Single Daily
af

Marc Reese

Flensborgs supersygehus skal stå klart i 2026

Malteser- og Diako-sygehusene fusionerer til ét selskab for at kunne indvi »Malteser-Diako Klinikum« i Flensborg i 2026. Aktørerne er sikre på, at man i hele Tyskland vil følge projektet i Flensborg.
Malteser- og Diako-sygehusene fusionerer til ét selskab for at kunne indvi »Malteser-Diako Klinikum« i Flensborg i 2026. Aktørerne er sikre på, at man i hele Tyskland vil følge projektet i Flensborg.

Malteser- og Diako-sygehusene fusionerer for at kunne bygge et supersygehus i Flensborg. Det kommer til at ligge på det nuværende koloniområde Peelwatt og skal stå færdigt i 2026.

Beslutningen om fusionen blev offentliggjort torsdag af blandt andre sygehusdirektørerne, overborgmester Simone Lange og delstatens sundhedsminister, Heiner Garg (FDP).

Det nye sygehus kommer til at hedde Malteser-Diako-Klinikum.

– Denne sammenlægning er helt enestående i Tyskland. Jeg tror, at hele Tyskland nu vil få øje på Flensborg. Jeg kan slet ikke vurdere det her højt nok, sagde Heiner Garg ved torsdagens præsentationen.

Ministeren roste også den kommunalpolitiske opbakning til det nye sygehus.

Og sammenlægningen vil blive foretaget af to ligeværdige partnere.

– Vi bidrager hver med 50 procent til det planlagte driftselskab, sagde Diako-direktør Martin Wilde.

Næste skridt er nu, at konkurrencestyrelsen (Bundeskartellamt) skal godkende sammenlægningen.

Det nye supersygehus skal sikre en moderne og optimal behandling af de mere end 100.000 indlagte og ambulante patienter om året.

– Jeg glæder mig meget over, at Diako og Malteser slår sig sammen i et fælles selskab for at muliggøre dette store projekt. Sammenlægningen af de to sygehuse til ét centralsygehus er den bedste løsning for at imødekomme fremtidens behov for en sikker og moderne sygehusstruktur i regionen, sagde minister Heiner Garg, som tilføjede, at sundhedsministeriet vil støtte byggeriet gennem sygehusfinansieringsloven og dermed følge projektet tæt.

– Arealet ved Peelwatt ligger optimalt. Det er tæt på banegården og den østlige omfartsvej, som giver direkte adgang til og fra sygehuset. Derudover er det også positivt, at det nye sygehus kommer til at ligge tæt på universitetet, da det giver mulighed for at udbygge samarbejdet med plejeuddannelserne. Vi har brug for uddannet personale, sagde Flensborgs overborgmester Simone Lange.

Hun regnede med at kunne fremlægge de nødvendige kontrakter og bebyggelsesplanen til driftselskaberne af de to sygehuse efter godkendelsen i byrådet i december 2019.

Martin Wilde, sygehusdirektør på Maltesers St. Franziskus-Hospital, oplyste, at byggeriet vil gå i gang i 2022, så sygehuset står klar fire år senere. Samtidig vil medarbejderne blive inddraget i planlægnings-processen.

Helt ny bydel

Simone Lange har en klar holdning til, hvad der må ske med de to nuværende sygehusarealer.

– Der er allerede møder i gang. Først og fremmest er der tænkt på boligområder, men ikke udelukkende. Man skal være klar over, at der – ligesom ved det nye sygehus – opstår en helt ny bydel, sagde overborgmesteren og fortsatte:

– Som overborgmester er jeg interesseret i, at vi bygger det, der er behov for: Forsyning, børnepasning eller uddannelse. Det hele skal undersøges, og det behøver ikke udelukkende kun at være boliger. Det må gerne blive et flot miks. Det er en kæmpe chance vi her får – ikke mindst til at få etableret boliger til en fornuftig husleje, sagde Simone Lange videre.

kommentar
deling del

Skriv et svar