Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Formand for Sydslesvigudvalget: Avisen rammer balancen

Sydslesvigudvalgets formand, Anni Matthiesen, mener, at et public service-medium som Flensborg Avis skal grave uanset, om der er tale om kritiske eller rosende vinkler. Men der skal skeles til, hvad kunderne vil købe, siger hun.
Sydslesvigudvalgets formand, Anni Matthiesen, mener, at et public service-medium som Flensborg Avis skal grave uanset, om der er tale om kritiske eller rosende vinkler. Men der skal skeles til, hvad kunderne vil købe, siger hun.

Flensborg Avis er fast morgenlekture for Sydslesvigudvalgets formand, venstrekvinden Anni Matthiesen, der vil sidde blandt publikum, når avisen indbyder til debatcafé om »Fremtiden for Flensborg Avis« den 5. februar på Flensborg Bibliotek.

– Det synes jeg er ganske naturligt, når vi i udvalget bevilger penge til mindretallet og Flensborg Avis, siger folketingsmedlemmet.

– Jeg er ikke i den verserende sag om Mindretallenes Hus på noget tidspunkt stoppet op og sagt: »Hov, her er avisen useriøs«, siger Anni Matthiesen.

Sydslesvigudvalgets formand, Anni Matthiesen fastslår, at målet må være at være oplysende, uanset om der vælges kritiske eller rosende vinkler.
(Arkivfoto)

Forsamlingshuset

Hun beskriver Flensborg Avis som »mindretallets samlingspunkt«, hvor medlemmerne kan følge med i, hvad der rører sig i mindretallet.

– Uanset om det er Flensborg Avis eller andre public service-medier, er hovedopgaven at præsentere tingene for borgeren. Der bruges mange kræfter på at grave sig ned i sager som Mindretallenes Hus, og målet må være at være oplysende, uanset om der vælges kritiske eller rosende vinkler, fastslår Anni Matthiesen.

– Når det så er sagt, så skal man også være sig bevidst, hvilket samfund man som medie agerer i. Som Christiansborg-politiker bliver man hurtigt hårdfør. I et lille samfund kender man hinanden og er tættere på hinanden. Det har fordele og ulemper, og som avis gør man klogt i at stikke fingeren i jorden, siger formanden.

Kan og skal man gradbøje pressefrihed?

– Det ved jeg ikke. Jeg ville have svært ved det. Men det er klart, at hvis man skriver tingene på en måde, så man bliver uvenner med alle, så skyder man sig selv i foden. Man må sende en tanke til det forretningsmæssige og skele til, hvad lokalbefolkningen forventer. Du skal jo ikke skubbe kunderne væk, så de ikke køber avisen, siger formanden.

Læs også chefredaktørens kommentar “Avisens rolle og fremtid”

Intet nyt under solen

Flensborg Avis har skiftevis været beskyldt for at være for lukket og for kritisk. Spagaten kendes mange årtier tilbage i tiden, fastslår forskningschef Mogens Rostgaard Nissen, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Flensborg Avis har altid stået i en spagat mellem på den ene side at afdække, hvad der sker bag kulisserne i mindretallet samtidig med, at forholdet til især foreningernes ledelser skulle være tåleligt. Altså i grunden intet eller ikke ret meget nyt under solen, hvis man skal tro Mogens Rostgaard Nissen, arkiv- og forskningschef ved Dansk Centralbibliotek. Han er en af oplægsholderne på debatmødet om »Fremtiden for Flensborg Avis« på mandag den 5. februar på Flensborg Bibliotek. Under overskriften »Flensborg Avis i gamle dage« vil han drage paralleller til nutiden.

– Avisens dilemma har ofte været det samme, fastslår forskningschefen, der de seneste par år især har beskæftiget sig med tiden, da Karl Otto Meyer var chefredaktør (1963-1984).

Grænser for frihed

I begyndelsen af 1950erne var der en række unge sydslesvigere, herunder Karl Otto Meyer og journalist Karl Christiansen, der var stærkt utilfredse med, at de ikke kunne komme til orde i avisen. Det var i Den Kolde Krigs tid, og stærke kræfter ønskede, at Tyskland skulle genopruste. I skyggen af Anden Verdenskrig var mange yngre sydslesvigere stærkt imod det, men i danske regeringskredse var der forståelse for, at Tyskland skulle træde ind på scenen igen, og Flensborg Avis’ daværende chefredaktør, L.P. Christensen, reagerede ved at nægte Karl Otto og Karl adgang til avisens læserbrevsspalter. Så gik de til andre, mere åbne medier i Danmark, siger Mogens Rostgaard Nissen.

Forskningschef Mogens Rostgaard Nissen, er en af oplægsholderne på debatmødet om »Fremtiden for Flensborg Avis« på mandag den 5. februar på Flensborg Bibliotek.
(Foto : Martina Metzger)

Grænser for kritik

Det ændrede sig siden med Jacob Kronika, der var chefredaktør fra 1960 til 1963.

