Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Fandt et glemt stykke Berlinmur

Et stykke Berlinmur på 20 meter er blevet fundet knap 29 år efter, at den forhadte grænse blev revet ned.
Et stykke Berlinmur på 20 meter er blevet fundet knap 29 år efter, at den forhadte grænse blev revet ned.

Et hidtil glemt stykke af Berlinmuren er blevet genopdaget i den tyske hovedstad.

Det omkring 20 meter lange murstykke lå i skjul af buske lidt nordvest for bymidten – ikke langt fra, hvor Tysklands føderale sikkerhedstjeneste har sit hovedkvarter.

Det siger lokalpolitikeren Ephraim Gothe, som faldt over murstykket i forbindelse med en byvandring, han tilbage i juni arrangerede for lokale indbyggere i området.

– Jeg var helt overrasket over, at der stadig findes uopdagede stykker, siger Gothe.

Tidligere på ugen markerede Tyskland 57-årsdagen for, at det daværende østtyske styre begyndte at bygge muren.

At det er en del af Berlinmuren, der nu er fundet, bliver bekræftet af Berlinmursstiftelsen, som uddanner og oplyser om murens historie.

Betonvæggen har lampeholdere og kan umiddelbart se ud til at have været en del af en tidligere grænseovergang, der lå i nærheden.

Der gik hul i Berlinmuren den 9. november 1989, og derefter blev størstedelen af den forhadte grænse mellem Øst- og Vestberlin revet ned i begyndelsen af 1990. Kun nogle få stykker er bevaret.

Det genopdagede stykke af Berlinmuren, som Ephraim Gothe er faldet over, er nu blevet fredet, skriver nyhedsbureauet AP.

Det er først denne sommer, at det er blevet opdaget, at dette stykke mur var en del af den ydre Berlinmur – et ekstra forsvarsværk, der blev bygget foran hovedmuren. Foto: Miriam Karout/Ritzau Scanpix

kommentar
deling del

Skriv et svar