Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Første sommer i 25 år uden Hofkultur

Flensburger Hofkultur bliver ikke til noget i år - i hvert fald ikke på den måde, publikum kender festivalen. Arrangørerne afviser ikke, at der kan komme enkelte, spontane koncerter.
Flensburger Hofkultur bliver ikke til noget i år - i hvert fald ikke på den måde, publikum kender festivalen. Arrangørerne afviser ikke, at der kan komme enkelte, spontane koncerter.

Flensborg. Som en af de sidste kulturfestivaler i det dansk-tyske grænseland har Flensburger Hofkultur nu også kastet håndklædet i ringen. For første gang i 25 år bliver det en sommer uden koncerter og kabaretter i Flensborgs baggårde. Flensburger Hofkultur skulle have fundet sted fra midten af juli til midten af august, men må nu også give op over for coronaen.

Mareike Hölker-Grzimek har sammen med Paul Matthis Quarck overtaget ledelsen af festivalen efter Thomas Frahm, der netop er gået på pension fra sit job på Flensburger Kulturbüro, kulturforvaltningen i Flensborg Kommune. Thomas Frahm var initiativtager til gårdfestivalen.

Hun afviser ikke, at foreningen bag Flensburger Hofkultur spontant vil kunne arrangere koncerter til sommer.

Mulighed for koncerter

– Bliver det muligt, vil vi sende informationer ud på vores hjemmeside, Facebook-side og Instagram og sende pressemeddelelser ud til medierne. Men et programhæfte, som publikum kender det fra tidligere års Hofkultur, er vi ikke i stand til at lave, som forholdene er nu, siger Mareike Hölker-Grzimek.

Det var 26. gang, at Flensburger Hofkultur skulle have fundet sted. I stedet for bliver nummer 26 i rækken først afholdt i 2021. Arrangørerne har dog allerede nu fundet datoer til 2021-udgaven. Den vil blive åbnet den 16. juli og fortsætter til og med den 13. august.

Mareike Hölker-Grzimek har arbejdet for Flensburger Hofkultur i ti år. Paul Matthis Quarck kom til sidste år, da han var praktikant. Thomas Frahm er fortsat medlem af støtteforeningen bag Flensburger Hofkultur og har erklæret sig villig til at hjælpe til, hvor han kan, med sin årelange erfaring som bagage. Thomas Frahm har været med, siden den allerførste Hofkultur-festival blev afholdt i 1995.

kommentar
deling del

Skriv et svar