– Han åbnede avisen for fri debat, og Karl Otto fortsatte den linje, da han overtog posten som chefredaktør. Dog kom Karl Otto meget hurtig i kritisk lys, da han som både chefredaktør og landdagsmand mere eller mindre blev indehaver af et meningsmonopol. Han blev beskyldt for at give SSF og Skoleforeningen med krabasken, mens det parti, han selv stod i spidsen for og siden repræsenterede i landdagen, SSW, ikke stod for skud, siger Mogens Rostgaard Nissen.

Dengang som nu lød spørgsmålet altså: I hvor høj grad kan det tolereres, at avisen er kritisk over for foreningerne? Kan avisen tillade at udstille uenigheden i offentligheden?

Det blev drøftet intenst i ikke mindst 1980erne i avisens bestyrelse, tilsynsrådet.

Den evige spagat

– SSFere og SdUere kritiserede avisen for ikke at dække foreningens mange generalforsamlinger eller gøre det for ringe. Meldingen fra Karl Otto og tilsynsrådet var, at en avis, der populært sagt ikke sparker røv, er en død avis, siger forskningschefen.

Hvad blev løsningen på den tids konflikt?

– Det kom ikke nogen entydig løsning. Avisens dilemma mellem på den ene side at agere som et frit medium og på den anden side at tage hensyn til foreningerne er svært at løse, fastslår forskningschefen og tilføjer:

– Avisen har taget nye skridt mod åbenhed og fri debat under Bjarne Lønborg og den nuværende chefredaktør, Jørgen Møllekær.

Forsker: Avisen skal stoppe op og tænke sig om

 

Folkevalgte og medierne kommer aldrig til at elske hinanden, men medierne skal af og til stoppe op og spørge sig selv: Rammer vi balancen? Mindretallets aktører kan også blive bedre til at begå sig i medierne, siger David Hopmann, professor mso på Syddansk Universitet.

 

Forholdet mellem folkevalgte og journalister vil til evig tid stå til forhandling. Mediernes frihed – her Flensborg Avis – skal udøves under ansvar. Derfor skal medierne af og til stoppe op og overveje, om de går over gevind eller er for blødsødne.

Det er et af de budskaber, David Hopmann, professor mso ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, vil komme med, når han mandag den 5. februar sidder i det panel, der på Flensborg Bibliotek skal give indspark til debat om Flensborg Avis’ rolle i mindretallet.

Hopmann taler over emnet »DR og public service i Danmark«. Public service hæftes især på Danmarks Radio og TV2, da ikke mindst DR får et milliardbeløb for at bidrage med et udbud af nyheder og underholdning, der både går bredt og dybt og skal være en form for kit for dansk identitet og udvikling.

Fake news udfordrer

– Public Service er i den grad blevet aktuelt igen på baggrund af fake news. Vi oplever desuden nu, at medielandskabet splittes op i mange flere enheder. Hvis alle kun befinder sig på deres nichemedie, så er det ikke sikret, at de også får den viden, de kan bruge til at være aktive borgere i samfundet – med andre ord bidrage til at sikre sammenhængskraften.

– I dag er forståelsen af public service, at det er helt i orden at lokke seere, lyttere og læsere om bord gennem underholdning, for eksempel sport og X-faktor. Håbet er, at man så også lige får set en tv-avis eller andet informativt om samfundet. Det samme må gælde for Flensborg Avis, der via sine mange sportsartikler eller eksempelvis Louises Køkken udnytter nysgerrigheden til at få formidlet andre for mindretallet vigtige historier, siger David Hopmann.

Dansk tale i tv

Han ved, at avisen på forskellig vis forsøger at åbne nye platforme.

– Det gør den klogt i, og den bør nok udvide sine aktiviteter på området. Opslag på de sociale medier er en oplagt mulighed for at få mange målgrupper i tale. Det er ikke længe siden, at avisen blev kaldt et foreningsblad. Oplaget er begrænset. Nye markeder må afsøges, siger professoren, der har andre konkrete råd til avisen og mindretallet.

– Det vil ikke være smart med lange indlæg på dansk i NDR, men kunne man få den tyske public service-station til at interviewe sydslesvigere på tysk og lade dem svare på dansk med undertekster, ville man få et mere synligt mindretal, siger David Hopmann og peger på, at de lande, der har stærke public service-medier også har bedre journalistik.

– Og det smitter af på de privatejede stationer. Tyskland har med ARDs nyheder nok verdens mest sofistikerede klassiske nyheder. Det betyder, at eksempelvis RTL også må lægge sig ret tæt op ad formen for at virke nogenlunde seriøs, siger Hopmann.

Han peger også på, at Flensborg Avis skal gøre sig umage for at vurdere, om balancen i kritisk dækning af mindretallet til enhver tid er rimelig.

– Men mindretallets offentlige aktører kan også gøre sig tanker om, hvordan de fremstår i medierne. Da delstaten skar i Skoleforeningens tilskud, var det mit indtryk, at de tyske medier af og til havde lidt for let spil med en negativ vinkel. Her ville medietræning nok have gjort en forskel, fastslår David Hopmann

kommentar
deling del

Skriv et svar