Single Daily
af

Kasper Skovse

Flemming Meyer: AfD har fået lov til alt for meget

Onsdag tog parlamentet i Slesvig-Holsten afstand fra AfD. Samme aften skød en højreekstrem person ni personer i Hanau. SSW-formand Flemming Meyer mener ikke, at politikerne har været gode nok til at fjerne grobunden for højreekstremisme.
Onsdag tog parlamentet i Slesvig-Holsten afstand fra AfD. Samme aften skød en højreekstrem person ni personer i Hanau. SSW-formand Flemming Meyer mener ikke, at politikerne har været gode nok til at fjerne grobunden for højreekstremisme.

Kiel. Tavshed. Landdagen i Kiel udtrykte torsdag formiddag deres forfærdelse, sympati og frustration over skyderierne onsdag aften i Hanau, Hessen, med et minuts stilhed.

Gerningsmanden bag nedskydningen af ni fortrinsvis unge af kurdisk afstamning, er identificeret som en veluddannet bankmand, der efter politiets oplysninger led af psykiske problemer, og som var kendt for højreekstreme holdninger. Politiet i Hessen mener, at motivet sandsynligvis var fremmedhad.

Skyderierne i Hanau fandt sted samme døgn, som repræsentanter for CDU, SPD, Grønne, FDP og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) i Slesvig-Holsten tog klart afstand fra stigende højreradikalisering i Tyskland og samtidigt afviste ethvert samarbejde med AfD. Det skete med afsæt i begivenhederne i Thüringen, som, sagde partierne i landdagen, viser hvor meget AfD foragter demokratiet. AfD var uenig og kaldte det en politisk heksejagt.

– De højreekstreme må aldrig få en ny chance, understregede CDUs gruppeleder Tobias Koch i sjælden enighed med SPDs Ralf Stegner, der tordnede, at den demokratiske konsensus i politik altid skal være stærkere end kortsigtet politisk gevinst. Lignende ord er ytret af politikere over hele Tyskland.

Timingen mellem den politiske afstandtagen i Slesvig-Holsten og skyderierne i Hanau er tilfældig, men de viser, fortæller SSW-formand Flemming Meyer, hvor absolut nødvendigt det er for demokratiske partier at vise sammenhold imod højreekstremismen.

Opnår man ikke frustration og episoder som i Hanau, hvis højreekstreme fratages deres demokratiske stemme, ved at man vender ryggen til AfD?

– Tværtimod. Det i Hanau er ikke et udtryk for, at AfD har fået for lidt taletid. De har fået lov til alt for meget. En af grundene til, at vi ser en opblussen af højreekstremisme, antisemitisme og vold mod randgrupper er, at AfD har været med til at skabe denne radikalisering. AfD er demokratisk valgt, men det er ikke lig med, at de er demokrater., siger Flemming Meyer.

Flemming Meyer er klar over, at politisk afstandtagen ikke er nok, og at AfD er ikke opstået ud af ingenting.

– Vores opgave som politikere er ikke at sige, at jer vil vi ikke samarbejde med. Vores opgave er at skabe gode forhold i samfundet ved at modvirke den stigende grøft mellem rig og fattig og gøre noget ved alders- og børnefattigdom. Havde vi gjort nok, havde vi fjernet grobunden for højreekstremisme, og så ville vi ikke opleve episoder som den i Hanau, men vi har ikke gjort nok, siger Flemming Meyer.

kommentar
deling del

Skriv et svar