Single Daily
af

Thomas Schumann

Flensborgerne dropper kommunalvalg

Valgdeltagelsen i Slesvig-Holsten ved kommunalvalgene er i forvejen lav, men lavest er den i Flensborg, der ved det seneste kommunalvalg blot kunne mønstre 35,9 procent af de stemmeberettigede ved stemmeurnerne. I Danmark er stemmeprocenten dobbelt så høj.
Valgdeltagelsen i Slesvig-Holsten ved kommunalvalgene er i forvejen lav, men lavest er den i Flensborg, der ved det seneste kommunalvalg blot kunne mønstre 35,9 procent af de stemmeberettigede ved stemmeurnerne. I Danmark er stemmeprocenten dobbelt så høj.

Flensborg. Kommunalvalg er tilsyneladende ikke noget, som optager slesvig-holstenerne særlig meget. Valgdeltagelsen ved kommunal – og amtsrådsvalget i 2013 lå på blot 46,7 procent i Tysklands nordligste delstat.

Værst så det ud allernordligst i Slesvig-Holsten: I Flensborg gik blot 35,9 procent af de stemmeberettigede til valgurnerne.

Det er kun halvdelen af en almindelig valgdeltagelse i Danmark – ved kommunalvalget i 2017 lå stemmeprocenten på 70,8 procent i hele landet.

– Mange tror, at de virkelig vigtige politiske beslutninger træffes på et andet niveau: I Kiel, Berlin og i Bruxelles, og at de beslutninger blot skal omsættes på kommunalt niveau. Det passer også i mange tilfælde, men i kommunalpolitikken bliver også det lokale formet, forklarer professor i statskundskab ved Flensborg Universitet, Michael Ruck.

Han peger på, at folk søger den lokale indflydelse andre steder end til kommunalvalget: De engagerer sig enten direkte i det, der optager dem, støtter borgerinitiativer eller diskuterer på sociale medier.

– Valgdeltagelsen hænger også sammen med uddannelsesniveauet. Mennesker med en høj uddannelse anser i højere grad valg som en borgerpligt, mens mennesker med lav uddannelse forholder sig mere apatisk til valg, tilføjer Michael Ruck.

Grunden til, at valgdeltagelsen ved kommunalvalget i Danmark er så høj, har ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, at gøre med de danske kommuners rolle i velfærdsstaten.

– Det er i kommunerne, at hele velfærdsstaten bliver sat i stand, påpeger Kasper Møller Hansen.

Samtidig understreger han, at der på trods af den store forskel i valgdeltagelse nord og syd for grænsen, også er en tendens, som ser ens ud på begge sider.

– I de større byer er der generelt lavere valgdeltagelse. Der kommer så mange nye til byerne – unge og indvandrere, som ikke stemmer. I Danmark er stemmeprocenten ved kommunalvalg lavest i København. Jo længere væk, du kommer fra byerne, jo højere bliver den. Ude på de små øer er den næsten 100 procent – som eksempelvis på Fanø, fortæller Kasper Møller Poulsen.

I Nordfrisland lå stemmeprocenten ved valget i 2013 på 51,2 procent, mens den – som den højeste i delstaten – var 54,1 procent i Rendsborg-Egernførde.

Ved det seneste kommunalvalg var kun godt en tredjedel af vælgerne interesseret i at være med til at bestemme, hvem der skulle have plads på rådhuset i Flensborg. Arkivfoto

kommentar
deling del

Skriv et svar