Single Daily
af

Holger Johannsen

Fire talsmænd kræver forklaring på sh:z-rokade

Debatten om omstrukturering og personaleudskiftning i Flensburger Tageblatts lokalredaktion har nået et nyt højdepunkt. - Vi savner stadig en forklaring, hedder det i et åbent brev.
Debatten om omstrukturering og personaleudskiftning i Flensburger Tageblatts lokalredaktion har nået et nyt højdepunkt. - Vi savner stadig en forklaring, hedder det i et åbent brev.

Forleden talte kommunens talsmand, Clemens Teschendorf, med sin kollega Kathrin Fischer fra Europa-Universitetet. Talen faldt på de omfattende personalemæssige ændringer på Flensburger Tageblatts lokalredaktion, der har fremprovokeret mange kommentarer i læserbreve og de sociale medier.

– Vi blev enige om, at de tre journalister, der pludselig blev flyttet til andre opgaver, slet ikke var blevet værdsat for deres til dels årtiers lange journalistiske arbejde i Flensborg, siger Clemens Teschendorf.

– Så derfor har vi nu sammen med to andre kolleger skrevet et offentligt brev til avisforlaget sh:z’ chefredaktion, fortsætter han over for Flensborg Avis.

Det åbne brev sprang som en bombe i byen. Det blev flittigt delt og kommenteret i de sociale medier.

I brevet, der også er skrevet under af pressetalsmændene for kommunens tekniske selskab, TBZ, og boligselskabet SBV, Geoffrey Warlies og Matthias Weiß, gives der udtryk for en »undren« over en »uforståelig« og »radikal udskiftning«.

Tre ud af fem lokaljournalister, deriblandt afdelingslederen, blev med virkning fra den 1. september flyttet til lokalredaktionerne i Læk, Husum og Slesvig. Chefredaktionens begrundelse er »et nødvendigt generationsskifte«, da avisen fremover vil satse mere på digitalisering og de sociale medier. Journalisternes fagforening, DJV, har kritiseret beslutningen i en pressemeddelelse og krævede, at forflyttelserne bliver trukket tilbage – men uden held.

– Med omrokeringen går megen journalistisk viden og erfaring tabt, det gør os betænkelige, forklarer Clemens Teschendorf om baggrunden for henvendelsen.

Han gør opmærksom på, at man selvfølgelig respekterer chefredaktionens afgørelse og også gerne vil samarbejde med de nye journalister i lokalredaktionen.

– Men vi savner stadigvæk et svar på det åbne spørgsmål om, hvorfor den radikale udskiftning egentlig blev gennemført, tilføjer han.

Han – og de andre tre pressetalsmænd – synes også, at de tre journalister, ikke er blevet værdsat nok af deres arbejdsgiver.

– Carlo Jolly, Joachim Pohl og Holger Ohlsen kunne vi stole på. De kunne deres kram, og de var i stand til også at holde den rette balance, når det drejede sig om vanskelige opgaver, hedder det i det åbne brev.

Clemens Teschendorf understreger, at indholdet af det åbne brev står for hans og kollegernes egen regning.

– Men selvfølgelig har overborgmester Simone Lange været orienteret om brevet, inden det blev sendt afsted, siger den kommunale talsmand.

Clemens Teschendorf, Flensborg bys talsmand, har sammen med tre andre kolleger skrevet et offentligt brev til avisforlaget sh:z' chefredaktion. Arkivfoto: Lars Salomonsen.

Clemens Teschendorf, Flensborg bys talsmand, har sammen med tre andre kolleger skrevet et offentligt brev til avisforlaget sh:z’ chefredaktion. Arkivfoto: Lars Salomonsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar