Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Første tilfælde af coronavirus i Danmark var forventet

Sidste weekends spredning af coronavirus i det nordlige Italien havde ændret de danske myndighedernes risikovurdering. Derfor kom det ikke som nogen større overraskelse, da en person natten til torsdag som den første dansker kunne konstateres smittet.
Sidste weekends spredning af coronavirus i det nordlige Italien havde ændret de danske myndighedernes risikovurdering. Derfor kom det ikke som nogen større overraskelse, da en person natten til torsdag som den første dansker kunne konstateres smittet.

Det har bare været et spørgsmål om tid, før den første dansker ville blive smittet med coronavirus.

Sådan lyder det fra Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, torsdag på et pressemøde efter konstateringen af det første danske coronatilfælde.

Han fortæller, at sidste weekends spredning af coronavirus i det nordlige Italien i forvejen havde ændret myndighedernes risikovurdering.  Derfor kom det ikke som nogen større overraskelse, da en person natten til torsdag som den første dansker kunne konstateres smittet.

Minister forventede smitte

Samme melding kommer fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der på pressemødet kalder det første tilfælde for “forventeligt”.
Han fortæller også, at myndighederne følger en inddæmningsstrategi, og at der ikke bliver taget nogen chancer.
Der bliver således brugt karantæne, når det er nødvendigt, siger ministeren.

Kan bruge tvang
Den danske lovgivning giver faktisk mulighed for enten at bede eller tvinge folk i isolation, hvis det af myndighederne vurderes nødvendigt.
Konstateringen af coronatilfældet ændrer ikke ved det danske beredskab eller den danske risikovurdering.
Ifølge myndighederne er det ikke nødvendigt her og nu, fordi beredskabet og risikovurderingen allerede tirsdag blev hævet oven på spredningen af virusset i særligt det nordlige Italien.

Kun ét tilfælde
Ifølge Kåre Mølbak, faglig direktør fra Statens Serum Institut, behøver det første smittetilfælde ikke at skabe bekymring i den danske befolkning.
Han forklarer, at der bliver foretaget mange test af potentielt smittede, men at der indtil videre kun er en, som er blevet testet positiv.
Myndighederne opfordrer stadig til at være opmærksom på symptomer på coronavirus, hvis man har været i de lande, hvor virusset er blevet konstateret.
Symptomer på coronavirus kan være feber og hoste. Det er symptomer, der minder om dem, man har ved influenza.
Smitte i 15 lande

I Europa er der blevet konstateret coronasmitte i mindst 15 lande. Blandt andet er virusset blevet konstateret i Italien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Østrig, Norge, Sverige og Storbritannien.
Den dansker, der er konstateret smittet med coronavirus, er medarbejder hos TV2. Han er sammen med sin familie blevet sat i karantæne i deres hjem.

Ledende oversygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling, Helle Ingmer, ifører sig det beskyttelsesudstyr, som læger og sygeplejersker skal være klædt i, i tilfælde af at coronavirussen skulle sprede sig til Danmark, som det nu er tilfældet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar