Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

FolkBaltica: Overvej om I vil have pengene tilbage

Musikfestivalen FolkBaltica aflyser i 2020. Musikerne og festivalen bliver dog så hårdt ramt rent finansielt, at arrangørerne beder billetkøbere om deres støtte.
Musikfestivalen FolkBaltica aflyser i 2020. Musikerne og festivalen bliver dog så hårdt ramt rent finansielt, at arrangørerne beder billetkøbere om deres støtte.

Musikfestivalen FolkBaltica 2020 er aflyst. Den skulle have fundet sted i det dansk-tyske grænseland i dagene fra den 2. til den 10. maj. Arrangørerne beklager dybt, ikke blot over for publikum, men også over for kunstnerne.

»Vi ved, at det stærkt indskrænkede offentlige liv bringer musikerne i en meget svær situation. Men da rejsefriheden efter alt at dømme vil være indskrænket i lang tid, og da der må forventes et længerevarende forbud mod offentlige arrangementer, ser vi desværre ingen mulighed for at gennemføre en international festival i begyndelsen af maj«, skriver arrangørerne i en fælles erklæring.

Arrangørerne af FolkBaltica har valgt at aflyse festivalen i maj. Her ses Nele Spitzley og Elisabeth Kose fra festivalledelsen. I baggrunden er det Torge Korff og Harald Haugaard. Arkivfoto: Martin Ziemer

Truet på eksistensen

Bag erklæringen står Elisabeth Kose og Nele Spitzley fra festivalledelsen, den kunstneriske leder Harald Haugaard og Torge Korff, der er formand for foreningen bag FolkBaltica.

– Festivalen kræver meget forberedelse. Selve festivalen er kun toppen af isbjerget, derfor aflyser vi nu, selvom festivalen foregår i maj, siger Harald Haugaard.

Købere, der har købt et festivalpas, skal henvende sig på mailadressen info«folkbaltica.de.
Købte billetter kan refunderes, men arrangørerne beder køberne overveje, om de vil stå fast på kravet. Man kan også vælge at lade være med at kræve pengene tilbage for at støtte festivalen finansielt – eller give afkald på en del af beløbet, oplyser festivalledelsen. Festivalen risikerer nemloig at miste 525.000 kroner i entréindtægter.

Mange musikere er truet på deres eksistens på grund af Corona-krisen, og derfor har en række kunstnere taget initiativ til #AktionTicketBehalten, som man kan læse mere om på nettet.

På siden opfordres mennesker, der har købt billet til en koncert eller et andet kulturelt arrangement, til at lade det betalte beløb stå på den konto, de har overført det til.

Hjælp til kunstnere

»Så snart vi har overblik over de økonomiske konsekvenser for FolkBaltica, vil vi overveje, hvordan vi kan hjælpe de kunstnere, der skulle have optrådt på årets festival. Det er musikerne, der bliver allerhårdest ramt af det her«, skriver Elisabeth Kose, Nele Spitzley, Harald Haugaard og Torge Korff i deres erklæring.

FolkBaltica 2020 skulle have været den 16. i rækken, og temaet kredsede om 100-året for Genforeningen. Overskriften på festivalen var »Grænseløs«.

kommentar
deling del

Skriv et svar