Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Flensborg Avis sender sin kunstsamling til Mikkelberg

Avisens kunstsamling passer perfekt til Mikkelbergs, siger kunsthistoriker Iben Johansen. Hun har udarbejdet planer for en grundig renovering af kunstcentret i Mikkelberg og et nyt koncept for stedets fremtid.
Avisens kunstsamling passer perfekt til Mikkelbergs, siger kunsthistoriker Iben Johansen. Hun har udarbejdet planer for en grundig renovering af kunstcentret i Mikkelberg og et nyt koncept for stedets fremtid.

Flensborg Avis og kunstcentret Mikkelberg har netop underskrevet en aftale om overdragelse af 63 kunstværker af høj kvalitet. Aftalen blev underskrevet af chefredaktør Jørgen Møllekær og formand for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen. Han er automatisk formand for Mikkelberg-fonden, da Sydsles­vigsk Forening har indgået en associeringsaftale med Mikkelberg.

Det er en deponeringsaftale, der betyder, at Mikkelberg over en lang periode opbevarer avisens kunstsamling og i vid omfang kan råde over den. Kunstcentret har også mulighed for at udlåne værker fra samlingen.

Flensborg Avis kan til enhver tid tilbagekalde samlingen, der tæller værker af alle de største grafiske kunstnere i moderne dansk kunst, blandt andre Henry Heerup, Carl-Henning Pedersen og Per Kirkeby.

Samlingen har indtil i år hængt på redaktionsgangene i mediehuset på Wittenberger Weg. Flensborg Avis har dog valgt at prioritere pladsen til indrammede pressefotos af fotograf Lars Salomonsen i plakatstørrelser for at signalere, at man her er i et moderne mediehus. Derfor blev kunstværkerne taget ned fra væggene. Til gengæld kan både danske og tyske gæster i fremtiden få glæde af kunstværkerne på Mikkelberg.

– Flensborg Avis’ samling passer perfekt til Mikkelbergs. Avisens værker er lavet af kunstnere, der også går igen i Mikkelbergs egen samling, så vi er meget glade for deponeringsaftalen, siger kunsthistoriker Iben Johansen.

Chefredaktør Jørgen Møllekær (til venstre) ved overdragelsen af avisens kunstsamling til kunsthistoriker Iben Johansen og Mikkelbergs formand, Jon Hardon Hansen, der foregik med Flensborg Avis' rotationspresse som kulisse. Foto: Lars Salomonsen.

Chefredaktør Jørgen Møllekær (til venstre) ved overdragelsen af avisens kunstsamling til kunsthistoriker Iben Johansen og Mikkelbergs formand, Jon Hardon Hansen, der foregik med Flensborg Avis’ rotationspresse som kulisse. Foto: Lars Salomonsen.

Ny strategi

Hun har i en periode været projektansat for Mikkelberg og udarbejdet en strategi for kulturcentrets fremtid, efter at den mangeårige leder, Henry Buhl, døde sidste år. Projektansættelsen udløber i første omgang 31. august, men det er ambitionen, at den skal forlænges.

I løbet af 2018 barsler Mikkelberg med et helt nyt udstillingskoncept og en gennemgribende renovering.

– Vi vil skabe en helt ny og professionel platform for den nye eksperimenterende samtidskunst. Ambitionen er at skabe gode muligheder for kunsten ved at renovere udstillingslokalerne og indrette en eller flere kunstnerboliger og atelierer, siger Iben Johansen.

For lille afkast

For at kunne gennemføre planerne er Mikkelberg dog afhængig af penge udefra. Kulturcentret har i mange år været finansieret af den sønderjyske velgørenhedsfond Traugott Møller Fonden, som støtter sociale, kulturelle og humanitære aktiviteter i det gamle hertugdømme Slesvig.

Hovedstolen er på ti millioner kroner, men med et afkast på blot et par procent kan fonden ikke længere alene finansiere driften af Mikkelberg og ej heller den planlagte udbygning.

