Single Daily
af

Jan Christensen

Flensborg Avis på landsdækkende tv

Tv-stationen dk4 og Flensborg Avis TV indleder programsamarbejde og kulturudveksling for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig.
Tv-stationen dk4 og Flensborg Avis TV indleder programsamarbejde og kulturudveksling for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig.

Første del af et samarbejde mellem dk4 og Flensborg Avis TV omfatter programrækken »Mit liv med Danmark«, der i 25 minutters samtaleprogrammer undersøger, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark uden for Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50.000 dansksindede i grænseregionen.

Programmerne produceres af Flensborg Avis TV i samarbejde med dk4. Vært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.

Programrækken består i første omgang af ni programmer med både sydslesvigske og tyske deltagere. Premiere er torsdag den 5. april kl. 21.30. med »Mit liv med Danmark – Robert Habeck«. Der kommer et nyt program hver torsdag kl. 21.30 samt mange genudsendelser. Læsere i Sydslesvig, der ikke kan modtage DK4, vil få adgang til de enkelte programmer via avisens hjemmeside på www.fla.de. Desuden vil vi skrive om om de enkelte udsendelser i avisen.

Første program har vice-ministerpræsident og miljøminister i regeringen i Kiel for partiet De Grønne, Robert Habeck, som gæst. Samtalen er karakteristisk for dobbeltheden i grænselandet og for programrækken, idet Jørgen Møllekær stiller spørgsmålene på dansk, og Robert Habeck svarer på tysk.

De øvrige deltagere er: Simone Lange, overborgmester i Flensborg, Flemming Meyer, formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Grit Jurack, tidligere håndboldlandsholdsspiller, Rasmus Andresen, vice-landdagspræsident, Kiel, prinsesse Elisabeth zu Ysenburg und Büdingen, Lyksborg Slot, Bent Angelo Jensen, direktør og tøjdesigner, Bahne Bahnsen, formand for Friisk Foriining og Thomas Frahm, kulturkonsulent, Flensborg.
Kulturudveksling

Anden del af samarbejdet omfatter kulturudveksling mellem Danmark og Sydslesvig, idet en række af dk4s kulturprogrammer og øvrige programmer som for eksempel »Arkæologien rundt«, »Danefæ Top 10«, »Teatermagasinet«, »Teatermøde« og »En kuffert fuld af bøger« bliver tilgængelige for det danske mindretal og seerne af Flensborg Avis TV.

dk4s ejer og grundlægger Stig H. Hasner siger:

– Det gode samarbejde mellem mindretallene nord og syd for den dansk-tyske grænse er verdensberømt, forbilledligt og beundret. Men hvor meget kender vi som danskere i Danmark egentlig til det liv, de cirka 50.000 dansksindede i Sydslesvig lever i en to-sproget virkelighed? Hvilke fordele, og hvilke udfordringer er der for mindretallet, og hvorfor er det fortsat en god ide, at Danmark yder massiv økonomisk støtte til danske foreninger, skoler og kulturliv i Sydslesvig? Den opgave påtager vi os gerne på dk4 sammen med Flensborg Avis, for livet i grænseregionen, mindretallene og kulturudvekslingen mellem det danske mindretal og Danmark er for mig at se en kerne-public-service-opgave.

Chefredaktør Jørgen Møllekær er glad for, at »vi med dette nye programformat og med endnu en ny dansk mediepartner, kan nå ud til flere nord for grænsen med vores særlige grænselands-fortællinger.«

Tv-stationen dk4 og Flensborg Avis TV indleder programsamarbejde og kulturudveksling for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig. Foto: Lars Salomonsen.

Tv-stationen dk4 og Flensborg Avis TV indleder programsamarbejde og kulturudveksling for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig. Foto: Lars Salomonsen.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar