Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Flere end 200 betjente er blevet såret under G20-topmøde

203 personer er blevet anholdt, siden de første demonstrationer mod weekendens G20-møde begyndte.
203 personer er blevet anholdt, siden de første demonstrationer mod weekendens G20-møde begyndte.

Mindst 213 politibetjente er blevet såret i de voldelige demonstrationer, der har fundet sted i den tyske storby Hamburg, hvor G20-lederne holder topmøde.

Det oplyser en talsmand for politiet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Derudover er 203 personer blevet anholdt, siden de første demonstrationer begyndte 22. juni.

G20-topmødet, hvor 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU deltager, blev indledt fredag og afsluttes lørdag.

Op mod 100.000 ventes inden da at tage del i en række demonstrationer under navnet “Velkommen til helvede”.
Mottoet bag er “en krigerisk besked”, fortalte en af arrangørerne, Andreas Bechschmidt, torsdag.

– Men det skal også symbolisere, at G20’s politik er ansvarlig for forfærdelige levevilkår verden over som sult, krig og klimakatastrofen, siger han til AFP.

20.000 betjente har været på standby. Den store politistyrke er klar til at skride ind mod demonstranterne med pansrede køretøjer, helikoptere og droner, der kan bruges til overvågning.

Derudover er der opstillet et midlertidigt område i en tidligere hvidevarebutik, hvor op mod 400 personer kan tilbageholdes.

G20-gruppen blev dannet i 1999. De seneste ni år har der været årlige eller halvårlige møder, som afholdes på skift i medlemslandene.

kommentar
deling del

Skriv et svar