Single Daily
af

Jens Nygaard

Fem anholdt i vognmandsfirma i Padborg

Fire chauffører og en ansat ved vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen i Padborg er anholdt af politiet for brug af falske dokumenter og »andre lovovertrædelser«. Firmaets ledelse stiller sig uforstående over for anklagerne.
Fire chauffører og en ansat ved vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen i Padborg er anholdt af politiet for brug af falske dokumenter og »andre lovovertrædelser«. Firmaets ledelse stiller sig uforstående over for anklagerne.

Tirsdag morgen omkring klokken ni – for øvrigt dagen efter, at der var blevet afviklet en stor transportkonference i Padborg – troppede politiet op hos den store vognmandsforretning H.P. Therkelsen i den samme by.

Fire chauffører og en ansat blev anholdt og taget med af politiet. Desuden blev fire lastbiler beslaglagt. Ifølge politiet skulle det dreje sig om falske dokumenter og »andre lovovertrædelser«.

– Vi må se, hvad de har, men jeg kan ikke tro, at det har noget på sig. Vi har en fast politik om, at alle regler skal følges til punkt og prikke, siger virksomhedens chef, Peter Therkelsen.

Han står i spidsen for en stor virksomhed, der har over 100 år på bagen. Virksomheden tager sig udelukkende af køletransporter

Det var specialister fra politiets tre centre for kontrol af tunge køretøjer, der stod for den storstilede aktion. Formålet er at få sat »en stopper for lovovertrædelser i vognmandsbranchen«, siger politikommissær Henrik Fobian.

– Der skal være lige vilkår og ordnede forhold for de virksomheder, der lever af at køre med fragt, og hvis enkelte virksomheder lever højt på at snyde systemet, så skal de standses og bringes til ansvar for deres handlinger, siger han i en pressemeddelelse.

Ingen kommentarer

Politiet har ikke yderligere kommentarer til tirsdagens aktion, idet efterforskningen af virksomheden stadig er i gang. Flere personer skal afhøres, og virksomhedens dokumenter skal undersøges, før der kan tages stilling til, om der skal ske fremstilling i grundlovsforhør.

– Jeg kan forstå, at der med udtrykket »andre lovovertrædelser« sigtes mod ikke-tilladt cabotage-kørsel. Og også der må vi se, hvad beskyldningerne drejer sig om. Det er ikke noget, som vi tillader her i firmaet, siger Peter Therkelsen.

Cabotage-kørsel drejer sig om udenlandske lastbiler, der på kørsler til og fra Danmark også har lov til at foretage et vist antal internt danske transporter, før bilen igen skal køres til udlandet.

Sent tirsdag eftermiddag havde ledelsen i H.P. Therkelsen endnu ikke hørt fra hverken chaufførerne, den ansatte eller politiet.

– Foreløbig ved jeg ikke mere – men det er selvfølgelig noget, vi skal have undersøgt, siger Peter Therkelsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar