Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Forbud mod møder med flere end 1000 deltagere

Mange møder aflyses som følge af coronavirussen. Det danske mindretal følger situationen tæt.
Mange møder aflyses som følge af coronavirussen. Det danske mindretal følger situationen tæt.

Kiel/Flensborg. Alle møder og arrangementer med forventet over 1000 deltagere skal aflyses i Slesvig-Holsten frem til foreløbig den 10. april for at begrænse smitten med coronavirus mest muligt. Det besluttede regeringen i Kiel tirsdag. Samtidig gik den danske regering ud med en opfordring til danskerne om ikke at bruge de offentlige transportmidler i myldretiden.

Vis hensyn

Stadig flere lande skærper råd og krav til borgerne om at undgå større forsamlinger og udvise et vidtstrakt hensyn for at bremse udbredelsen af sygdommen. Eksempelvis Danmark råder over et begrænset antal respiratorer. Stiger antallet af akut truede corona-inficerede, kan der opstå en situation, hvor der ikke er udstyr nok. Derfor er strategien nu at bremse mest muligt, mens tid er.

I Slesvig-Holsten har regeringen forbudt borgere, der er vendt hjem fra et risikoområde at besøge børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem. Folk der overtræder forbuddet risikerer en bøde på op til 25.000 euro.

I det danske mindretal følges situationen tæt. Organisationerne følger alle anbefalinger og påbud fra de statslige og delstatslige sundhedsmyndigheder.

Lyt til myndighederne

Sydslesvigsk Forening oplyser, at den for tiden ikke har arrangementer med over 1000 deltagere.

– Holder man sig til myndighedernes anbefalinger, skulle der ikke være behov for at aflyse forestående møder. Men det kan ændre sig de kommende dage, siger generalsekretær Jens A. Christiansen.

Da alle personer over 65 år anses for at tilhøre risikogruppen, undersøger SSF, hvordan andre organisationer tackler udfordringen med eksempelvis ældreklubber.

SSW har sin 4. regionale konference på torsdag i Husum. Her kommer der angiveligt et halvt hundrede mennesker.

– Vi opfordrer folk til ikke at give hånd og kram samt at vaske deres hænder, hedder det i en mail fra SSW. Dansk Skoleforening, der har flere af de tilknyttede børn i karantæne – dog uden påvist smitte – drøfter situationen løbende. Det samme gør Dansk Sundhedstjeneste, der har været til koordinerende møde med overborgmester Simone Lange (SPD) på rådhuset i Flensborg.

Dansk Kirke i Sydslesvig oplyser, at det er op til de enkelte menigheder om gudstjenesterne skal gennemføres.

Ingen fodbold

En lang række større arrangementer er blevet aflyst de seneste dage. Det gælder eksempelvis Citti-Parks store Fashion & Dance i Flensborg. Hochschule Flensburg har flyttet et arrangement, hvor nye studerende hilses velkommen frem til den 21. april. En koncert med Gitte Hænning gennemføres i Deutsches Haus på fredag. Her er der kun solgt lidt over 500 billetter.

Sporten er også ramt. Fredagens topkamp mellem SC Weiche Flensburg 08 og VfB Lübeck er aflyst. Det samme gælder Stadtwerke-Lauf i Flensborg, der skulle have været gennemført den 22. marts.

Om SG Flensburg-Handewitts hjemmekampe i Bundesligaen og Champions League finder sted uden tilskuere eller bliver flyttet til et senere tidspunkt, er ikke afgjort endnu.

kommentar
deling del

Skriv et svar