har tillige meddelt at hun opgiver sin post som gruppeformand i landdagen i Sachsen.

I mellemtiden har AfDs gruppe i Forbundsdagen haft deres konstituerende møde. Spidskandidat Alexander Gauland sagde på mødet, at han »ikke håber«, at der kommer flere udtrædelser af partiet.

Først på onsdag vil partiet offentliggøre hvem der bliver gruppeformand.

kommentar
deling del

Skriv et svar