Læs mere: Nye tider på Mikkelberg

Sydslesvigsk Forening har gennem associeringsaftalen forpligtet sig til et give en underskudsgaranti på 43.500 euro inden for rammerne af bevillingerne fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Men beløbet dækker ikke de årlige udgifter. Der er fortsat et gab på omkring 20.000 euro. Traugott Møller Fonden dækkede underskuddet i 2016 og har ifølge Jon Hardon Hansen også givet forhåndstilsagn for 2017 og 2018. Sydslesvigsk Forening har til gengæld forpligtet sig til at ansætte en projektleder.

Nu har Iben Johansen fremlagt sine planer og strategi for et nyt Mikkelberg, og det skal – hvis planerne kan føres ud i livet – renoveres for omkring 1,2 millioner euro. Udstillingslokalerne skal moderniseres, og der skal bygges kunstnerbolig med atelier til danske gæstekunstnere på midlertidige ophold.

– Ved at invitere anerkendte danske kunstnere vil vi kunne formidle noget af mindretalslivet og naturen i Sydslesvig. Og vi vil også kunne invitere tyske kunstnere, siger Jon Hardon Hansen.

Jon Hardon Hansen, Iben Johannsen og Jørgen Møllekær. Foto: Lars Salomonsen.

Jon Hardon Hansen, Iben Johannsen og Jørgen Møllekær. Foto: Lars Salomonsen.

Eksperimenterende

Iben Johansens nye koncept for Mikkelberg handler om alt lige fra skiltning til den kunstneriske linje fremover. Inspirationen til at gøre Mikkelberg til et sted for »artists in residence« har Iben Johansen hentet fra Henry Buhl, der engang inviterede den afdøde danske kunstner Sven Havsteen Mikkelsen til at opholde sig på Mikkelberg og skildre Sydslesvig i sine billeder.

Hun lægger vægt på, at fællestrækket for mange af de kunstnere, som Henry Buhl de seneste årtier hentede til Mikkelberg, var en vild og eksperimenterende tilgang til kunsten. Blandt de gæstende kunstnere har været Poul Gernes, Wilhelm Freddie og Sven Dalsgaard og kunstnere fra Christiania i København. Kunstnere, som var udskældte og kontroversielle, hentede Anne-Kjestine og Henry Buhl til Mikkelberg, hvor spillerummet var frit.

Læs mere: Nolde-udstilling forlænges

Denne kunstneriske åre er også inspirationen til det nye koncept.

– Vi vil tiltrække unge kunstnere og give dem lov til at eksperimentere på Mikkelberg inden for en mindretalsramme. Vi vil bede kunstnerne at forholde sig til mindretallets historie, kultur eller mentalitet. På den måde fortsætter vi de kulturmøder, som har været en indlejret del af stedets DNA. Den fandenivoldskhed, der altid har været her, skal vi bygge videre på, siger Iben Johansen.

Tidshorisont er 2018

Hun har udarbejdet et nyt logo med Mikkelberg-møllens ottekantede form og ideerne til et nyindretning af stedet. Tidshorisonten er 2018.

Næste skridt er fondsansøgninger, og arkitekten Walter Dähndel fra Sild har udarbejdet planerne for Mikkelberg på forventet efterbevilling. Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger og Hatsted Kommune er kommet med som faste samarbejdspartnere, og der er knyttet faste kontakter til Museum Sønderjylland i Tønder, Kunstmuseet på Brundlund Slot, Museum Kunst der Westküste på Før, Richard-Haizmann-Museum i Nibøl, Sydslesvigs Danske Kunstforening og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

– Interiøret på Mikkelberg minder meget om Kastrupgårdsamlingens på Amager med lyse lokale indrettet i en gammel bygning og lys ovenfra. Det er noget af det, der gør Mikkelberg unik, siger Iben Johansen.

Foto: Lars Salomonsen.

Foto: Lars Salomonsen.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar