Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Forfatter: Genforening et forkert ord

En tysk jurist mener det er ved siden af, at tale om en »genforening« i 1920. I statsretslig forstand har han ret. Men han overser noget andet i sin ny bog.
En tysk jurist mener det er ved siden af, at tale om en »genforening« i 1920. I statsretslig forstand har han ret. Men han overser noget andet i sin ny bog.

Næste år fejrer danskerne – og specielt de dansksindede sønderjyder – 100-året for genforeningen. Altså Sønderjyllands genforening med resten af Danmark.

Men man kan slet ikke kalde det for en genforening. I statsretslig forstand var der ganske enkelt tale om en erhvervelse af land.

Det mener juristen Klaus Alberts fra Kiel. Han har netop udsendt bogen »1920 Volksabstimmung. Als Nordschleswig zu Dänemark kam«.

Lad det være sagt med det samme: Forfatteren er så entydig kategorisk i sin afvisning af retten til at tale om en »genforening«, at hans postulat ikke giver mening.

Klaus Alberts er jurist, ikke historiker. Med sin baggrund anskuer han primært resultatat af 1920-folkeasftemningen i Slesvig/Sønderjylland ud fra et statsretsligt perspektiv. Og set fra dette perspektiv var der ganske rigtigt ikke tale om nogen genforening. Alligevel kan man argumentere for, at der var tale om en genforening. Forklaring føler senere.

Klaus Alberts gennemgår i sin bog hertugdømmet Slesvigs komplicerede forhold til Danmark og herunder også tilknytning til Holsten. Forfatteren går tilbage til 811, da Danmarks første geografisk fastlagte grænse blev til ved en fred, som frankerkongen Karl den Store sluttede med den danske konge, Hemming den Første. Dog ikke kronologisk, men i forbindelse med den danske konge Frederik den Sjette, der i 1806 fjernede Ejderstenen »Eidora romani terminus imperii« (»Ejderen – Det Romerske Riges grænse«) fra byporten i Rendsborg for at markere, at Holsten var en del af den danske stat.

Læseren skal spares for Slesvig og Holstens indviklede historie her. Klaus Alberts behandler for det meste sobert for at nå frem til den ovennævnte konklusion. Nogle gange kan han dog ikke nære sig for små personlige kommentarer. Teksten har i højere grad et præg af, at han plæderer i en retssag, end at han nøgternt fremstiller pro et contra, som en faghistoriker med respekt for sig selv og sine læsere ville have gjort det.

Tynde mellemregninger

Flere steder er hans mellemregninger blevet til på et tyndt grundlag, og hans konklusioner fremstår noget ejendommelige. I 1895 var den dansksindede sønderjyske politiker H.P. Hanssen under anklage for højforræderi, og han afleverede derfor en redegørelse for sit politiske program til byretten i Aabenraa. Ud fra denne tekst konkluderer Klaus Alberts følgende:

»Her bliver det tydeligt, at Hanssens løsrivelsesbestræbelser alene har deres baggrund i Preussens truende tilintetgørelse af dansk sindelag. Hans stræben er ikke motiveret på grund af en længsel efter en »gammel hjemstavn«, men som et forsøg på at redde en kultur«.

Klaus Alberts gør et »både og« til et »enten eller« på et grundlag, som han ikke underbygger. Mon ikke det ville have været mere fair at sige, at H.P. Hanssen ville begge dele? Både sikre danskhedens overlevelse i den preussiske delstat Slesvig-Holsten og en dag  at få Sønderjylland tilsluttet Danmark, som det skete i 1920.

Anakronismens natur

Klaus Alberts’ påstand passer tilfældigvis ganske fortrinligt ind i en opfattelse af, at Slesvig og Holsten var en helhed på linje med det danske kongerige. Og hvorfor kan man mod Klaus Alberts’ hovedtese indvende, at det faktisk giver mening at tale om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920? Af den grund, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten op til de nationale sammenstød i 1800-tallet i århundreder havde været underlagt det danske kongerige. I og med, at Sønderjylland var en del af den danske helstat, giver det god mening at tale om en genforening 1920. Ikke i statsretlig betydning, men derimod ud fra en national identitet.

I breve, erindringer og dagbøger kan man læse, at dansksindede sønderjyder følte det som at komme hjem i 1920, at blive forenet med det land, man en gang havde været en del af – en genforening.

Danmark var i sagens natur ikke det samme i 1920 som i 1864. Der ligger naturligvis en anakronisme indbygget i flere »genforeninger«. Forfatteren anfører for eksempel, at man heller ikke kan tale om en tysk genforening i 1990 i og med, at Tyskland anno 1937 ikke var det samme som Tyskland anno 1990. Underforstået: Det var kun de tyske områder vest for Oder-Neiße, der blev genforenet.

At der så fandtes og findes et tysk mindretal, der bestemt ikke følte eller føler det som en genforening er forståeligt. For det danske mindretal syd for grænsen er det ligeledes vanskeligt at fejre en genforening. Det allermest neutrale udtryk, som alle parter kan tage i munden vil derfor være »grænsedragningen i 1920«.

For en danskorienteret læser, der kan tysk, er det måske meget interessant at blive udfordret af forfatterens synspunkter. Nogle steder kan man endda more sig, som når han taler om Gorm der Alte, Harald Bauzahn og Sven Gabelbart.

Klaus Alberts: 1920 Volksabstimmung. Als Nordschleswig zu Dänemark kam, 200 sider, 34 euro (Boyens Buchverlag, Heide).

kommentar
deling del

Skriv et svar