Single Daily
af

Thomas Schumann

Femern A/S forventer retssag

Femern A/S er overbevist om, at de får godkendt deres tunnel-byggeri, som skal forbinde Lolland og Femern. Samtidig regner de med at få en retssag på halsen.
Femern A/S er overbevist om, at de får godkendt deres tunnel-byggeri, som skal forbinde Lolland og Femern. Samtidig regner de med at få en retssag på halsen.

I området øst for den lille færgeby Rødby på Lolland er der en mark og en kunstig sø. Langs kysten er der et dige, som blev bygget efter den store oversvømmelse i 1872. Men om få år vil området være forvandlet.

Femern A/S har tænkt sig at forlænge kysten 400 meter ud i havet i forbindelse med konstruktionen af Femern-tunnelen. Der skal være plads til en tørdok, hvor de 42 meter lange betonelementer, som er tunnelens byggesten, skal bygges. Det er også i det nye stykke land, at motorvejen kommer til at dykke under jord- og havoverfladen.

Egentlig er Femern A/S klar til at gå i gang – kontrakterne er underskrevet, de økonomiske analyser er foretaget, og fra dansk side er anlægsloven på plads. Nu mangler kun godkendelsen fra tysk side. Den 27. juni starter den offentlige høring, hvor de tyske myndigheder i Kiel hører nogle af 12.600 klager, inden de kommer med den endelig byggetilladelse.

Sådan regner Femern A/S at området omkring Rødby vil komme til at se ud, når Femern-tunnelen er bygget færdig. (Kilde: Femern A/S)

Modstandere

– Vores modstandere har sagt, at de vil klage uanset. Vi er allerede nu ved at forberede os på retssagen og har allieret os med en hær af eksperter og en tidligere dommer, siger Jens Villemoes der er kommunikationsleder for Femern A/S.

– Ideelt set kan vi gå igang i 2018, men spørgsmålet er, om retssagen kan få opsættende virkning. Så reelt regner vi med at starte byggeriet i 2020, men vi kan være heldige, fortsætter Jens Villemoes.

Tunnelens største modstandere er Scandlines, som driver færgefarten over bæltet, og et tysk borgerinitiativ kaldet Beltretter. Beltretter er imod tunnelen på grund af dens påvirkning af miljøet. Den selvsikkerhed viser sig også i Femern A/S’ aktiviteter.

Henrik Christensen, som er projektleder for Femern A/S, forklarer, at man allerede har brugt 40 millioner euro på infrastruktur.

De penge er gået til at udvide vejene, der skal føre lastbiler og arbejdere frem og tilbage mellem tørdokken og udgravningen af tunnelen. Derudover skal jernbanen fra Ringsted til Rødby også have en opgradering med ekstra spor og elektrificering. Når tunnelen er færdig, skal mange af de godstoge, der nu kører over Fyn og Jylland, spare 160 kilometer ved at køre under Femern Bælt. Kort fortalt vil Femern A/S lave alle de forberedelser, de kan på dansk side, indtil den tyske godkendelse ligger klar.

– Vi er meget sikre på, at vi får den godkendelse, siger Jens Villemoes.

kommentar
deling del

Skriv et svar