Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Flydespærringer skal holde svømmende vildsvin fra Danmark

Naturstyrelsen vil supplere hegn ved grænsen med flydespærringer i Flensborg Fjord for at holde vildsvin væk.
Naturstyrelsen vil supplere hegn ved grænsen med flydespærringer i Flensborg Fjord for at holde vildsvin væk.

Flydespærringer i dele af Flensborg Fjord skal sammen med et 70 kilometer langt hegn holde vildsvin væk fra Danmark.

Det oplyser skovrider i Naturstyrelsen Bent Rasmussen til JydskeVestkysten.

Vildsvin har vist sig at være habile svømmere, og derfor er det nødvendigt at supplere det planlagte hegn langs den dansk-tyske grænse med barrierer på fjorden.

– Hvis vi ikke laver flydespærringer i forlængelse af hegnet, vil der ikke være nogen forhindring for vildsvin, der følger hegnet ud til kysten, siger Bent Rasmussen til avisen.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gav tidligere på året grønt lys til planen om at etablere et halvanden meter højt vildsvinehegn.

Det skal forhindre, at vildsvin sydfra inficerer landbrugets tamsvin med den frygtede sygdom afrikansk svinepest.

Hvis det sker, kan det true den danske milliardeksport af svinekød.

I Europa har svinepesten de seneste år bredt sig i øst. Sygdommen findes blandt andet i Estland, Letland, Litauen, Polen og Tjekkiet. For nylig er den også konstateret i Ungarn.

Flydespærringerne vil blive lagt på en strækning på 25-30 meter vinkelret fra kysten og ud i fjorden.

Det vil dog ikke afholde de mest ihærdige vildsvin fra at passere, erkender skovrider Bent Rasmussen.

– Det er ikke et forsøg på at forhindre enhver færdsel på Flensborg Fjord. Så skal der andre virkemidler til.

– Men vælger vildsvinene at svømme ud, vil de også opdage, at flydespærringerne stopper, siger han.

Han beskriver flydespærringerne som en “rørlignende konstruktion”, som vildsvin ikke kan passere.

Miljøstyrelsen har sendt et udkast til tilladelse til hegnet i offentlig høring frem til 18. juli.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar