Single Daily
af

Rasmus Meyer

Frauke Petry forlader AfD’s forbundsdagsgruppe

Blot en dag efter AfD’s store valgsejr, brød nye konflikter i partiet ud i lys lue. Frauke Petry, AfD-næstformand, meddelte ved en pressekonference, at hun ikke kan stå inde for partiets drejning til højre.

Derfor vil hun ikke være del af AfD’s forbundsdagsgruppe.

Frauke Petry var mødt op til pressekonference med blandt andet partiets to spidskandidater Alice Weidel og Alexander Gauland.

Men i stedet for en fælles pressekonference, kom Frauke Petry med sin overraskende udmelding, hvorefter hun forlod konferencen.

Allerede på selve valgaftenen havde Frauke Petry udtalt sig mod AfD’s højredrejning. Samtidig tog hun afstand fra Alexander Gaulands omstridte tale ved valgfesten. Gauland sagde, at AfD vil jage Merkel og partiet vil genvinde folket og landet.

Frauke Petry vil ikke føre den samme politik, som partiets spidskandidater står for. (Foto: Julian Stratenschulte/dpa)

Frauke Petry vil ikke føre den samme politik, som partiets spidskandidater står for. (Foto: Julian Stratenschulte/dpa)

Men stridighederne mellem Frauke Petry og AfD’s hardlinere, som Gauland og Weidel hører til, har stået på et stykke tid. Den forhenværende partichef Petry ønskede en mere moderat kurs. Det fik hende blandt andet til at formulere et partikoncept, som hun ville fremlægge ved et landsmøde. Men det lykkes hende ikke at få partiet med.

I stedet for et kursskifte, valgte partiet Alexander Gauland og Alice Weidel som spidskandidater til forbundsdagsvalget.

Politiske eksperter vurderede fremgangsmåden ved landsmødet som en lussing for partichef Frauke Petry. Hun var fortsat spidskandidat i sin valgkreds og hun er fortsat partiets næstformand, men siden opgøret har hun stort set mistet indflydelsen i partiledelsen.

Nu tog Petry konsekvensen ved at forlade AfD-forbundsdagsgruppe.

Om hun fortsætter som løsgænger eller skifter fraktion, har hun hidtil ikke ville svare på.

Imidlertid har spidskandidat Alice Weidel meldt klart ud, hvad hun mener om Frauke Petrys fremtid i partiet.

– Efter det seneste spektakel fra Frauke Petry – hvis ansvarsløshed overgår alt andet – opfordrer jeg hende til, at opgive alle sine poster og forlade partiet, for ikke at påføre flere skader, udtalte Alice Weidel.

kommentar
deling del

Skriv et svar