Single Daily
af

Kasper Skovse

Trine Flamming

Ferietrafik var i særklasse

Lørdag var første dag i skolernes sommerferie og skiftedag i sommerhusene. Danske og tyske turister dannede lange køer ved grænsen og i Danmark.
Lørdag var første dag i skolernes sommerferie og skiftedag i sommerhusene. Danske og tyske turister dannede lange køer ved grænsen og i Danmark.

Flensborg. Lørdag var første feriedag for flere tyske delstater og dermed en travl rejsedag på vejene med tæt trafik og kødannelse på større veje og motorveje, ikke mindst ved den dansk-tyske grænse.

Her var der fra morgenstunden bilkøer på op til fem kilometer og af en times varighed ved motorvejsovergangen i nordgående retning, og køerne spredte sig til alle sideveje og de andre grænseovergange, efterhånden som bilister sydfra hørte om kødannelserne i radioen.

Ved Kruså-overgangen var køen op til tre kilometer lang og varede cirka 40 minutter, og ved Padborg-overgangen var køen også op til tre kilometer og af en halv times varighed.

Ferietrafikken nordpå var tæt og dannede lange køer. Her er det trafikken ved Kruså-overgangen, der lørdag ved titiden skabte en tre kilometer lang kø og 40 minutters ventetid. Foto: Kasper Skovse

Ved Kruså spredte køen sig ned til Kobbermølle, og ved Padborg var de små stikveje også fyldt op af holdende bilister, der troede, at de kunne smutte uden om køen. Andre havde også fået den ide.

– Der er ingen tvivl om, at det har været en hård rejsedag med rigtig meget trafik, siger Rune Johansen, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter.

Mere intenst end ellers

Lørdag var første dag i skolernes sommerferie, og samtidig var det skiftedag i sommerhusene, og både danske og tyske turister har i stort antal valfartet til sommerhusområderne.

Den danske trafik var især rettet fra øst mod vest, fra København over Fyn mod Jylland, og det store pres på at komme fra Tyskland til Danmark.

Selv om der normalt er meget trafik den første weekend i skolernes sommerferie, så har denne lørdag været i særklasse.

– Vi synes, at vi her i trafikcentret har kunnet mærke, at trafikken har været ekstra intens. Måske, fordi mange danskere på grund af coronasituationen holder ferie herhjemme i år, siger Rune Johansen.

Det samme alle weekender

Den tætte trafik bliver formentlig en tilbagevendende begivenhed i weekenderne denne sommer. Især når det er skiftedag om lørdagen.

– Vi forventer, at trafikmønstret vil gentage sig de kommende lørdage, især i tidsrummet fra klokken 11 til 15.

– Det kan være en god ide at køre uden for dette tidsrum, eksempelvis tidlig aften, hvis man gerne vil nemmere igennem trafikken, siger Rune Johansen.

Søndag morgen var trafikken normal ved grænseovergangene, med eksempelvis 18 bilers kø ved Kruså-overgangen i nordgående retning.

kommentar
deling del

Skriv et svar