Single Daily
af

Lennart Adam

Flensborg overvejer våbenfri zone i den indre by

Efter et drab nytårsnat vil Flensborg Kommune nu drage de nødvendige konsekvenser. Diskoteket M1 er blevet lukket, og den indre by skal gøres til våbenfri zone.
Efter et drab nytårsnat vil Flensborg Kommune nu drage de nødvendige konsekvenser. Diskoteket M1 er blevet lukket, og den indre by skal gøres til våbenfri zone.

Flensborg. Det er nu to uger siden, at en 24-årig mand blev dræbt af knivstik foran diskoteket M1 på Nørretorv (Nordermarkt) i Flensborg. Og kommunen har ikke ligget på den lade side.

– Efter det forfærdelige overfald nytårsnat drejer det sig ikke længere om, hvad vi muligvis kan gøre, men om, hvad vi er nødt til at gøre, erklærer overborgmester Simone Lange. Den første konsekvens var en kontrol og efterfølgende lukning af dis­koteket M1.

– Sammen med bevillingsmyndigheden (Ordnungsamt) og politiet konstaterede vi, at der manglede diverse tilladelser, og vi har derfor forskriftsmæssigt lukket stedet i lørdags, forklarer borgmesteren.

Og for tiden er man i gang med at undersøge, om dele af den indre by kan indrettes som våbenfri zone.

– En del af de våben, der kan købes i Tyskland, hører allerede i dag ind under våbenloven, men det gælder ikke for alle knivtyper. Det problem har allerede været debatteret i længere tid, siger Simone Lange.

Samtlige våben, eksempelvis pistoler, knive eller tåregas, samt farlige genstande som baseballbats må ifølge overborgmesteren i fremtiden ikke medbringes, heller ikke hvis man har våbentilladelse til dem.

Våbenfri zoner er allerede indført i flere byer og bydele i Tyskland, især i brændpunkter som Hamborg-bydelen St. Pauli.

Også på banegårde i Berlin og i S-togene har der været indført et absolut våbenforbud, men det er blevet ophævet igen af Berlins forvaltningsdomstol.

– Vi vil undersøge alle juridiske retningslinjer for oprettelse af en våbenfri zone, siger Simone Lange.

Kommunen vil samarbejde tæt med Flensborg Politi, der vil få beføjelser til at undersøge vilkårlige personer i den våbenfri zone, også uden at der foreligger en konkret mistanke mod dem.

Der har allerede flere gange tidligere været udpeget såkaldte »farlige bydele«. Første gang var i foråret 2018, da der på busbanegården ZOB flere gange opstod voldelige konflikter mellem grupper af unge.

Dengang lå zonen mellem Holmen og Søndertorv (Südermarkt) og Søndergårdender (Süderhofenden) ud til Havnespidsen (Hafenspitze) og Angelbogade (Angelburger Str.). Også sidste år kom ordningen flere gange i brug ved ZOB.

– Ved ZOB er der de seneste år gang på gang opstået problemer. I en våbenfri zone kan vi gå anderledes effektivt til værks, for det er normalt ikke muligt at kontrollere privatpersoner uden videre, siger politiets talskvinde Sandra Otte.

Hvilke særforanstaltninger, der skal gælde for den våbenfrie zone, og hvilket område i den indre by, den skal omfatte, er ikke blevet offentliggjort.

kommentar
deling del

Skriv et svar