Single Daily
af

Niels Anton Heilskov

Femern-projekt i fare: I dag bliver dets fremtid afgjort

Linjerne er trukket op, når danske politikere i dag, torsdag, er i Kiel for at høre om arbejdet med godkendelsen af Femernbælt-projektet.
Linjerne er trukket op, når danske politikere i dag, torsdag, er i Kiel for at høre om arbejdet med godkendelsen af Femernbælt-projektet.

Politikere fra folketingets transportudvalg mødes i dag med repræsentanter fra Slesvig-Holsten for at markere, at Danmark vil se fremskridt i arbejdet med Femernbælt-forbindelsen. Mødet indledes under slagskyggen af det brev, som den danske transportminister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, netop har skrevet til sin tyske kollega, Alexander Dobrindt (CSU).

I brevet udtrykker ministeren tvivl om myndighederne i Slesvig-Holstens evne til at få gennemført plangodkendelsen for Femernbælt-tunnelen uden yderligere forsinkelser.

Frygten fra dansk side er, at yderligere forsinkelser af projektet vil gøre, at byggeriet ikke kan komme i gang i 2020. Hvis det er tilfældet skal kontrakterne for projektet genforhandles, og det rejser også tvivl om EU-tilskuddet til byggeriet.

Seriøse miner i Kiel

Derfor er der lagt op til en omgang høflig politisk tovtrækning i Kiel, hvor både ministerpræsident Torsten Albig (SPD) og landdagsformand Klaus Schlie (CDU) har danskerne på besøg. Fra både Socialdemokraternes og Venstres side er man tilfreds med ministerens hårde linje.

– Det er vigtigt at se på, om der er nok bemanding hos myndighederne i Kiel. Vi skal ikke presse nogen, men vi skal forsøge at massere Slesvig-Holsten i den retning, hvor det kan gå stærkt, siger transportordfører i Socialdemokratiet, Rasmus Prehn.

Den samme tilgang har Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

– Det er vigtigt med en respektfuld dialog, men det er også vigtigt at sige til tyskerne, at vi er bekymrede for overholdelse af tidsplanen, understreger han.

Enhedslisten valgte at stå uden for den lov, der i 2015 lagde grundlaget for byggeriet af Femernbælt-forbindelsen, og partiets transportordfører Henning Hyllested er glad for den beslutning.

– Jeg synes, at ministerens fremgang er kritisabel. Vi må give tyskerne lov til at følge deres lovgivning og gøre arbejdet grundigt. Der har vi danskere været naive. Og nu er det blevet tydeligt, at folk i Danmark er blevet frustrerede, siger Henning Hyllested.

I delstaten har den danske kritik også åbnet for intern debat. Således har CDUs spidskandidat Daniel Günther opfordret ministerpræsident Torsten Albig til at fjerne ansvaret for arbejdet med Femernbælt-forbindelsen fra trafikminister Reinhard Meyer.

Fra Slesvig-Holstens side har man indtil videre blot kommenteret den danske frustration ved at gøre opmærksom på, at plangodkendelsen nok skal komme, hvis bare dokumentationen fra dansk side er i orden.

Stadig tiltro

Selv om den danske transportminister i sit brev til Berlin skriver, at han mener, at yderligere forsinkelser af projektet kan bringe projektet i fare, så er transportordførerne, der for tiden er i Tyskland, dog overbeviste om, at projektet nok skal blive til noget.

– Det er et stærkt og robust projekt, så selv med flere forsinkelser føler jeg ikke, at det kommer i fare. Men det er alvor. Det er vigtigt ikke at få flere forsinkelser, siger Rasmus Prehn.

Også Kristian Pihl Lorentzen gør det klart, at situationen er alvorlig, men også han er sikker på gennemførelsen af projektet.

– Yderligere længerevarende forsinkelser kan skabe usikkerhed vedrørende kontrakter, hvilket betyder, at vi så må starte lidt forfra. Så vi må jo mødes på det tidspunkt. Forbindelsen skal nok kunne bygges, spørgsmålet er bare, hvor lang tid det tager, siger Kristian Pihl Lorentzen.

kommentar
deling del

Skriv et svar